ret rundt i haven

Yngletid

Af Ida og Finn Johannessen, torsdag, 31. maj 2007

Her for nylig måtte vi fjerne en solsortrede i en ribsbusk. Desværre opdagede vi den lidt sent, for der var to æg i reden, men væk skulle den, for snart skal der fuglenet om busken, og det er jo meningen, at det skal holde fuglene ude, ikke inde. Men set fra solsortens synspunkt må det være ret praktisk at bo midt i spisekammeret. Hvis vi vil gøre os håb om at høste ribs, jordbær eller kirsebær, er fuglenet en absolut nødvendighed, for ellers bliver planterne i bogstaveligste forstand ribbet af solsortene. Men vi holder da også af »bæræderne«, som vi kalder dem, for de synger så enestående smukt – solsorten er nok den bedste sanger blandt de danske fugle.

Solsortreder her og der og alle vegne

Det var årets andet kuld, som solsortene her var i gang med. Da de i april begyndte på første kuld, insisterede de på at reden skulle være under tag, og de startede på reder flere steder, hvor vi fandt det for besværligt at have dem: Det første sted vi måtte fjerne en solsortrede var på en hylde i shelteret – her var der iøvrigt også en gærdesmutte i gang med at bygge rede på en bjælke, i stedet for i den kvasbunke vi havde lagt ud til den. De næste solsortreder til fjernelse var under tagudhænget ovenpå haveslangen og på et espalier, der stod parkeret her, og så i udhuset i en kasse med snor til opbinding. Staklerne fik først fred til at udruge deres unger, da de fandt et hjørne i udhuset, hvor vi ikke syntes reden var i vejen. Under rugningen lå solsorten så fast på reden, at vi kunne passere den i en halv meters afstand, hvis vi skulle ind og have et stykke værktøj. Men hvis vi kom snigende med et kamera, stak den straks af – psykologisk sans mangler de ikke!

Solsortunger i rede

Reden med soltsortunger i udhuset. Foto: Finn Johannessen

Et særligt problem opstod, da ungerne fløj af reden, for én af dem kunne ikke finde ud af udhuset – vi fandt den siddende på en cykel. Den havde dog ikke lidt overlast – den var vel blevet fodret derinde.

Flyvefærdig solsort

En flyvefærdig solsortunge. Foto: Finn Johannessen

Stære- og mejsekasser

Andre fugle yngler i kasser, vi har sat op i haven. En trækasse på husets gavl var oprindelig lavet til stære, men nu er det henved 20 år siden, der har været stære i kassen. Der har mest været skovspurve, og i år har et par musvitter udruget deres unger her.

Stærekasse

Stærekassen (med musvitter) på husets østgavl. Der må være godt varmt i kassen om formiddagen. Foto: Finn Johannessen

I år har vi også blåmejser i en kasse. Det er første år, der er fugle i denne kasse, den har ellers stået tom, eller der har været dværgflagermus i den. Nu er ungerne fløjet af reden, og vi kan høre dem pippe rundt omkring i havens træer. I den sidste tid skreg ungerne på mad konstant, og forældrene fløj til og fra kassen i et hektisk tempo – de virkede faktisk noget stressede. Men det resulterede jo i et herligt massedrab på havens insekter.

Blåmejseunger

Blåmejseungerne i mejsekassen. Mens de er små, er der plads nok, senere bliver der mere trangt. Foto: Finn Johannessen

Kassen er specielt forbeholdt blåmejser, derved at flyvehullet er ret lille – 28 mm i diameter. Vi har nemlig gentagne gange oplevet, at blåmejser har bygget i en kasse, som derefter er blevet erobret af musvitter, der imidlertid ikke kan mave sig igennem det lille flyvehul i denne kasse. Den er hjemmelavet af en stamme af pil, men den er ikke udboret, for det ville kræve en større drejebænk end vi er i besiddelse af – den er lavet ved flækning. Stammestykket er flækket i fem dele, en skive er savet af midterstykket til brug som bund, hvorefter kassen er limet sammen igen med ekspanderende polyurethanlim, populært kaldet »svulmelim«. Det er egentlig ret nemt, men der er en betydelig spildprocent, for flækningen går ikke altid helt efter planen.

Mejsekasse

Mejsekassen under fremstilling, og den færdige kasse. Foto: Finn Johannessen

Spurvekasser

De mest populære kasser i vores have er nogle trekantede spurvekasser, der er anbragt under tagudhænget på huset. De er beboet af skovspurve året rundt, og forår og sommer får de et uoverskueligt antal kuld på vingerne.

Spurvekasse

Ungerne fodres i spurvekassen under tagudhænget. Foto: Finn Johannessen

Renlighed er en god ting

Solsortene benytter aldrig den samme rede to gange i træk, måske som et middel mod at få for meget utøj i rederne. Det kan vi se i vores udhus, hvor der efterhånden er adskillige gamle reder, der ikke bliver genbrugt. Mejserne benytter heller ikke de samme reder igen – om ikke andet, så fordi vi renser kasserne hver vinter. Spurvekasserne har vi glemt at rense i flere år, så de er nu proppet med redemateriale og formentlig nogle forfærdelige loppefarme, men det ser ikke ud til at genere spurvene.

Glæden ved fuglesangen

Vi har også andre småfugle i haven, som vi ikke ser så meget til, kun nyder vi deres sang her i foråret. Det drejer sig om gransanger, som synger meget aktivt lige nu, samt løvsanger, gærdesanger, havesanger, jernspurv og gærdesmutte. Vi må jo glæde os over at de dystre spådomme i bogen »Det tavse forår« ikke er blevet til virkelighed – måske netop som følge af denne bogs fremkomst – nogen gange hjælper det at råbe op i protest. (Rachel Carson: Silent Spring, 1962).

Kommentarer

Der er 5 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Ida og Finns have > 2007 > Maj > Yngletid

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider