Havenyt uge 30, 2012

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Det er den koldeste sommer i rigtig mange år, og det har sat sine spor i køkkenhaven, hvis man dyrker varmekrævende plante som bønner, tomater, chili og peber. Bønner er ikke noget at prale af i sommer – først nu er der nogenlunde vækst i bønnebedet, og tomater, chilier og pebre modner langsomt.

Tomater i kulde, regn og overskyet vejr får aldrig den sødme og gode konsistens, som de har i varme, tørre somre. På friland får den megen væde dem også let til at sprække. Og de bliver mere melede i konsistensen. I drivhuset er det en god ide at holde lidt igen med vanding, når det er overskyet.

Heldigvis klarer alle de traditionelle danske grønsager sig langt bedre i en kold sommer.

Ærter og tomater

Ærterne stortrives i en kold og fugtig sommer, mens tomaterne har svært ved at blive helt gennemmodne og rigtig søde og aromatiske. Foto: Karna Maj

Ukrudtet er et kapitel for sig efter en lang periode med regn – og har man været væk et par uger på ferie, er det lidt af et chok at komme hjem. Den regnvåde juli – og ferie – har betydet, at vi simpelt ikke er kommet tit nok rundt med hakken – eller ukrudtet er begyndt at vokse igen efter en ny regnbyge. I den regnvåde tid har det været let at hive det store ukrudt op. Og med nogle dage med sol og sommer er muligheden her for at få hakket alt det småt, så det kan nå at visne. Men med udsigt til regnvejr sidst på ugen er det sikrest at fjerne så meget, som der kan rives sammen.

Hvis haven er for våd til at arbejde i – eller man hellere vil ud at opleve end hakke ukrudt, så kan man jo altid tage en sommertur ud og hente inspiration i andre haver, f.eks. private åbne haver og besøgshaver.

Lavendel

Lavedel er fantastisk og kan give lidt middelhavsstemning i en have. Hvis man kommer forbi Hjallerup, kan man se blomstrende lavendelmarker hos firmaet Lavendelbo. Foto: Karna Maj

Hele farvepaletten er i brug i blomsterbedet

Blomsterne i juli fylder hele farvepaletten ud: Gule prikbladet fredløs, lilla kattehale, blå riddersporer, gul pragtrøllike, brændende kærlighed, liljer, lathyrus og stokroser i mange farver, sommersolhat med kæmpestore gule blomster, georginer i mange spraglede farver, meterhøje cosmos i hvid og rødlige nuancer, meterhøje prangende palmeliljer og nattens flotteste den meterhøje natlys med store lysgule blomster. Og så er der selvfølgelig alle de mange pragtfulde roser og hortensiaer, for slet ikke at snakke om alle de spraglede sommerblomster.

Havens mange flotte blomster og planter nærmest inviterer til at blive plukket og forvandlet til nogle flotte buketter og dekorationer. Man kan finde inspiration i de mange bøger om blomsterbinding, buketter og dekorationer.

Hvis blomsterbedet ser lidt kedelig ud efter ferien, så kan man godt overveje at plante nyt nu, hvor jorden er dejlig fugtig. Hvis det er stauder, man planter, så skal man selvfølgelig være klar til at vande dem resten af sommeren, hvis vi skulle få en tør og varm periode. Den mulighed fra meterologerne luftet, men vi tør jo næppe håbe.

Normalt vil man ikke plante nye stauder før i starten af september, og det betyder, at netop de stauder, som blomstrer her midt på sommeren, ofte ikke kommer med hjem fra planteskolen, da man ikke bliver fristet af at se dem i blomst. Det kan man rette op på nu, enten ved at købe og plante nu, eller spille på den sikre hest og vente til efteråret med at plante, men lave plantelisten nu. Mange af de juli-og augustblomstrende stauder hører til de høje stauder, som kræver et stort staudebed, men der findes også mange fine mindre stauder. Gå på udkig hos forhandlerne i vores forhandlerguide. Eller besøg diverse haver og find inspiration.

En frodig køkkenhave trods kulden

En regnrig og kold sommer fremmer ikke tomat- og bønnedyrkningen, men til gengæld stortrives mange af de traditionelle nordiske grønsager. Ikke mindst kål, porrer og gulerødder har det fint, og det viser bare, at det er en god ide at have mange forskellige grønsager i haven. Dyrker man kun de varmekrævende, kan man godt blive lidt skuffet i en sommer som i år.

Men selv om grønsagerne trives godt, er de lidt længere tid om at udvikle sig, end i mere normale år. Majs og græskær vokser godt nok, men får vi ikke snart en mere vedvarende varm periode, kan de måske ikke nå at udvikle kolber og græskar godt nok.

Heldigvis er vi i år sluppet for kartoffelskimmel i de fleste haver, og mange steder er de tidlige kartoffelsorter ved at visne naturligt ned. Men hold øje med udviklingen – det ville være ærgerligt at få ødelagt kartoflerne i år, hvor de spås at blive dyre at købe. Man kan overveje at fjerne kartoffeltoppen forebyggende, hvis kartoflerne er rigeligt store. Det kan ligefrem være en fordel at fjerne kartoffeltoppen nu, hvis man ønsker faste kartofler, som ikke koger ud. Hvis kartofler vokser færdig og visner naturligt ned, bliver de bedre til kartoffelmos.

Gulerødder i mange størrelser

Gulerødderne fra egen have ligner ikke helt de købte. Der er skæve eksistenser, de har forskellige størrelser fra meget store til meget små. De små skyldes oftest manglende udtynding, men er fine at tilberede som hele små gulerøddder. De købte er kun så ensartede, fordi de skæve, små og megastore sorteres fra og kasseres. Det rene madspild i stedet for at give os mulighed for billigere gulerødder. Foto: Karna Maj

Dårlig bønnesæson

Forsommeren har været kold, og bønnerne har ikke haft gode muligheder for at spire. Og det har været for koldt til, at de rigtig har vokset sig store og flotte, som bønneplanter kan i en varm sommer. Har man forkultiveret i forsommeren, er der bønner nu, men i mange haver er bønnerne først ved at blomstre – eller de står måske kun med første hold blade. Når vi nu får lidt varmere dage, kommer der gang i væksten, og de skal nok nå at give bønner sidst på sommeren, hvis vi får en varm periode.

Det er ved at være for sent at så nye hold. Hvis man gør det alligevel, så kan man ikke forvente at få fuldt udbytte – med mindre vi får en Indian summer. Det kunne vi godt fortjene ovenpå denne kølige sommer.

En farverig og spændende køkkenhave

I køkkenhaven er der også masser af farver her sidst i juli, især hvis man har valgt sorter ud fra dette kriterie. F.eks. gule og røde bladbeder, purpurkål, lilla spidskål, orange, lime eller lilla blomkål.

På bærfronten er der farveorgie med sorte solstikbær, modne gule og røde stikkelsbær, røde ribs og sorte solbær er ved at være høstede. Nogle æblesorter er ved at begynde at få lidt rød kind, og de modne kirsebær er fra gule til røde.

Hvis man har plantet tomater med forskellige farver, så er der nu både røde, gule, brunlige og grønlige modne tomater. I krydderurtebedet er det især den røde basilikum, som gør opmærksom på sig selv – på friland får den en dybere rød farve end i drivhuset. Op fra jorden kan man trække de flotteste orange gulerødder. Og rødløg er yderst dekorative, når de er hængt til tørre i bundter under tagudhænget. Sommerhvidkålen står lysgrøn med store kuglerunde hoveder, som skal spises her og nu – inden de sprækker med voldsom kraft. Savoykålen står mørkegrøn, palmekålen blågrøn og purpurkålen er rødlilla. Der er også masser af muligheder for at variere salatskålen med salat af forskellig slags og farve. Er er ikke mere salat, så er små spidskål lækre i salatskålen.

I det hele taget er køkkenhaven et orgie af grønsager her ved udgangen af juli. Der er lidt tomater, masser af agurker og squash, måske de første nye bønner, små gulerødder, nye løg, forårsløg, basilikum, dild, persille og mange andre spiselige ting.

Stikkelsbær af sorten Rød Hinnomaki

Stikkelsbær er let at dyrke og giver normalt et sikkert og stort udbytte. Her sorten Rød Hinnomaki. Foto: Karna Maj

På jagt efter larver på havens kålplanter

De hvide kålsommerfugle flakser rundt i haverne på jagt efter planter fra kålfamilien, som de kan lægge deres æg på. Og kålmøl og kålugler lægger også deres æg på kålene. Kigger man lidt nærmere på hovedkålene, som er ved at danne hoved, kan man være næsten sikker på, at der er larver af den ene eller anden slags at finde inde mellem bladene. Det gælder om at få fjernet dem, så de ikke æder det lille hoved rub og stub, og det kan gøres på flere måder.

Larvejagt tager ikke så lang tid, hvis man kun har en begrænset mængde kål lige at gå igennem en til to gange om ugen. Fjern også de æg, man kan få øje på.

Æg på kålblad

Ægkoloni på bagsiden af et lille grønkålsblad. Får de lov til at klække, vil der snart ikke være blade på en lille grønkålsplante. Æg kan som her næsten ligne jordpartikler farvemæssigt, mens andre er mere hvidlige. Foto: Karna Maj

En anden mulighed er at dække med insektnet, så kålsommerfugle ikke kan komme til at placere deres æg på planterne. Men hvis man dækker nu, så skal man alligevel på kåljagt de næste uger under nettet, da der altid sidder æg, som senere klækkes til larver. Et grønt net er pænere i haven end de normalt hvide. Hvis man vælger at dække med net, er det en god ide at dække alle kålbede, ellers koncentreres angrebet på færre planter.

En tredje mulighed er at bruge bakteriepræparatet Bacillicus thurigiensis, som får larver af alle tre slags til at miste appetitten og dermed dø. Midlet er godkendt til økologisk dyrkning. Kålsommerfugle m.m. lægger hele tiden nye æg, så behandlingen skal gentages med mellemrum. Det kan købes under bl.a. handelsnavnet Gå væk orm. Det blandes op i vand og forstøves ud over kålene.

Spindemider og bladlus i drivhuset

Agurkerne i drivhuset giver masser af agurker, men der er god grund til at holde øje med evt. angreb af spindemider på agurkerne, så man kan sætte ind med rovmider på et tidligt tidspunkt af et angreb.

Hold også øje med angreb af bladlus på chiliplanter. Heldigvis er der nu masser af nyttedyr – især svirrefluer, mens der stadig er få eller ingen mariehøns i mange haver.

Se mere i artiklen Brug af nyttedyr i drivhuset.

En længere sæson for jordbær og hindbær

Hindbær- og jordbærsæsonen er ved at være slut for i år, og mange er sikkert gået glip af en masse bær i ferieperioden og må om kort tid fjerne de gamle afbårne hindbærgrene.

Hvis man er væk fra haven i sommerferien er det næsten uundgåeligt, at man tager væk, mens der er enten jordbær eller hindbær at høste. Det er derfor en god ide at plante flere sorter, så sæsonen bliver længere. Der findes jordbærsorter, som modner fra midt i juni til omkring 1. august – derfor kan man her sidst i juli stadig købe danske jordbær. Hvis man alligevel skal ud og købe nye jordbærplanter i år, kan man jo overveje at købe et par sorter, som tilsammen giver en længere sæson.

Desuden er der remonterende sorter af jordbær, som giver en lille høst samtidig med de almindelige sorter og derpå den egentlige hovedafgrøde i august og september.

Der findes også en række efterårssorter af hindbær, de fås sorter med gule og røde hindbær. Se mere om hindbærsorter i artiklen Hindbær

Er der for mange frugter på grenene?

Udtynding af blommer, æbler og pærer burde være gjort for flere uger siden. Måske har man ikke fået det gjort – eller været tilstrækkelig hård. Det er derfor en god ide lige at se frugttræerne efter og vurdere, om grenene kan holde til vægten fra de blommer, æbler og pærer, som vil vokse kraftigt i vægt den næste måneds tid.

Det er ærgerligt at få ødelagt en pænt træ ved at en gren knækker under vægten. Et sådant stort sår vil også give adgang for angreb af diverse plantesygdomme. I værste fald flækker grenen helt ind i stammen. En tommelfingerregel er, at der skal være 1–2 håndsbredder mellem æbler og pærer – to håndsbredder giver store flotte frugter.

Se især kritisk på blommetræer, som står med store mængder blommer. Her er blommerne måske allerede store og på vej til at modne. Her kan man vælge at understøtte grene, som har for megen vægt og truer med at knække. Men sørg for, at undestøtningen er meget solid – ellers kan det gå endnu værre, hvis grene pludselig falder ned med fuld vægt.

Den våde sommer har allerede givet synlige angreb af skurv på de æblesorter, som er meget modtagelige. Her er det en god ide at fjerne de angrebne frugter og få tyndet ud og som minimum få fjernet alle de nye lodretvoksende skud.

Æbler med skurv

Æbler, som allerede er så angrebet af skurv, kan man lige så godt fjerne.

Skaf lys og luft til frugterne

Ofte er frugttræerne alt for tætte, så frugten ikke kan modne i solen og dermed få den bedste smag. For tæt et bladhæng giver også problemer med skurv. Det er derfor en god ide at gå havens lidt større og ældre frugttræer efter med en beskærersaks og tynde lidt ud i grenene, så der kan komme luft og sol ned til frugterne. Mindre grene kan også saves af i juli og august, hvis det er nødvendigt, men det er bedst at beskære i tide, så man kan nøjes med at fjerne tyndere grene med beskærersaksen. Og som altid gælder det, at man kun skal beskære, når det er nødvendigt.

Jo mindre og færre sår, man tilføjer træerne, jo bedre. Ethvert sår er en potentielt indgang for svampe, men sår tilføjet her i sommermånederne har træet meget lettere ved at lukke hurtigt og effektivt end i året andre måneder. Læs mere i artiklen Beskæring af træer om sommeren.

Jordforbedringskur

Bar jord i køkkenhaven inviterer til at ukrudtet kan spire frem. Man kan så en hurtigudviklende ny afgrøde som beskrevet i Ugens Havenyt uge 29, eller man kan så en grønafgrøde.

Hvis jorden ikke er særlig god, er det en god ide at give den en jordforbedringskur. En jordforbedringskur virker dels ved den direkte jordbearbejdning, dels ved at rødderne gennemvæver jorden og endelig ved, at jorden tilføres en mængde organisk stof, når den store grønmasse indmuldes sent efterår eller formulder efter nedfrysning.

Hvis jorden er god nok, er der ikke behov jordbearbejdningen, og man kan nøjes med at så grøngødning eller en efterafgrødeblanding, som kan tilføre jorden organisk materiale, når den muldes ned i jorden i efterår eller tidlig forår.

Det er vigtigt at bearbejde jorden, når den er bekvem. Især på lerjord bør man ikke grave og løsne jorden, hvis den er for våd. De fleste steder vil jorden sikkert være bekvem til at bearbejde i denne uge – inden vi igen får regn.

Frøposer

Man kan stadig nå at så en hel række grønsager til høst i efteråret. Her frøposer med orientalske bladgrønsager, majroer og to sorter af rucola: Dixplotaxis tenuifolia og Rucola selvatica, som ligner den vilde, men er hurtigere i udvikling. Foto: Karna Maj

Sæt en kompostbunke

Ligger der en stor bunke af haveaffald i et hjørne i haven, så er det en god ide at varmkompostere det, da det dræber eventuelle ukrudtsfrø og sygdomskim, hvis man kan få temperaturen op omkring de 60° C. Det kræver en vis mængde haveaffald, for at det lykkes – minimum en kubikmeter. Desuden skal materialet være tilpas fugtigt og trådt sammen, så der ikke er store luftlommer. Når kompostbunken er sat, overdækkes den, så varme og fugtighed tilbageholdes.

Det lyder besværligt, men faktisk kan man sætte en kompostbunke på en kubikmeter på en times tid, så det er bare med at finde en ikke for varm dag til formålet.

Hvis varmkomposten lykkes helt perfekt, kan man allerede efter nogle måneder bruge den til jorddække. Eller man kan lade den kompostere helt færdig og bruge den næste forår til fremstilling af pottemuld. Læs mere i artiklen Varmkompostering i praksis.

Her er du: Forsiden > 2012 > Havenyt uge 30, 2012

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider