Havenyt uge 38, 2015

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Man tænker lidt efterår i den her uge, hvor det blæser og regner – og så alligevel ikke, for det er stadig lune dage, næsten sommerlige, når solen skinner, og man finder et sted med læ. Det giver mulighed for at få lavet en masse ude i haven, hvor der stadig er masser af tomater, bønner, majs, chili, men også porrer, kål og gulerødder.

Det er høsttid. Æblerne vokser lige nu, og de første gemmeæbler er snart plukkemodne og det er vigtigt at plukke i tide, så de ender som nedfaldsæbler. Der skal høstes frø, plantes stauder om, lægges forårsløg, høstes chilier til at gemme, fjernes udkrudt, slås græsplæne og meget, meget mere.

Brombær på morgenmaden

Lige nu er der masser af sorte, søde brombær. Og det er en god start på dagen med et drys brombær på yoghurten om morgenen. De kan godt plukkes dagen før. Foto: Karna Maj

Regnvejrsdage kan vi bruge til at sætte os ned med en stak havebøger eller gå på nettet og finde inspiration til nyanlæg i haven og overveje, om der er spændende nye træer, buske, stauder og forårsløg, som vil passe ind i haven. Det er allerbedste plantetid for alle stauder, som er normalt hårdføre i det danske klima. Og jo tidligere man får lagt de nye forårsløg, jo bedre rodnet kan de nå at danne inden vinter.

En regnvejrsdag kan man også fint bruge til en tur på planteskole eller havecenter, så de nye planter er i hus til en af de kommende weekender, eller hvis man har fri om dagen. Man kan også bestille planterne på nettet til levering lige til døren. Lige nu kan man plante alle de planter, som købes i potte – hvis man sørger for at de efter plantning og frem til løvfald bliver vandet, så rodklumpen holdes fugtig. De barrodede skal ikke plantes før omkring løvfald.

Matrem

Matrem er en yndig plante, og så selvsår den flittigt. Lige nu er der nye planter på vej, og de kan fint graves op og plantes i nogle af de blomsterkrukker, som ser lidt kedelige ud. Matrem kan blomstre til frosten kommer. Her en med fyldte blomster. Foto: Karna Maj

Gratis og usprøjtet frugt fra egen have

Æbletræer i haven er noget af det bedste, man kan plante. De er flotte, når de blomstrer. Planter man æbler podet på vildstamme, kan man få høje – og med tiden gamle træer. De er ikke så plukkevenlige og giver senere frugt, men de er meget flotte i haven, hvis man har plads. Vælger man mere svagtvoksende træer, er de lettere at plukke, og de skygger ikke så meget. I små haver kan man vælge plante frugttræer som espalierhegn, men det kræver beskæring hvert år. Æbletræer kræver ellers minimal pasning, og så giver de masser af frugter, når de har fået nogle år på bagen.

Æbler er en af de ting, som det kan betale sig at dyrke. Hvert æble, man høster, ville have kostet 2–3 kroner i supermarkedet, så prøv at regne på det. Over 20 år vil man kunne plukke flere tusinde æbler på et træ, som kan købes for et par hundrede kroner. Desuden har man mulighed for at dyrke netop de sorter, som man kan lide, og der er mange flere og mere velsmagende sorter at vælge i mellem end de få sorter, der kan købes i supermarkedet. Her er der efterhånden flere udenlandske sorter end danske. De udenlandske sorter kan man ofte ikke dyrke her i landet, men vi har mange og mere velsmagende sorter, der kan dyrkes her i landet.

Udnyt æblerne

Der er i de fleste haver mange æbler på æbletræerne, og de danske æbler er nogle af de mest velsmagende i verden, da vi har et noget nært ideelt klima for at få aromaen i top. Derfor er det en god ide at udnytte de fantastisk velsmagende frugter i vore haver i stedet for at lade dem falde ned ligge og rådne.

Første skridt er at få plukket æblerne ned, så de kan holde sig, andet skridt er at spise dem. Men selv de nedfaldne æbler kan man udnytte til æblemos til fryseren eller til at presse æblemost af, men det skal gøres ret hurtigt efter nedfald, da frugt med råd og mug kan indeholde svampegiften patulin. For æbleres vedkommende kan man dog godt bruge nedfaldsfrugter med lidt rådangreb, hvis man skærer godt væk omkring rådpletter.

spartan æbler

Overflod af flotte røde æbler. Det er sorten Spartan, som ikke er plukkemodne før end i oktober, så de kan nå at vokse mere endnu. Foto: Købelevhaven

Pres most af æblerne

Der er stadig landet over muligt for at få presset æblemost af sine æbler på nogle få tilbageværende mosterier. Man skal dog lige være opmærksom på, at når man afleverer sine æbler på mosterier, så får man ikke most af egne æbler – i princippet kan det være æbler, som er sprøjtet. Hvis man vil have most af sine egne æbler, skal man selv i gang med at presse mosten. Med eget eller lejet mosteri. Se mere herom i artiklen Pres most af nedfaldsæblerne.

Mangler du en æblepresse, kan du på Del Jorden efterlyse mulighed for at få presset dine æbler hos andre haveejere, som har en æblepresse. Eller efterlys andre, som vil være med til at lave et presselaug og investere i en fælles æblepresse.

Hjemmeavlede æbler har mange kvaliteter

Men det drejer sig ikke kun om økonomi. Friskhøstede æbler smager bedre end de, der har været dage til uger undervejs til vores indkøbskurv. Og havens æbler kan man dyrke, så man er sikker på, at de er usprøjtede.

Økologisk dyrkede æbler er selvfølgelig ikke sprøjtet med gift, så de er det bedste valg, hvis man ikke har egne æbler, og ikke ønsker giftrester i den frugt, man spiser. Hvis man dyrker sentmodnende sorter og plukker dem ned med omhu, kan man være selvforsynende til langt hen på vinteren.

De konventionelle æbler i supermarkedet er garanteret sprøjtede (10–20 gang på en sæson), så det er mest spørgsmålet om, hvor meget eller lidt sprøjtemiddelrester, der er tilbage. Miljøet har i hvert fald fået en god dosis sprøjtegift, for at konventionelle æbler kan dyrkes til salg. Og de oversprøjter bevidst med svampemidler her lige inden høst for, at det skal sidde på æblerne høstet til opbevaring. Æbler kan fint holde sig uden svampemidler – og især i erhvervets kølelagre med CO2 anlæg. Så det er ren profittænkning, at man gerne sælger med lidt sprøjterester for at maksimere indtjeningen minimalt.

Haveejernes reaktion må være at plante flere frugttræer og blive selvforsynende fra 1. september til 1. marts – og for madæblers vedkommende de fleste år også i april. Hjemmeavlede æbler er den rene sundhed. Og så er de gratis, når først træet er plantet.

En anden fordel ved egen æbleplantning er, at man har mulighed for at dyrke sorter, som man ikke kan købe i supermarkedet. Det gælder både de gamle sorter, som vækker barndomsminder, og mange nyere sorter. Se fotos af æblesorter.

Del æblerne med dem, som ingen æbler har

I mange haver er der flere æbler, end man selv kan spise – ifølge en afstemning her på Havenyt i 2014 er det over 40% af danske haver, som har nedfaldsæbler, der ikke bruges. Der ligger masser af nedfaldsæbler allerede nu, og der kommer flere den næste månedstid, hvis man ikke har tid eller energi til at få dem plukket eller spist.

Nedfaldsæbler

Saml de pæneste af nedfaldsæblerne op og brug dem. Der er stor forskel på sorterne med hensyn til holdbarhed. Filippaæbler kan f.eks. holde sig længe uden at stødpletter udvikler sig til råd. Foto: Karna Maj

Der findes mange familier, som ikke har mulighed for at kunne spise sig en mavepine til i modne, velsmagende danske haveæbler, som ikke er blevet sprøjtet. Og de kigger med stor misundelse ind over hegnet på den overflod, der ligger på græsplænerne under æbletræerne. Men kun få vover at ringe på dørklokken og spørge, om de må samle en posefuld æbler.

Hvis du har for mange æbler, kan du tilbyde andre i nabolaget at komme og samle op. Du kan sætte et opslag på din havelåge og invitere de forbipasserende til at kontakte dig og aftale at hente æbler. Du kan også prøve at spørge den lokale børnehave eller SFO, om de har lyst til at hente nedfaldsæbler. Eller du kan sætte en kasse med gratis æbler ud foran hækken.

En anden mulighed er at bruge vores hjemmeside Del Jorden, hvor man kan dele alt fra haven med hinanden – og selvfølgelig også æbler. Du kan oprette et opslag på opslagstavlen og tilbyde andre at hente dine overskudsæbler. Det kan være nedfaldsæbler, eller du kan efterlyse nogen til at komme og plukke frugten ned mod, at I deler æblerne. Og så slipper du for selv at skulle samle alle de mange nedfaldsæbler op.

Har du ingen æbler – eller for få, kan du selvfølgelig også selv oprette et opslag og efterlyse haver, hvor du må komme og samle æbler. I Vanløse har de hvert år en lørdag under mottoet Vanløse deler frugten, hvor haveejere med for mange æbler kan melde sig til at få afhentet æbler, både nedfalds og nedplukning af æbler fra træer. Det indsamlede deles mellem indsamlerne. En god ide som et bylaug eller en forening kan overtage.

Høst frø på tørre septemberdage

På tørre septemberdage er det godt vejr til at høste frø af mange af havens planter. Der er mange sommerblomster, hvor man kan hente næsten tørt frø, som bare skal ligge nogle dage på en tallerken, inden det er klar til at komme i en lille papirspose. Har du ladet salaten gå i stok, er der måske også frø nu, persille og dild er ved at have modne frø, måske er der modne frø på basilikum, hvis den har fået lov til at blomstre. Se efter om der er modne frø tilbage på ærteplanterne.

Det er bare med at gå på frøjagt efter nogle tørre dage, og eller efter at evt. nattedug er helt væk. Husk at frø høstet på F1 sorter ikke giver planter, som har moderplantens gode egenskaber.

Og så er der gode venners, naboers og familiemedlemmers haver, hvor man kan få lov til at høste lidt frø. Det er en god ide at have små frøposer med i tasken eller baglommen, så man er klar, når muligheden byder sig. Det er en god ide at spørge om lov til at få tomater og chili med hjem til at tage frø af – så kan man samtidig smage på dem.

Det er vigtigt, at man gemmer de høstede frø tørt og køligt – læs artiklen Frø og opbevaring.

salat frø

Modne salatfrø – høst i tide, inden de flyver væk eller bliver ødelagt af regn. Salat indeholder mælkesaft, så fingrene bliver let lidt klistrede under høsten, hvis man kniber frøstandene af. På 5–10 minutter kan du let høste frø svarende til en købt posefuld. Foto: Karna Maj

Gem chili til resten af året

Chili skal man ikke have ret mange planter af for at være selvforsynende året rundt, medmindre man er storforbruger. Heldigvis er chili lette at gemme til senere brug. De små kan tørres og gemmes i et glas efter tørring, mens de større renses, halveres og lægges i fryseren. Frosne chili kan snittes fint lige fra fryseren og kommes både i varme retter og i en salatdressing. Husk at skrive sort på, så man kender styrken, når de skal anvendes.

Er chilierne endnu ikke modne, så fortvivl ikke, de kan modne langt hen på efteråret.

Læs mere i artiklen Høst og opbevaring af chili

Bønner i september

I mange haver er det først nu, at man virkelig høster bønner af de hold, som spirede sidst i juni, da jorden var blevet varm nok til at så direkte på friland. Er man vild med friske bønner, så er det lige nu, at man skal nyde dem. Har man mange, kan de nedfryses, men de skal blancheres først.

Hvis man såede et nyt hold bønner først til midt i juli, så er der lige nu masser af bønner på vej på disse planter, og de skal nå at udvikle sig til fine bønner de næste par uger i en forhåbentlig lun september. Så helt slut er det måske ikke. Og mange stangbønner giver stadig bønner. Prøv også at se lidt nærmere på de tidligste bønnerækker – nogle sorter kan have et nyt lille hold bønner på vej, hvis man er heldig.

Bønner sået på friland

Det var svært at få bønnerne til at spire på friland i år. Men nu er der masser af bønner i rækkerne med lave bønner. Her er der både lilla og grønne bønner. Foto: Karna Maj

Høst frø af bønner til at så næste år

Hvis man ser nærmere på de næsten færdighøstede bønneplanter, så har der næsten altid gemt sig nogle bønner under bladdækket, som ikke er blevet plukket i tide. De sidder måske nu og er ved at være næsten tørre og med fine bønnefrø i. De kan med en beskeden indsats høstes til frø. De umodne frø kan også spises i grønsagsretter, men husk at de skal koges gennemmøre først, da bønner ellers er giftige og kan give maveproblemer.

Hvis man vil gemme dem til frø, kan man høste de tørre bælge og eftertørre dem f.eks. ovenpå et oliefyr. Hvis de endnu ikke er tørre nok ude på voksestedet, kan man, når de er udviklede nok, hive planterne op og hænge dem op under et tagudhæng eller i en carport og lade dem få tørre bælge her, inden de tages ind til eftertørring.

Der er ikke i noget i vejen for at høste frø på denne måde, når man af og til køber nyt frø. Hvis man vil avle frø år efter år og bevare en sort, skal man udvælge de allerbedste planter og dyrke dem til frø, og så skal man holde sorterne adskilt med så stor afstand som muligt i haven. Der kan ske en krydsbestøvning, men det sker sjældent midt på sommeren, hvor havens bier let kan finde mere attraktive blomster. Netop bønnesorter har forskellige farver frø. Nogle er hvide, andre brune, sorte, blålige, plettede osv. Hvis en sort pludselig ændrer frøfarve, så kan man være sikker på, at den har krydset med en anden, og så kan man fravælge de frø. Eller gemme dem og så dem næste år – måske er det en ny, spændede sort.

Høst de lækre umodne frø af Borlottobønner

Man kan bælge umodne frø på alle havebønnerne og spise dem kogte i supper, salater, chili con carne m.m. Hvis man er vild med tørrede bønner, så vil man helt sikkert også være vild med at høste friske bønnefrø i haven. Borlotto er en sort, som når at give mange og store bønner, som kan bælges til frisk brug, eller de kan tørres. De er lidt sene, så forhåbentlig når man at få umodne frø i år. Ellers må man trøste sig med, at bønnebælgene kan høstes grønne og spises som almindelige snitbønner.

Borlotto er en meget smuk sort med rødspættede bælge og frø. På bælgens farve kan man aflæse, hvornår den skal høstes til hvad. De unge bælge er grønne med lidt rødfarvning, og inden de begynder at svulme, kan de bruges som snitbønner. Senere bliver de mere røde, når frøene udvikles. De er klar til plukning og brug, når bælgene i stedet for grøn bliver hvidlig og med kraftig rødfarvning. Bælgen skal have mistet sprødheden, og når man trykker på bælgen, kan man mærke, at frøene løsnes. På det tidspunkt er de lette at bælge og har den rette modenhed til brug i mad. Lige inden frøene modner helt, aftager den røde farve til en mere lilla. Det er sidste stadie, inden de tørrer ind og kan gemmes som tørrede bønner eller til frø. En meget regnvåd periode kan få dem til at rådne i de sidste modenhedsstadier.

Friske borlottobønner

Her er bælget en større portion borlottobønner. De friske bønner kan nedfryses til vinterbrug. De skal ikke blancheres inden nedfrysning. Foto: Karna Maj

Afpuds løgene inden vinteropbevaring

Det er meget vigtigt, at spiseløgene er godt tørre, inden de gemmes væk til vinterforbrug. De fleste år kan de nå at tørre udenfor et overdækket sted, når august og starten af september er solrig og varm. Det er altid en god ide at sortere løgene og tjekke, at de er ordentlig tørre. Det kan knibe især for de såede løg, hvis de er høstet sent. Og meget store løg er også sene til at tørre – og derfor kan det være en god ide at bruge de største først.

Løgtoppen skal visne ned af sig selv under tørringen, så den bliver helt tør og det øverste kan hives af. Man må aldrig klippe toppen af lige over løget, da det giver risiko for rådangreb. Er løgene ikke tørre, må de eftertørres ved kunstig varme, da vi på den her tid af året ikke kan forvente at få dem tørret godt nok udenfor, når først efteråret sætter ind med regn. Man kan f.eks. placere dem ved fyret i et fyrrum – her vil de kunne bliver godt tørre på nogle få døgn.

Efter tørring anbringes de ophængt i mindre netsække eller i åbne kasser i et tyndt lag et tørt og køligt sted. Den ideelle opbevaringstemperatur er 0–2° C, men de holder sig fint anbragt i et køligt udhus.

Køb hvidløg og efterårsstikløg hjem

Der er efterhånden mange steder, hvor man kan købe hvidløg til at lægge her i efteråret. Og hvis man gerne vil prøve at sætte stikløg af kepaløg tll sætning her i oktober er det sorten Radar, som man kan skal bruge. Stikløg kan sættes fra nu af og en måned frem, de vil normalt overvintre og give tidlige løg fra sidst i maj/først i juni. Hvidløg sættes i oktober til først i november.

De kan flere steder fås i økologisk kvalitet, og der findes efterhånden mange sorter. Her er nogle af de steder, hvor du kan købe hvidløg: Solsikken, Hvidløg og Vin og Camilla Plums økologiske frø, Susannes blomstercafe og Frøbutikken.

Nogle steder er det nødvendigt at forudbestille, bl.a. hos Solsikken, hvis man vil være sikker på at få løg.

Det er plantetid

På dage med solskin er det dejligt at ligge på knæ derude og plante nye bedkombinationer. Skal staudebedet lægges om, så er det nu, da efteråret kan komme meget pludseligt. Alle planter i potter kan plantes nu, mens de barrodede træer og buske ikke skal plantes førend omkring 1. november, når bladene begynder at falde.

Når man planter er det vigtigt, at man giver planterne vand i plantehullet, med mindre jorden er meget våd. Pottede planter sættes i vand inden plantningen, så rodklumpen er helt vandmættet. Efter plantningen vandes planten til, så jorden slemmes godt ind mellem rødderne. Ofte er det nok at vande i forbindelse med plantningen, men hold øje med udviklingen, da der kan komme en tør periode selv i efterårsmånederne.

Desværre bliver aftenerne hurtigt kortere, og dermed er det også begrænset, hvad der kan nås efter arbejdstid. Snart er havearbejdet en weekendfornøjelse. Men der kan stadig nås lidt, hvis man tager skumringen til hjælp. Og der er faktisk meget stemningsfuldt i haven i skumringen, når pindsvinet pusler, klokken otte-blomsten åbner nattens store, lysegule blomster, de hvide cosmos lyser op, og den søde duft fra tobaksblomsterne breder sig mildt ud over omgivelserne.

Forårsblomsterløg skal i jorden snarest

Hvis man omlægger blomsterbede lige nu, så graver man også ind i forårsløgblomsterne, og de har allerede nu dannet rødder. Det gælder derfor om hurtigt at få dem sat ned igen, evt. efter deling. Kan de ikke plantes med det samme, så skal de pakkes ind og lægges i skyggen, så rødderne ikke tørrer ud. Præcis som man gør med stauderne under en større omplantning.

Det fortæller også, at det er på høje tid at få sat nye forårsblomsterløg, så de også kan nå at danne gode rødder inden vinter. Husk også at få sat evt. løg, som er taget op og tørret i forsommeren – ofte glemmer man at de står i en kasse i skuret.

Kan du huske hvor lækkert det er i foråret, når alle forårsløgblomsterne springer ud i forårssolen. Det er nu, vi skal plante forårets løgblomster. Foto: Karna Maj

Se artikler om løgblomster her på Havenyt.dk

Find inspiration til nye arter og sorter af forårsløgblomster hod forhandlerne

Køb gode og hårdføre planter

I supermarkederne kan man købe billige planter, og de ser ofte spændende ud med masser af fine blomster. Men de er dyrket for at kunne lokke os til at købe dem for deres blomsterpragt og grønne frodighed.

Det er bedre at købe i planteskoler og plantecentre, hvor man kan se, at her er planten i sin naturlige tilstand efter årstiden. For mange stauder, træer og buske er det her i efteråret ensbetydende med, at bladene begynder at se lidt efterårsagtige ud, planterne er ved at gøre sig klar til vinteren. Hvis man har brug for at se de forårs- og sommerblomstrende planter i blomst, så må man i stedet for ty til billeder. Når man skal planlægge nyanlæg og finde nye planter hertil, er det en god ide med et par bøger med stauder, træer og buske, så man kan se blomsterfarve, blomstringstidspunkt, højde, vækst, sortsbeskrivelser osv. Heri kan man også finde nye arter og sorter, som måske slet ikke er på planteskolen, men som man kan få bestilt hjem. Mange mere specielle sorter finder man i staudeplanteskolerne på nettet.

Det er også vigtigt at købe sorter, som er hårdføre og kan klare vores klima. Hvis man f.eks. vil have held med hortensia, er det vigtigt at købe sorter, som kan klare klimaet, ellers ender man med grønne buske uden blomster. Her er det nødvendigt at købe hos en planteskole, hvor man kan få kvalificeret vejledning omkring valg af sorter.

Staudebed

Efteråret er allerbedste plantetid for de forårs- og sommerblomstrende stauder. Foto: Karna Maj

Find inspiration på forhandlernes netsteder

Se de mange staudeartikeler på Havenyt.dk.

Høstasters og floks får ofte meldug

Der er mange af havens planter, som får meldug her sidst i september. Meldug er en af undtagelserne, den kan etablere sig selv i tørt vejr. Det ser ikke så pænt ud, men der sker i de fleste tilfælde ikke den store skade, da vækstsæsonen er ved at være ovre. Undtagelserne er de planter, som gerne skulle se flotte ud lige nu, heriblandt ikke mindst floks og de flotte høstasters, der populært kaldes strandasters.

Det er næsten ikke til at stå for potterne med asters i supermarkederne lige nu. Høstasters er en staude, så de kan plantes i krukker og bagefter ud i haven. Men spørgsmålet er, om de ikke sortsnavngivne planter får meldug, når de kommer ud i haven. Meldug ødelægger ofte udseendet og hele fornøjelsen ved at have høstasters i haven. I planteskolerne kan man spørge efter sorter, som er mest mulig modstandsdygtige over for meldug. Eller man kan holde øje med høstasters i andre haver og se om der er nogen, som ikke får meldug, så man kan tigge et lille stykke til forår. Og så er der lige højden – dem i potterne i supermarkedet er måske holdt kunstigt lave ved sprøjtning, så de kan sælges som potteplanter. Men man kan selvfølgelig altid tage chancen for en god tiers penge, hvis der nu er en nuance, som er helt forførende.

Høsttidløs er smuk, men giftig

Høsttidløs, Colchium automnale, står der lige pludselig i al sine lyslilla pragt på høje tynde stilke, som ofte knækker, så blomsterne lægger sig hen ad jorden, hvis de ikke har støtte fra naboplanter eller et bladdække. Det lidt underlige ved høsttidløs er netop, at blomsterne kommer op af jorden uden at være i følgeskab med blade. Bladene dukker først op igen til foråret og visner derefter ned i løbet af sommeren.

Høsttidløs kan fint vokse i udkanten af arealer med træer og buske, og de er smukkest flere sammen, plantet enkeltvis med lille afstand. De kan let forveksles med efterårskrokus, men høsttidløs har 6 støvdragere, mens efterårskrokus kun har 3. De skal nydes, men kun med øjet, for alle dele af planten er giftig.

Høsttidløs med de smukke lyslilla blomster, som dukker op af jorden uden blade her i september. Bladene kommer op om foråret og visner ned om sommeren. Hele planten er meget giftig. Foto: Karna Maj

Arum med farvestrålende og giftige frugtstande

En anden smuk, men giftig plante i haven lige nu er Arum. Både italiensk og dansk arum står lige nu med orangerøde frugtstande på lange stængler. Bladene er forlængst visnet ned. Italiensk arum får smukke hvidmarmorede blade inde vinter og pynter i vinterhaven. Dansk arum får grønne blade i det tidlige forår.

De giftige orangerøde frugtstande er fristende for børn, så har man mindre børn i haven, så fjern dem.

En anden grund til at fjerne dem er, at de selvsår kraftigt. Planterne danner knolde nede i jorden, og har man først arum i haven, kan det være svært at udrydde den igen. Så her gælder det om at begrænse den ved at fjerne frugtstandene.

Arum

De røde bær på italiensk arum – blev tidligere kaldt italiensk ingefær på grund af knoldenes lighed. De røde fristende bær er giftige. Foto: Karna Maj

Kål og kållarver

Har man ikke insektnet over kålene, er man nødt til med få dages mellemrum at fiske larver ud af kålhoveder og fjerne dem fra bladene. Forhåbentlig aftager besøgene snart, da mange kål ser ret hærgede ud. Men når solen skinner, kan man stadig se enkelte hvide kålsommerfugle i haven, men der er færre i år.

I nogle haver er der stort set ikke flere kållarver – der sker en naturlig bekæmpelse: Hvepse æder æg og larver, snyltehvepse er kommet til og lægger æg i larverne, der bliver til stillesiddende »madkasser« for snyltehvepsens larver, eller larverne inficeres med naturligt forekommende bakterier.

I andre haver er det sneglene, der er værst ved kålene, og her hjælper insektnet ikke, sneglene kommer ind alligevel, og under insektnet er der ingen fugle eller pindsvin til at æde dem.

Æblefest landet over

Æblerne modner langsommere i år, men de første er modne, og det er godt, for det er tid for æblefester landet over. Der kommer flere senere.

En række æbleavlere inviterer indenfor til æblefest i deres æbleplantager. Se hvor og hvornår det foregår
www.saeson-web.dk/artikler/vil-du-med-til-aeblefest/

I weekenden 19. og 20. september fejres frugthøsten ligeledes med en brag af en frugtfestival i Sakskøbing. Læs mere om det spændende program, med masser af aktiviteter for hele hele familien.

I weekenden 18., 19. og 20. september 2015 kl. 10–17. er der Æblefest i Blomstergårdens Pomet med fokus på frugt, frugttræer og guidede ture i pometet. Frugtudstilling. Se mere om frugtfestival 2015. Her bliver deres ny æblebog præsenteret og man kan få bestemt æblesorter.

Men der er også æblearrangementer i de kommende weekender mange steder i landet. F.eks. holder Pometet i Tåstrup Åbent Hus den 27. september kl. 10–16. Der erEbelfestival i Ebeltoft i uge 42. Lørdag d.10. oktober kl.10–16 fejrer man også Æblets Dag på Fejø på Dybvig Havn.

Dansk Vindag 2015 med åbne vingårde

Foreningen af Danske Vinavlere afholder også i år Dansk Vindag. Overvejer du at plante vin i større stil, så er det oplagt at bruge dagen til at få mere at viden, inden du går i gang med at inddrage en del af haven til vinmark.

Dansk Vindag afholdes i år lørdag den 20. september kl. 13–16, nogle vingårde holder dog åbent på lidt andre tidspunker. Der er tilmeldt næsten 40 vingårde, hvor man kan se og høre om vindyrkning og produktion. Se mere på foreningens hjemmeside Vinavl.dk.

Mormorsalat

Her er en rigtig god salatsort til at lave mormorsalat med. Den er lys, blød og lækker og med en dejlig smag. Sorten har ikke et navn, da den endnu er under afprøvning hos Bingenheimer Saatgut. Den kunne i foråret købes under betegnelsen KS-SAK-CHE-CIN til afprøvning. Foto: Karna Maj

Tak for rigtig mange gavebidrag

Gavebidragene er blevet ved med at strømme ind – tak for dem alle. Vi har fået ialt 75 gavebidrag og 17.400 kr i de sidste to uger. I foråret samlede vi 10.000 kr ind, så vi har nu modtaget de nødvendige 100 gavebidrag på minimum 200 kr, så vi kan blive godkendt efter § 8a.

Men vi har brug for flere gavebidrag. Havenyt skal hvile økonomisk i sig selv – i år ser det ud til et mindre underskud, så vi vil være glade for endnu flere gavebidrag, både små og store er velkomne. Vi vil gerne kunne fortsætte med at udvikle havenyt med nye artikler, fagligt gode svar, en omfattende oversigt over havearrangementer og Ugens Havenyt.

Du kan stadig nå at give et gavebidrag

Her er du: Forsiden > 2015 > Havenyt uge 38, 2015

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider