Havenyt uge 14

Af Heidi Kirk Nissen, redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk

Solskin og lune dagstemperaturer kan hurtigt lokke os til at tro, at nu er foråret her. Og så er det tilmed påske, hvor der kommer fridage, der gør det ekstra tillokkende at gå i haven og gøre den forårsklar ved at luge staudebede og køkkenhave, så løs i drivhus og på friland, plante nye stauder, sætte tidlige kartofler og stikløg, beskære roser osv.

De utålmodige/modige haveejere har allerede lagt forskelligt i jorden og beskyttet det med fiberdug og plastik. Det er en satsning, som det vil vise sig om lykkes senere på sæsonen. Mere tålmodige havefolk kan roligt vente lidt endnu og i stedet bruge tiden på at prikle tidligt såede planter, ordne drivhuset og lægge planer for haven.

Det kan også være, at der skal rydde op i vinterens bede, drivhuset mv. Det er påskens fridage et godt tidspunkt at gøre den slags på, hvis man ikke har nået det endnu. Foto: Heidi Kirk Nissen

Der er meget, man kan gøre nu, men det skal gøres med omtanke. Dage med sol giver ofte kolde nætter, og det er ikke slut med nattefrost endnu.

Det afhænger dog ofte af, hvor man bor i landet. Der er lunere i en kystnær have i det sydlige Danmark end i en have i Midtjylland, og temperaturforskellene kan være adskillige grader i både luft og jord på den her årstid.

Aprilvejret kan også være lunefuldt, hvor sandalvejr kan efterfølges af snevejr, og den erfarne haveejer ved, at tålmodighed er en dyd, og at det er helt normalt først at lægge kartofler og løg og så de første bede i midten af april.

Træd varsomt på den våde havejord

Jorden er i starten af april oftest for kold, blød og våd til at kunne plante og så i, og den regn, der er kommet, har gjort især de lerede jorde våde.

Så inden man går i gang med alt for meget ude i haven, skal man lige overveje, hvor man vil komme til at træde.

Undgå at træde for meget i bedene, da det ødelægger jordstrukturen. Undgå også så vidt muligt at gå alt for meget på græsplænen, når den er våd, da den endnu ikke er i fuld vækst.

Især tunge lerjorde er igen våde og kolde, og man skal ikke forsøge at bearbejde jorden i bedene, når den er det. Det eneste, man opnår, er at ødelægge jordstrukturen, medmindre man har en meget let jord, som allerede er tjenlig. Er der noget, man absolut må gøre nu, så start havearbejdet fra faste stier og gange.

Kan man gå i gang i køkkenhaven?

Noget af det allervigtigste som haveejer er at kunne vurdere, hvornår jorden er klar om foråret.

Hvis man bearbejder jorden, inden den er klar til det, får man ødelagt jordstrukturen, og det giver dårligere vækstforhold for planterne. Derfor skal man ikke hovedløst gå i gang med at fræse, grave og kultivere jorden i køkkenhaven, bare fordi solen skinner.

Landmændene kan det der med at vurdere jorden, så indtil de begynder at harve markerne over en bred front, er jorden ikke tjenlig i lokalområdet.

Markjorden bliver dog ofte hurtigere tør, da den er mere udsat for sol og vind end jorden inde i havens læ og skygge, og den kan også være af en anden sammensætning end jorden i ens have. Så selv om man kan se de lokale landmænd i fuld gang, skal man alligevel vurdere, om havens jord er bekvem og klar til at arbejde med.

Jorden i haven skal være letsmuldrende, og når man river den, skal den blive helt fint krummet. Når man graver i den, skal den falde i krummer og ikke i store eller små klumper. Hvis jorden sætter sig under sålerne, så er den med garanti for våd.

Er jorden tør og småkrummet, er det en god idé at gøre bedene klar til at sætte løg og kartofler. Foto: Heidi Kirk Nissen

Hold øje med jordtemperaturen

April er ofte en afvekslende måned vejrmæssigt. Men hvordan det påvirker ens have, afhænger i høj grad også af det lokale klima i den enkeltes have. Den garvede haveejer kender sin have og ved, hvornår det er muligt at så, sætte og plante det, der skal i jorden her i foråret.

Som ny haveejer må man kigge de erfarne haveejere over skulderen og måske stikke næsen over hegnet og se, hvad naboen gør nu. Derudover er der meget inspiration at finde i havebøger, haveblade og på internettet.

Den vigtigste faktor for såtidspunktet er jordtemperaturen. Man kan finde jordtemperaturen i sin have ved at bruge et jordtermometer. Mål den højeste og laveste temperatur på døgnet, regn middeltemperaturen ud og bruge den som rettesnor.

Tidligere kunne man se jordtemperaturen i ens kommune ved at bruge Landbruginfos jordtemperaturmåling. Men den service er desværre blevet nedlagt.

Hvis man meget gerne vil i gang med at så og sætte lidt tidlige grønsager i køkkenhaven for at kunne høste tidligere, kan man dække jorden med klar plast. Når plasten er over, kommer jordtemperaturen hurtigere op på de 8 grader, hvor mange frø kan spire, og kartofler og løg kan sættes.

Hvor tidligt kan der sås?

Der findes frø, som er mere kuldetolerante end andre og spirer ved lave jordtemperaturer. Når jorden er blevet varmet op, og den kan kultiveres og rives let, kan man derfor godt begynde at så de allerførste frø i køkkenhaven. Man skal naturligvis forinden have tjekket, at den plante, man er i gang med at så, kan spire ved den lave jordtemperatur.

Kuldefølsomme planter spirer som regel ikke ved lave temperaturer, så her vil man bare spilde frøene. Frø er dyre at købe, så det er en god idé både at have styr på såtidspunktet, som står bag på frøposen, og spiretemperaturen.

Står spiretemperaturen ikke på frøposens etiket, kan man få hjælp i linket nedenfor.

Find spiretemperaturen i artiklen »Spiretemperatur og spiretid« >

Lige nu ligger jordtemperaturen på 4–5 grader alt efter, hvor i landet man bor. Men den kommer snart opad, og når den kommer over de 5 grader, kan man så følgende kuldetolerante frø: dild, salat, persille, radiser, majroe, hestebønner, spinat og løg. Der er dog ingen hast, og venter man lidt endnu, er spiringstiden kortere.

Hvornår kan kartoflerne lægges?

Godt forspirede kartofler kan man sætte, hvis man har haft jorden dækket med klar plast, så jordtemperaturen kommer op på minimum 8 grader (døgngennemsnit), inden man lægger kartoflerne ned i jorden.

Plasten skal blive over, indtil kartoflerne er på vej op, hvilket tager et par uger. Den skal da erstattes af fiberdug, da planterne let får det for varmt under plast.

Jorden er endnu alt for kold til at sætte kartofler på friland. Har man forkultiverede kartofler, kan de plantes ud i opvarmet jord, der er mindst 8 grader, under buer med fiberdug over. Men først når nattefrosten er overstået, og det bliver lidt lunere vejr.

Vil man have kartoflerne i jord, er det bedre at sætte dem i store potter i drivhuset under en lun natteoverdækning. Her bliver det i det mindste lunt om dagen, når solen skinner. Er der udsigt til mere end let nattefrost, må det overvejes at slæbe dem indendørs over natten.

Vinterporrerne kan høstes og gemmes

Så snart det begynder at blive lunt, går porrerne i stok. Derfor er det en god idé at høste nogle af dem til at komme i fryseren, hvis der stadig er mange tilbage.

Porrerne skal bare ordnes, skæres i stykker og kommes i fryseren, og så er det god mad til de kommende måneder, hvor der næsten ikke er noget at hente ude i haven.

Tomater og chili skal have jord nok til at gro i

Hvis tomater og chili skal udvikle sig til gode planter, så er det vigtigt, at de hele tiden har god plads til at udvikle nye rødder.

Hvis man har sået i potter eller kasser, så skal de prikles ud i egne potter. Tomater, når de har fået første hold rigtige blade. Chili kan vente, til de har fået andet hold blade. Det gælder selvfølgelig også alle de andre småplanter – de skal prikles ud og plantes om i tide.

Tomatplanterne er ved at første hold blade og så er det tid til omplantning, hvis de er sået flere i samme potte, som dem på billedet. Foto: Heidi Kirk Nissen

Potterne behøver ikke at være så store. Planterne udvikles bedre med et par omplantninger i stadigt større potter, end ved plantning i en alt for stor potte, hvor vanding uden for rodzonen let gør jorden kompakt. Netop nu er pladsen i vindueskarmen ikke noget, der skal ruttes med, så vælg mindre potter. Men det er vigtigt under hele forkultiveringen at plante om, så snart rødderne er ude ved pottekanten.

Det er endnu for koldt til at sætte de varmekrævende arter på dagophold i drivhuset, selv i solskin, medmindre man er klar til at tage dem ind igen hurtigt. Forsvinder solen pludselig, bliver der hurtigt køligt i drivhuset. Det sikreste er, at de bliver inde i vindueskarmen.

Gødning af køkkenhaven

Mens man venter på, at foråret bliver varmere, kan man begynde at planlægge, hvordan køkkenhaven skal gødes.

Det grønne køkkenaffald kommer tilbage, hvis man er god til at kompostere, men mængden svarer ikke til det, der bliver fjernet. Hvis man kun har en lille køkkenhave og masser af kompostmateriale fra resten af haven og genanvender alt grønt affald, kan man godt producere nok kompost til køkkenhaven, men der vil være for lidt kvælstof i komposten. Man er derfor nødt til at tilføre en større eller mindre mængde kvælstof.

Den grønne løsning er at dyrke en kvælstofsamlende grønafgrøde på en fjerdedel af køkkenhaven hvert år. Det giver også en god jordstruktur. Men de færreste har så stort et jordareal til rådighed, at det er en reel mulighed.

Den anden løsning er at tilføre kvælstofrig husdyrgødning til komposten. Det kan være købt tørret gødning med et højt indhold af kvælstof eller frisk hønse- eller kaninmøg, som har så højt et kvælstofindhold, at det ikke bør bruges direkte på jorden.

Hvis man har mulighed for det, kan man også tilføre husdyrgødning direkte, men kun få afgrøder tåler frisk husdyrgødning. Kartofler er en af dem. Ellers skal man bruge det i en komposteret form. Halm skal ikke arbejdes ned i jorden, da det forbruger den kvælstof, som man ellers har tilført til jorden, til at omdanne strukturstofferne i halmen med, og så kan planterne komme til at lide af kvælstofmangel.

Hvis man hverken har nok kompost eller nogle af de andre muligheder, så kan man bruge tørret gødning. Der er mange mærker med organisk gødning på markedet, og også en del økologiske.

Se Havenyt.dks forhandlerguide med firmaer, der sælger organisk gødning >

Det er også vigtigt at undgå at overgøde, da det kan give problemer med skadedyr og sygdomme. Følg doseringsanvisninger for de enkelte grønsagsarter, og sæt doseringen ned, hvis der har været efterafgrøde eller grøngødning på jorden sidste sæson, så der er en forfrugtvirkning i år.

Komposten kan klargøres

Har man en kompostbunke, som ikke er helt omsat, kan det være en god idé at frasortere de groveste dele, inden det køres ud på køkkenhaven. Det kan man godt gøre nu, selv om jorden er for våd at køre kompost ud på.

Hertil er et kompostsold et godt arbejdsredskab. Det er let at lave selv, og man kan lave det med flere netstørrelser, så man kan få fint og mere groft kompost. Har man ingen sold, må man rive de store stykker af og køre dem retur til videre kompostering.

Læs mere om at lave en kompostsold >

Tang fra stranden til aspargesbedet

Hvis man skal en tur til stranden, er det en god ide at tage et par sække tang/ålegræs med hjem til at dække jorden med i aspargesbedet, da det forhindrer at ukrudtsfrø spirer.

Når tangen formulder, frigives der næringsstoffer til aspargesplanterne. Tang omsættes dog langsomt, så det er ikke en hurtigvirkende gødskning, der er tale om, men til gengæld er det netop derfor så godt til jorddække. Med et konstant jorddække over år, får man også en stabil tilførsel af gødning.

Læs mere om at bruge tang på aspargesbedet >

Mængder af forårsblomster

Påsken pyntes med farverige forårsløgblomster i bedene og under træer og buske. Påskeliljernes vajende blomsterhoveder dækker meget passende haverne med gule og snart også hvide farver. Plukker man en buket ind, springer de hurtigt helt ud i stuevarmen.

Kærmindesøsters lyseblå blomster, lungeurtens tofarvede blomster i lyserøde og blålige toner, og de små violer under hækken er også sprunget ud eller lige på nippet til det. Vinca har foldet de lilla blomsterhoveder ud, og påskeklokkerne blomstrer tålmodigt videre med deres hvide, rosa eller bordeaux blomster.

Man kan også købe sig til farve i haven, og stedmoderblomster, hornvioler og primula fås lige nu i alle farvenuancer og vil pynte i både krukker og bede. De gammeldags sorter med mindre og mere diskrete blomster passer godt i bedene i den forårsblege have.

Forårsblomsterne er ikke kun for syns skyld. Bier og humlebier er begyndt at komme summende gennem haven på jagt efter pollen og nektar. Vil man give dem gode vilkår, kan man plante bivenlige planter i haven – og ikke bruge sprøjtegifte.

Drop genbrugspladsen og lav et kvashegn

Når man er i gang med at forårsrydde op i haven, er en generel bekymring, hvad man kan gøre med overskuddet af døde plantedele. Særligt hvis man nåede at fælde og beskære træer og buske, men ikke at få skaffet sig af med de overskydne grene og kviste.

Genbrugspladsen er det første valg for mange, men det behøver det ikke at være. Faktisk kan der være mange fordele ved at beholde det hele på matriklen og bruge det til at bygge et naturvenligt kvashegn, hvor man fremover kan lægge grene og kvas efterhånden, som man beskærer. Hegnet synker over år sammen og giver plads til nye grene oveni hegnet.

Om sommeren kan man eventuelt lade kvashegnet overvokse af klatreplanter som nasturtium eller lathyrus. Hvis man da nænner det, for de er meget smukke, når de er omhyggeligt lavet og ikke kun er en kvasbunke.

Læs mere i »Hegn i haven« >

Man kan naturligvis også bare lave en kvasbunke i et mindre benyttet hjørne af haven. Her ser pindsvin og nyttige insekter stort på det æstetiske, men slår sig med glæde ned for resten af sæsonen. Mange småfugle søger også føde i kvasbunkerne, der samtidig er et egnet redested for bl.a. gærdesmutte. Sangere som gransanger og løvsanger placerer deres rede på jorden, gerne i ly af en kvasbunke.

Læs mere i »Plant en fuglevenlig have« >

Bliv en del af et grønt fællesskab

Landsforeningen Praktisk Økologi står bag Havenyt.dk. Det er foreningen for dig, der er optaget af økologi, bæredygtighed, selvforsyning og biodiversitet i haven.

Læs mere og kom med i vores grønne fællesskab her >

Her er du: Forsiden > 2026 > Havenyt uge 14

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider