Havenyt uge 30, 2015

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Sommeren er temperaturmæssigt ikke noget at prale af, og det har sat sine spor i køkkenhaven, hvis man dyrker varmekrævende plante som bønner, tomater, chili og peber. Bønner er ikke noget at prale af i sommer – først nu er der nogenlunde vækst i bønnebedet, og tomater, chilier og pebre modner langsomt.

Tomater i kulde, regn og overskyet vejr får aldrig den sødme og gode konsistens, som de har i varme, tørre somre. I drivhuset er det en god ide at holde lidt igen med vanding, når det er overskyet, det giver sødere tomater. Udenfor skal man til gengæld vande, for efterhånden er der tørke på vej i en meget stor del af de danske haver.

Røde tomater

Endelig er der ved at være mange modne tomater i drivhuset, mens der stadig er få på friland. Foto: Karna Maj

Heldigvis klarer alle de traditionelle danske grønsager sig langt bedre i en kold sommer, men de skal have vand for at vokse og udvikles. Kommer den ikke ovenfra, må man vande, og så er det en rigtig god ide at jorddække mellem planterne, så vandet ikke fordamper fra jordoverfladen, men kommer planterne til gode.

Til gengæld vokser ukrudtet heller ikke helt så meget, så selv om man har været væk i en uge eller to, så er det stadig overkommeligt at fjerne ukrudtet med en gang hakning. Men det er vigtigt, at få hakket, inden ukrudtet nå at sætte frø. Og helst hurtigere, for når det er tørt er det endnu vigtigere, at planterne ikke får konkurrence fra ukrudt. Hvis ukrudtet ikke har sat frø, og det er en tør periode, kan ukrudtet lægges ud som jorddække.

Forhåbentlig kommer der mere regn, end der loves i den kommende uge, især i den østlige og sydlige del af landet, hvor haverne er knastørre mange steder. Den lovede regn er ikke engang nok til at erstatte fordampningen.

Har man stadig ferie, kan man tage en sommertur ud i sommerlandet og hente inspiration i andre haver, f.eks. private åbne haver og besøgshaver.

Det er en god ide at besøge andres haver – her kan man få inspiration til at jorddække i kålbedet. Foto: Karna Maj

Hele farvepaletten er i brug i blomsterbedet

Blomsterne i juli fylder hele farvepaletten ud: Gule prikbladet fredløs, lilla kattehale, blå riddersporer, gul pragtrøllike, brændende kærlighed, liljer, lathyrus og stokroser i mange farver, sommersolhat med kæmpestore gule blomster, georginer i mange spraglede farver, meterhøje cosmos i hvid og rødlige nuancer, meterhøje prangende palmeliljer og nattens flotteste den meterhøje natlys med store lysgule blomster. Og så er der selvfølgelig alle de mange pragtfulde roser og hortensiaer, for slet ikke at snakke om alle de spraglede sommerblomster.

hvid kosmos

Sommerblomster kan også være hvide eller i afdæmpede farver og nuancer. Her hvid kosmos. Foto: Karna Maj

Havens mange flotte blomster og planter nærmest inviterer til at blive plukket og forvandlet til nogle flotte buketter og dekorationer. Man kan finde inspiration i de mange bøger om blomsterbinding, buketter og dekorationer.

Normalt vil man ikke plante nye stauder før i starten af september, og det betyder, at netop de stauder, som blomstrer her midt på sommeren, ofte ikke kommer med hjem fra planteskolen, da man ikke bliver fristet af at se dem i blomst. Det kan man rette op på nu, enten ved at købe og plante nu, men det er svært at få nye planter godt i vej, hvis jorden er tør og det er højsommer. Det sikre er at vente til efteråret med at plante, men begynde at lave plantelisten nu. Mange af de juli-og augustblomstrende stauder hører til de høje stauder, som kræver et stort staudebed, men der findes også mange fine mindre stauder. Gå på udkig hos forhandlerne i vores forhandlerguide. Eller besøg diverse haver og find inspiration.

En farverig og spændende køkkenhave

I køkkenhaven er der også masser af farver her sidst i juli, især hvis man har valgt sorter ud fra dette kriterie. F.eks. gule og røde bladbeder, purpurkål, lilla spidskål, orange, lime eller lilla blomkål.

På bærfronten er der farveorgie med sorte solstikbær, modne gule og røde stikkelsbær, røde ribs og sorte solbær er ved at være høstede. Nogle æblesorter er ved at begynde at få lidt rød kind, og de modne kirsebær er fra gule til røde.

Hvis man har plantet tomater med forskellige farver, så er der nu både røde, gule, brunlige og grønlige modne tomater. I krydderurtebedet er det især den røde basilikum, som gør opmærksom på sig selv – på friland får den en dybere rød farve end i drivhuset. Op fra jorden kan man trække de flotteste orange gulerødder. Og rødløg er yderst dekorative, når de er hængt til tørre i bundter under tagudhænget. Sommerhvidkålen står lysgrøn med store kuglerunde hoveder, som skal spises her og nu – inden de sprækker med voldsom kraft. Savoykålen står mørkegrøn, palmekålen blågrøn og purpurkålen er rødlilla. Der er også masser af muligheder for at variere salatskålen med salat af forskellig slags og farve. Er er ikke mere salat, så er små spidskål lækre i salatskålen.

I det hele taget er køkkenhaven et orgie af grønsager her sidst i juli. Der er lidt tomater, masser af agurker og squash, måske de første nye bønner, små gulerødder, nye løg, forårsløg, basilikum, dild, persille og mange andre spiselige ting.

En frodig køkkenhave trods kølig sommer

En kølig sommer fremmer ikke tomat- og bønnedyrkningen, men til gengæld stortrives mange af de traditionelle nordiske grønsager. Ikke mindst kål, porrer og gulerødder har det fint, og det viser bare, at det er en god ide at have mange forskellige grønsager i haven. Dyrker man kun de varmekrævende, kan man godt blive lidt skuffet i en sommer som i år.

Men selv om grønsagerne trives godt, er de lidt længere tid om at udvikle sig, end i mere normale år, men de skal have vand nok, og det kniber gevaldigt i mange haver nu. Selv om majs og græskær vokser nok, så vil det være godt med en mere vedvarende varm periode, så der er en bedre chance for, at de kan udvikle kolber og græskar godt nok.

Heldigvis er vi i år sluppet for kartoffelskimmel i de fleste haver, og mange steder er de tidlige kartoffelsorter ved at visne naturligt ned. Men hold øje med udviklingen – det ville være ærgerligt at få ødelagt kartoflerne. Man kan overveje at fjerne kartoffeltoppen forebyggende, hvis kartoflerne er rigeligt store. Det kan ligefrem være en fordel at fjerne kartoffeltoppen nu, hvis man ønsker faste kartofler, som ikke koger ud. Hvis kartofler vokser færdig og visner naturligt ned, bliver de bedre til kartoffelmos, det gælder dog først og fremmest sorter, som er i forvejen kan bruges til mos.

Dårlig bønnesæson indtil nu

Forsommeren har været kold, og bønnerne har ikke haft gode muligheder for at spire. Og det har været for koldt til, at de rigtig har vokset sig store og flotte, som bønneplanter kan i en varm sommer. Har man forkultiveret i forsommeren, er der ved at være bønner nu, men i mange haver er bønnerne først ved at blomstre – eller de står måske kun med første hold blade. Når vi nu får lidt varmere dage, kommer der gang i væksten, og de skal nok nå at give bønner sidst på sommeren.

Det er ved at være for sent at så nye hold nu. Hvis man gør det alligevel, så kan man ikke forvente at få fuldt udbytte – med mindre vi får en Indian summer. Det kunne vi godt fortjene ovenpå denne kølige sommer.

bønneplanter

Det er først her i juli, at bønneplanterne ser frodige ud – men der er endnu et stykke vej, til der kommer bønner på. Foto: Karna Maj

Majskolber skal vindbestøves

Majs kan godt lide varme somre, så de vokser ikke optimalt i år. Majsene blomstrer endnu ikke, heller ikkehvis de er forkultiverede, og det betyder at vi får senere majskolber end de fleste somre. Om de bliver velformede og helt fyldte med majskorn afhænger af, om de bliver bestøvet tilfredsstillende.

Hver majsplante har både hun- og hanblomster. Hanblomsterne sidder i toppen af planten – som stjernen på juletræet – og støvet herfra fordeles med vinden til blomsternes støvfang, som er den silke, som hænger ud af toppen på majskolberne. Bestøvningen sørger vinden for, og for at få en god bestøvning er det bedst, at majsplanterne står i en firkant. De kolbeformede hunblomster har hvert sit støvfang, og hver eneste kerne i kolben har således sit eget støvfang og skal bestøves særskilt. Har man plantet en lang række majs, risikerer man, at hunblomsterne ikke bestøves ordentlig, og man får da kolber, som ikke er fuldt besat med majskorn.

Majs er på nordgrænse i Danmark, og derfor bør man satse på tidlige sorter for at være nogenlunde sikker på veludviklede majskolber. Måske vil sene sorter eller sent såede majs ikke nå at udvikles og modne. Men det må tiden vise, nu skal de først i blomstring.

Høst løg og hvidløg

Det er vigtigt at få høstet løg og hvidløg på det rigtige tidspunkt. Har zittauerløgenes top lagt sig hen ad jorden, kan de høstes og tørres. Har de stadig grøn top og står op, skal de ikke høstes endnu.

Er de høstklare, kan man hive dem op af jorden og lægge dem til tørre på den tørre jord i et par dage, inden de hænges op til videre tørring eller lægges på f.eks. rammer med hønsetråd et tørt og luftigt sted. Er vejret ustabilt, må man springe tørringen på jorden over. Det gælder også, hvis de er angrebet af løgskimmel, da de så skal tørres hurtig og effektivt. Det er vigtigt at få tørringen godt i gang, inden vi får regn. Lige nu vil de tørre godt og dermed få en god holdbarhed.

Løg lægges til tørring

Er der udsigt til nogle dage med tørvejr, kan man lade de optagne løg ligge på jorden og tørre, inden de hænges op eller lægges til tørring et godt sted. Foto: Karna Maj

Er jorden hård som cement, er det svært at hive dem op, men selv tør lerjord kan løsnes med en gravegreb, så de let kan indsamles. Jorden skal måske løsnes alligevel, inden såning af næste afgrøde eller grøngødning.

Hvidløg skal høstes allersenest, mens der stadig er minimum to grønne blade, for at man kan være sikker på, at løgene har en forsvarlig »indpakning«, så fedene kan holde sig vinteren igennem. Hvert blad går hele vejen ned om stænglen og rundt om løget. Er hvidløgnen nået at visne helt ned, gælder det op at få dem op hurtigst muligt. I det tørrt vejr er løgene måske stadig intakte, men så snart vi får regn og våd jord, går de yderste lag let i opløsning, løget vil skille ad i fed, og de vil være mindre langtidsholdbare.

Stadig mange muligheder for at så nyt

Hvis du har mod på at dyrke flere grønsager på den ledige jord, er der stadig mange slags grønt, du kan nå at så. Se mere i Ugens Havenyt uge 29.

Du kan også finde inspiration og en tabel over, hvad du kan nå at så i artiklen Planlæg køkkenhavens 2. afgrøde. Der er en del afgrøder, som skal sås inden udgangen af juli for at nå fuld udvikling, men der er også mange afgrøder, som kan sås i august og endda starten af september. Man skal lige huske så vidt muligt at tage højde for sædskiftet, når man planlægger 2. afgrøde.

På jagt efter larver på havens kålplanter

De hvide kålsommerfugle flakser rundt i haverne på jagt efter planter fra kålfamilien, som de kan lægge deres æg på. Men det er sent, at de er kommet i år. Kålmøl og kålugler lægger også deres æg på kålene. Kigger man lidt nærmere på hovedkålene, som er ved at danne hoved, kan man være næsten sikker på, at der er larver af den ene eller anden slags at finde inde mellem bladene. Det gælder om at få fjernet dem, så de ikke æder det lille hoved rub og stub, og det kan gøres på flere måder.

Larvejagt tager ikke så lang tid, hvis man kun har en begrænset mængde kål lige at gå igennem en til to gange om ugen. Fjern også de æg, man kan få øje på – lille kålsommerfugls sidder enkeltvis bag på kålbladene, stor kålsommerfugls sidder mange sammen i en såkaldt æghob.

En anden mulighed er at dække med insektnet, så kålsommerfugle ikke kan komme til at placere deres æg på planterne. Men hvis man dækker nu, så skal man alligevel på kåljagt de næste uger under nettet, da der altid sidder æg, som senere klækkes til larver. Et grønt net er pænere i haven end de normalt hvide, men beskytter kun mod kålsommerfuglene, ikke mod kålfluer. Hvis man vælger at dække med net, er det en god ide at dække alle kålbede, ellers koncentreres angrebet på færre planter.

En tredje mulighed er at bruge bakteriepræparatet Bacillicus thurigiensis, som får larver af alle tre slags til at miste appetitten og dermed dø. Midlet er godkendt til økologisk dyrkning. Kålsommerfugle m.m. lægger hele tiden nye æg, så behandlingen skal gentages med mellemrum. Det kan købes under bl.a. handelsnavnet Gå væk orm. Det blandes op i vand og forstøves ud over kålene.

Spindemider og bladlus i drivhuset

Agurkerne i drivhuset giver masser af agurker, men der er god grund til at holde øje med evt. angreb af spindemider på agurkerne, så man kan sætte ind med rovmider på et tidligt tidspunkt af et angreb.

Hold også øje med angreb af bladlus på chiliplanter. Heldigvis er der nu masser af nyttedyr – især svirrefluer, og der er også en del mariehøns.

Se mere i artiklen Brug af nyttedyr i drivhuset.

En længere sæson for jordbær og hindbær

Hindbær- og jordbærsæsonen har varet længere i år i det kølige vejr, og hindbærsæsonen er vi først midt i nu – den plejer at slutte på det her tidspunkt.

Hvis man er væk fra haven i sommerferien er det næsten uundgåeligt, at man tager væk, mens der er enten jordbær eller hindbær at høste. Det er derfor en god ide at plante flere sorter, så sæsonen bliver længere. Der findes jordbærsorter, som modner fra midt i juni til omkring 1. august – derfor kan man her sidst i juli stadig købe danske jordbær. Hvis man alligevel skal ud og købe nye jordbærplanter i år, kan man jo overveje at købe et par sorter, som tilsammen giver en længere sæson.

Desuden er der remonterende sorter af jordbær, som giver en lille høst samtidig med de almindelige sorter og derpå den egentlige hovedafgrøde i august og september. Her er det vigtigt at plante et sted med masser af sol i sensommermånederne.

Der findes også en række efterårssorter af hindbær, de fås sorter med gule og røde hindbær. Se mere om hindbærsorter i artiklen Hindbær

Er der for mange frugter på grenene?

Udtynding af blommer, æbler og pærer burde være gjort for flere uger siden. Måske har man ikke fået det gjort – eller været tilstrækkelig hård. Junifaldet har faktisk varet helt til nu, der drysser stadig æbler ned, som træerne vælger ikke at udvikle.

Det er derfor en god ide lige at se frugttræerne efter og vurdere, om grenene kan holde til vægten fra de blommer, æbler og pærer, som er tilbage, og som vil vokse kraftigt i vægt den næste måneds tid.

Det er ærgerligt at få ødelagt en pænt træ ved at en gren knækker under vægten. Et sådant stort sår vil også give adgang for angreb af diverse plantesygdomme. I værste fald flækker grenen helt ind i stammen. En tommelfingerregel er, at der skal være 1–2 håndsbredder mellem æbler og pærer – to håndsbredder giver store flotte frugter.

Se især kritisk på blommetræer, som står med store mængder blommer. Her er blommerne måske allerede store og på vej til at modne. Her kan man vælge at understøtte grene, som har for megen vægt og truer med at knække. Men sørg for, at undestøtningen er meget solid – ellers kan det gå endnu værre, hvis grene pludselig falder ned med fuld vægt.

Desværre har vejret givet grobund for skurv, og der er synlige angreb af skurv på de æblesorter, som er meget modtagelige. Her er det en god ide at fjerne de angrebne frugter og få tyndet ud og som minimum få fjernet alle de nye lodretvoksende skud og få tyndet ud, så der bliver mere luft i kronen.

For mange æbler – udtynding er nødvendig

Har frugttræerne ikke selv fået smidt tilstrækkeligt med frugter, kan det være nødvendigt at udtynde dem, både for at undgå små æbler, og at grene knækker. Foto: Karna Maj

Skaf lys og luft til frugterne

Ofte er frugttræerne alt for tætte, så frugten ikke kan modne i solen og dermed få den bedste smag. For tæt et bladhæng giver også problemer med skurv. Det er derfor en god ide at gå havens lidt større og ældre frugttræer efter med en beskærersaks og tynde lidt ud i grenene, så der kan komme luft og sol ned til frugterne. Mindre grene kan også saves af i juli og august, hvis det er nødvendigt, men det er bedst at beskære i tide, så man kan nøjes med at fjerne tyndere grene med beskærersaksen. Og som altid gælder det, at man kun skal beskære, når det er nødvendigt.

Jo mindre og færre sår, man tilføjer træerne, jo bedre. Ethvert sår er en potentielt indgang for svampe, men sår tilføjet her i sommermånederne har træet meget lettere ved at lukke hurtigt og effektivt end i året andre måneder. Læs mere i artiklen Beskæring af træer om sommeren.

Jordforbedringskur

Bar jord i køkkenhaven inviterer til at ukrudtet kan spire frem. Man kan så en hurtigudviklende ny afgrøde som beskrevet i Ugens Havenyt uge 29, eller man kan så en grønafgrøde.

Hvis jorden ikke er særlig god, er det en god ide at give den en jordforbedringskur. En jordforbedringskur virker dels ved den direkte jordbearbejdning, dels ved at rødderne gennemvæver jorden og endelig ved, at jorden tilføres en mængde organisk stof, når den store grønmasse indmuldes sent efterår eller formulder efter nedfrysning.

Hvis jorden er god nok, er der ikke behov jordbearbejdningen, og man kan nøjes med at så grøngødning eller en efterafgrødeblanding, som kan tilføre jorden organisk materiale, når den muldes ned i jorden i efterår eller tidlig forår.

Det er vigtigt at bearbejde jorden, når den er bekvem. Især på lerjord bør man ikke grave og løsne jorden, hvis den er for våd. De fleste steder vil jorden sikkert være bekvem til at bearbejde i denne uge – er den for tør, så vand 1–2 dage inden, så jorden er let fugtig og nem at bearbejde og så i.

Efterafgrøde

Der er mange planter, som kan sås som efterafgrøde på de tomme bede. De høje planter er boghvede, som fungerer som ammeplanter for de øvrige arter i blandingen. Foto: Karna Maj

Sæt en kompostbunke

Ligger der en stor bunke af haveaffald i et hjørne i haven, så er det en god ide at varmkompostere det, da det dræber eventuelle ukrudtsfrø og sygdomskim, hvis man kan få temperaturen op omkring de 60° C. Det kræver en vis mængde haveaffald, for at det lykkes – minimum en kubikmeter. Desuden skal materialet være tilpas fugtigt og trådt sammen, så der ikke er store luftlommer. Når kompostbunken er sat, overdækkes den, så varme og fugtighed tilbageholdes.

Det lyder besværligt, men faktisk kan man sætte en kompostbunke på en kubikmeter på en times tid, så det er bare med at finde en ikke for varm dag til formålet.

Hvis varmkomposten lykkes helt perfekt, kan man allerede efter nogle måneder bruge den til jorddække. Eller man kan lade den kompostere helt færdig og bruge den næste forår til fremstilling af pottemuld. Læs mere i artiklen Varmkompostering i praksis.

Katost og bi

Der findes mange katost, og fælles for dem er, at bierne er vilde med deres blomster og at de er spiselige. Det spiselige kan du læse meget mere om i en artikel i medlemsbladet Praktisk Økolog nr. 4/2015. Foto: Karna Maj

Her er du: Forsiden > 2015 > Havenyt uge 30, 2015

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider