Havenyt uge 45, 2013

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Bladene er det helt dominerende islæt i haver og natur lige nu. Ikke mindst de mange, som allerede dækker bede og plæne, Der er ikke så mange blade tilbage på træer og buske længere, men de der er, gløder i stærke røde og gule farver, når solen er fremme. Men snart er det forbi, og al pynten bliver til visne blade, som blæser lidt rundt og lægger sig i et beskyttende lag under træer og buske og mellem havens mange planter. Nøgne trætoppe varsler vinter, men det er også lidt flot at se træernes flotte stammer og grenstruktur komme frem igen.

kirsebæblade

Det tynder ud i træernes blade dag for dag, og snart er træerne helt nøgne. Foto: Karna Maj

Det er ikke kun bladene på træerne, der bliver mindre af, dagene bliver også hastigt kortere, og for mange betyder det, at man næsten kun lige kan nå hjem og at hente grønsager ind til aftensmaden, inden det bliver helt mørkt.

Mange haveejere har nu kun mulighed for at komme i haven i weekenden eller på andre fridage. Til gengæld er efterårets havearbejde ikke så vejrafhængigt som ved såning og plantning i foråret. Man kan plante barrodede træer, buske og roser næsten uanset vejet – hvis man er indstillet på det.

Krukker på terrassen eller ved indgangen ser lidt triste ud, efter regn og blæst, og allersidst på ugen er der igen risiko for nattefrost. Man kan overveje at plante nyt, men der skal julepyntes om kun få uger. Måske lidt stedsegrønt, som også kan bruges i julepyntningen. Eller en af de småblomstrende chrysantemum, som efter brug kan sættes i drivhuset og plantes ud i haven til forår. Der er mange andre muligheder, f.eks. bjergte, karryplante og prydkål.

Blade skal beskytte jord og planter

Det er en uskik at køre bladene væk fra en have. Blade beskytter jord og planter mod vinterens kulde. Men man kan selvfølgelig omfordele bladene i haven.

De skal helst væk fra græsplænen, men oftest klarer vinden det. Bladene blæser ind mellem buske og træer, eller de lægger sig mellem havens stauder og vintergrønsagerne. Lykkes det ikke helt, så tag en løvrive på en blæsende tør dag og hjælp lidt til. Løvblæser er det helt unødvendigt at investere i – brug vinden. I indkørsler, på terrasser og ved indgange er det også praktisk at fjerne et tykt lag våde blade. De kan med fordel placeres som vinterbeskyttelse mellem rodfrugter og porrer, eller under de stedsegrønne.

Har man bøgeblade eller fyrrenåle, bør de lægges under evt. surbundsplanter, da de er med til at bevare surhedsgraden i jorden.

Så længe vi ikke får nattefrost, kan hovedkålene blive stående og vokse lidt endnu. Foto: Karna Maj

Vinterdække giver en god jord

Når man rydder op i haven, kan man med fordel lægge haveaffaldet på et af de tomme bede i køkkenhaven i stedet for på kompostbunken. Det beskytter jordstrukturen, og hvis dækket er næringsrigt nok, er bedet gødet til de kommende afgrøder på jorden. Har man bede med rosenkål eller grønkål, kan man placere nedfaldsæblerne her, så ved solsortene, hvor de skal guffe.

Har du noget halvt omsat kompost eller dyregødning, kan du lægge et lag nederst og haveaffald ovenpå. Lægger man dyregødning ud om efteråret, er det vigtigt, at det dækkes med planteaffald, da det dæmper slagregnen, og næringsstofferne ikke så let udvaskes. Dyregødning er det bedst kun at bruge på bede, hvor der næste år skal være afgrøder, som har dybtgående rødder og skal bruge megen næring, f.eks. kål, der kan hente næringsstoffer op fra 2 m dybde.

Det er vigtigt at undgå at næringsstofferne udvaskes. Derfor bør man aldrig sprede helt eller næsten helt omsat kompost ud om efteråret. Det skal blive i en kompostbunke, som overdækkes mod regn.

Sommerens sidste farvel

I alle haver er der en hel del ting, som skal gøres inden vinter, men ind imellem alle de mere eller mindre sure efterårspligter i haven, får man også en masse små dejlige oplevelser. Solen står stadigt lavere på himlen, og det giver nogle fantastiske oplevelser af lys og farver, og det er med at nyde solskinnet og disse farveglimt. Det ser ud til, at ugen bliver ret grå, våd og blæsende.

Nogle steder har nattefrosten for længst taget pynten af sommerblomsterne, mens de i mere milde egne og på beskyttede steder kan man stadig finde tallerkensmækker, hjulkrone og morgenfrue i blomst.

Der er også alle de små oplevelser, hvor sommeren siger farvel: Når de sidste roser blomstrer, man plukker de sidste modne chili og tomater i drivhuset, finder det allersidste efterårshindbær, der lyser rødt i solen, plukker små fine broccolibuketter til salaten. Eller man opdager, at der står små fine selvsåede korianderplanter nu, hvor man troede det var slut med den luksus fra haven. Har man reddet dildrækken fra frosten, kan man stadig plukke små nye dildblade.

Frugt fra egen frugthave

Hvis man gerne vil dyrke noget spiseligt i sin have og være mere selvforsynende, men ikke har så megen tid, som det kræver at dyrke køkkenhave, så er det frugt og bær fra egen have, man skal satse på. Det kræver få timers arbejdsindsats på årsbasis og giver efter nogle år et meget stort udbytte uden ret stor arbejdsindsats. Måske bliver udbyttet endda så stort, at der også bliver til at lave frisk presset frugtsaft og sundt slik i form af tørrede æbleringe.

Det er en ikke kun en god investering at plante frugttræer for at få egne naturlig dyrkede frugter, men også en god investering økonomisk set. Et træ til et nogle få hundrede kroner vil over en periode på 20 år give tusinder af stykker frugt, f.eks. æbler som typisk koster 3 kr. pr. stk i økologisk kvalitet og 2,50 kr. ellers. Og ud over sund frisk frugt får man smukke blomstrende frugttræer i maj. Prøv også at tænke på, hvad en bakke med 250 g ikke specielt friske hindbær, solbær eller ribs koster i butikkerne.

Og samtidig kan en frugt- og bærhave indrettes rigtig hyggelig – se artiklen Frugttræer i havens indretning.

Planlæg frugt- og bærhaven

Det er nu, man kan plante frugttræer og bærbuske. Inden man tager i planteskolen for at købe nye frugttræer og -buske, er det en god ide at gøre sig klart, hvad det er, man vil have. Skal det f.eks. være æbler, pærer, blommer eller kirsebær? Hvilke sorter kan man lide, og hvordan passer de ind til de sorter, man allerede har i haven, så man får fordelt modningstidspunktet for frugterne ud over sæsonen. Også når det gælder bærbuske, kan man strække sæsonen ved at vælge flere sorter.

Desuden skal man være sikker på, at der er bestøversort til de frugtsorter, man vælger. Så det er en god ide at snakke med ejerne af tilstødende nabohaver om, hvad de har af sorter. Er der ikke andre frugttræer i nærheden, kan man vælge at købe et såkaldt familietræ, hvor der er podet 2–3 sorter på, som også kan bestøve hinanden. Man kan købes familietræer af både blomme, pære og æble.

Endelig skal man gøre sig klart, hvor stort et æbletræ, man vil have på det pågældende sted. Ved at vælge æbletræet på den rigtige grundstamme, kan man få et træ i den rigtige størrelse. Det er en meget bedre løsning end at skulle beskære, da man ved beskæring sårer træet og åbner indfaldsveje for sygdomme. Der skal vælges svagere grundstamme på gode jorder, og kraftigere grundstamme på sandjord for at få et træ af samme størrelse på de to jordtyper.

Vinterklargøring af drivhuset

Det er nu næsten definitivt slut med alle sommerplanterne i drivhuset – måske er der stadig lidt tomater, som dog ikke længere kan modne helt. Det er derfor ved at være tid for at rydde drivhuset for disse planter og blade, så evt. sygdomskim og skadedyr ikke overvintrer i drivhuset. Ikke modne tomater, som er bare lidt orange, kan eftermodnes inde i vindueskarmen.

Hvis man skal overvintre grønne planter i drivhuset, er det også vigtigt, at de får alt det lys, som de overhovedet kan få. Det er derfor en god ide at vaske drivhuset af for alger, inden vinteren sætter ind. Bor man ude på landet nær store produktionsanlæg med svin, kan drivhuset være helt grønt af alger efter kun et halvt år. Det er ammoniakken i luften fra gyllen, der er grundlaget for den enorme algevækst. Der er ikke andet at gøre end at gå i krig med vand og børste både ind- og udvendig.

Hvis man har planter i drivhuset, skal de tages udenfor, inden man kan gå i gang med sæbevand og børste, eller de skal dækkes af. Skal de udenfor, er man nødt til at vælge en stille og mild efterårsdag.

Liv i drivhuset om vinteren

Det rengjorte drivhus er godt til at vinteropbevare de lidt sarte planter og krukkeplanter i. Husk at nedgrave potteklumpen, inden der kommer rigtig frost. Og dæk med 1–2 lag fiberdug i frostperioder. I en bare nogenlunde mild vinter kan selv rosmarin, citronverbena og laurbær overvintres på den måde.

Har man chrysantemum i haven, som først er ved at springe ud, eller stadig står i knop, kan man grave dem op og flytte dem ind i drivhuset. Her kan de udvikle deres blomster, uden at de bliver ødelagt af regn og frost, og det giver flotte buketter til stuen. Planterne skal passes med vand, men kan blive stående og plantes ud igen til forår. Mange sorter er frostfølsomme og vil ikke overleve på friland. Der findes dog en række gamle sorter, som klarer vinteren på friland.

Har man småplanter stående af f.eks. salat, mizuna, tat soi, som er sået i september, kan man plante dem ud i bedene og med vinterdække med to lag fiberdug i frostperioder, kan de måske overvintre og give tidlig salatgrønt allerede i marts. Står der selvsåede små planter af den flerårige Vild rucola, Diplotaxis tenuifolia, så prøv ogås at plante dem ind. De sætter nye blade tidligt og kan i øvrigt dyrkes året rundt i drivhuset og give fine blade.

Har man flere georgineknolde, end man kan opbevare indendøre, kan man tage chancen og grave dem ned i jorden i drivhuset – bedst med ret tør jord. Der skal være 20 cm jord over. Isoler evt. jorden med et lag blade eller lignende.

Mange af de chrysantemum, vi køber som potteplanter kan plantes ud i haven. Hvis de ikke når at springe ud i blomsterbedet, inden der kommer frost, kan de sættes ind i drivhuset til drivning og overvintring. Foto: Karna Maj

Frostmålerne flyver

De voksne individer af lille frostmåler og stor frostmåler lægger vi ikke så meget mærke til, men derimod deres gul- og brunstribede larver, som i juni kan afløve hele træer og områder. De voksne insekter er aktive lige nu og efter parring lægger hunnen æg på grenene, hvorfra larverne klækkes i foråret.

Hannen ligner meget de andre natsværmere, som også flyver her i det sene efterår. Hunnen er derimod vingeløs og kravler rundt på træer og buske og udskiller feromoner, hvis duft tiltrækker hannerne.

Se mere og se fotos heraf på Michael Stoltzes Dansknatur’s Blog under frostmålere

Optagning af frostfølsomme knolde

I modsætning til alle de hårdføre løgplanter, som fint overvintrer derude, så vil knoldplanterne normalt ikke overleve vinteren ude i jorden.

Hvis man endnu ikke har taget georginerne op, så er det en god ide at overveje at gøre det næste gang, der loves nogle dage med tørvejr. Knoldene skal tørres, inden de kan sættes væk til opbevaring et frostfrit sted. Det samme gælder de andre knolde og løg, som skal tages op og ind for vinteren. Hvis de stadig blomstrer, kan man godt vente et par uger med optagningen.

Georginer skal have skåret toppen af et stykke over knoldene. Knoldene skal opbevares tørt og frostfrit. Knoldene tørres først nogle dage, inden de lægges i meget lidt fugtigt sand eller spagnum i et enkelt lag. Selv om de skal opbevars tørt, må knoldene ikke tørre ud. De opbevares køligt under 10° C, bedst ved ca. 6–8° C. Er det meget store knolde, kan de opbevares uden at blive lagt i sand og spagnum, men kan sættes hele ned i en plastsæk, som står åben. Det kan være svært at skaffe opbevaringforhold i et moderne parcelhus eller i en lejlighed, hvis man har kolonihave.

Georginerne har blomstret længe og frodigt, og har man frostfri opbevaringsmuligheder, kan man gemme knoldene og sætte dem næste år i maj igen. Foto: Karna Maj

Nattefrosten har mange steder også ødelagt bladene på georginer, knoldbegonier, kanna, haveranunkel, tigerblomst, gladiolus, chokoladekosmos og Acidanthera bicolor, og det er derfor en god ide at tage knoldene op, så de ikke går i glemmebogen, og man først kommer i tanke om dem, når jorden er frosset. Står de i krukker, kan man for nogle arter sætte hele krukken væk, f.eks. chokoladekosmos.

Man bør ikke beskære hække, træer og buske i efteråret

Rundt om i haverne arbejdes der febrilsk for at nå alt det, som man ikke nåede i løbet af den våde sommer. Blandt andet klippes der fortsat hæk og beskæres træer og buske. Det er alt for sent at udføre dette arbejde. Hække, træer og buske er ikke i stand til at lukke beskæringssårene effektivt så sent på året, og det betyder at man med sårene slår døren på vid gab for mange plantesygdomme.

Træer og buske klarer bedst beskæring i juli og august måned. Kan det ikke vente til sommeren, hvor man også bedre kan vurdere resultatet, så er januar og februar et bedre alternativ end nu. Hække kan man evt. beskære i det helt tidlige forår, inden knopperne begynder at bryde.

En kop varm myntete

Når man bliver lidt kold om fingrene ude i haven, er det dejligt med en kop varm pebermyntete. Den varmer dejligt – især at holde fingrene rundt om et krus varm te. Og hvis man er heldig, er der stadig en hel del mynteskud at finde ude i haven, så man kan vente lidt endnu med at bruge af de tørrede mynteblade.

Naturglæde og dyrkning for børn

Hvis man selv er have- og naturinteresseret, vil man gerne give fascinationen videre til sine børn eller børnebørn. I løbet af de seneste måneder er der komme to nye bøger, som man kan bruge til aktivere børnene og give de voksne mulighed for at have paratviden inden for rækkevidde på et niveau, som børnene kan forstå. Børnene kan jo tit spørge om meget mere, end vi kan svare på.

Ny bog: Spirebogen

Noget af det mest fascinerende er, at se frø spire og planter vokse op, og det bringer Ulla Dietl videre i børnehøjde i Spirebogen, som netop er udgivet på forlaget Vingefang.dk. Som havedyrkere ved de fleste af os jo godt, at vi kan så karse med børnene, få ny top til at vokse op fra den afskårne ende af rodfrugter, så majs og bønner i vindueskarmen. I bogen er der mange andre forslag, men det vigtigste er at give børnene en oplevelse af, at man kan finde viden og inspiration i en bog og så gøre det i praksis. Det giver også børnene mulighed for at være initiativtager.

Ny bog: De små dyrs verden

Tegneren og naturkenderen Jakob Sunesen fortælle i sin bog De små dyrs verden naturhistorier for børn og voksne. De små tekster om dyrene kan de voksne læse og blive klogere af, og større børn med naturinteresse vil være vilde med den – der er virkelig viden at hente. De mindre børn kan se billeder og høre de voksne fortælle om dyrene tilpasset deres niveau. Bogen indeholder fortællinger om mere en 175 arter af små dyr, som alle er vist med vellignende tegninger. Man kan læse om, hvordan de lever året rundt, hvor og hvordan man kan finde dem, eller lokke dem til og fange dem for at iagttage dem. Man kan også læse om, hvordan man kan holde dem derhjemme, studere dem og så slippe dem løs igen. Bogen er udgivet på Gyldendal.

Her er du: Forsiden > 2013 > Havenyt uge 45, 2013

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider