Gæs på friland

Intet andet fjerkræ er som gåsen knyt tet til græsningsarealer. Såvel vild- som tamgæs er ihærdige græssere, hvilket forleder mange til at tro, at gåsen, sammenlignet med andet fjerkræ, er særlig god til at udnytte græs og andet grovfoder. Dette er kun til dels rigtigt. Gåsens fordøjelsessystem kan i lige så ringe grad som fordøjelsessystemet hos andet fjerkræ udnytte fiber/træstoffraktionen i planter. Til gengæld har gåsen nogle adfærdsmæssige egenskaber, som gør den i stand til delvis at kompensere for de fysiologiske begrænsninger.

Et gammelt husdyr

Gåsen er et gammelt husdyr. Af gamle egyptiske kalkmalerier fremgår det, at egypterne for 4000 år siden var bekendt med (u)skikken at tvangsfodre gæs for at udvikle den fede gåselever. Ved arkæologiske udgravninger i Egypten har man fundet knogler fra meget store tamgæs. Disse gæs, der kan dateres til tidsrummet fra 600 år før til 200 år efter Kristi fødsel, har været større end den største nukendte race (toulouser-gåsen).

I Danmark var gåsen et velkendt husdyr i den tidligste historiske tid. Så langt tilbage der er beskrivelser af gåseholdet, har stubmarkerne spillet en vigtig rolle i produktionen af slagtegæs, idet gæssene blev sat ud på disse arealer for at samle spildkorn.

I følge statistikkerne toppede gåsebestanden i Danmark i slutningen af 30’erne, hvor vi nåede op på over 400.000 gæs. Siden er det gået støt tilbage. Der slagtes kun omkring 20.000 gæs om året på de autoriserede fjerkræslagterier.

Gåsens fysiologi

Som nævnt i indledningen har mange den opfattelse, at gåsen er meget effektiv til at udnytte græs og andet grovfoder. En forudsætning for at udnytte plantefødens indhold af fibre/træstof er, at der i fordøjelseskanalen kan ske en bakteriel omsætning af betydeligt omfang. Denne omsætning tager tid, og føden skal derfor opholde sig længe i fordøjelseskanalen, der derfor skal være stor og rummelig. Gåsen har en typisk »fjerkræfordøjelse« – fordøjelseskanalen er kort, og føden passerer hurtigt igennem. Hvis man betragter sol- og vindtørrede ekskrementer fra græssende gæs, vil man tydeligt kunne kende græsstrukturen i ekskrementerne. Dette er et sikkert tegn på, at der kun har fundet en ringe omsætning sted.

Når gåsen alligevel kan hente en stor del af sin føde på græsningsarealer, skyldes det især to ting. For det første er gåsen en meget ihærdig græsser. Den kompenserer så at sige for den dårlige udnyttelse ved at æde mere. For det andet er gåsen meget selektiv i sit fødevalg. Synssansen er meget veludviklet, det samme gælder sandsynligvis smags- og lugtesans. Gæs har farvesyn og vil på lang afstand kunne afgøre, om et græsareal tilbyder saftigt, sprødt græs eller gamle stive pinde. Det er den første type græs, gæs kan udnytte. I den effektive kråse knuses plantedelene, så plantecellerne kan tømmes for indholdet af letfordøjelige sukkerstoffer og proteiner.

Gåsens adfærd

Den største nukendte race er toulouser-gåsen. Fuglebjerggaard. Foto: Karna Maj

Skulle man med få ord præsentere vildgåsen adfærdsmæssigt, kunne man sige, at den var et sky, monogamt flokdyr. Det to sidste egenskaber kunne lyde som modsætninger, men gåsen er, sine monogame tilbøjeligheder til trods, et udpræget flokdyr. Dette hænger sammen med den sky natur. Når mange individer fouragerer i flok, er der altid nogen, der har hovedet oppe og kan observere evt. fare. Vildgæs foretrækker at græsse på store, åbne arealer, hvor der ikke er mulighed for overraskelsesangreb. I Skotland har man kunnet konstatere, hvordan visse marker i stigende grad er blevet hjemsøgt af gæs, der æder vintersæden, fordi man har fjernet levende hegn og stengærde, og dermed gjort landskabet mere åbent.

Vildgåsens sky adfærd genfindes i tamgåsens store vagtsomhed. En flok tamgæs registrerer alle bevægelser i deres nærhed, og reagerer ofte højlydt, hvis nogen nærmer sig. Ligesom vildgæs undgår tamgæs også helst at græsse i områder med dårligt udsyn (tæt krat, mellem buske og høje rækkeafgrøder etc.), i hvert fald indtil de er kendt med området.

Fodring

Ved ekstensivt opdræt af frilandsgæs falder produktionsforløbet i 3 perioder.

1. periode: Gæsene har en meget stor vækstkapacitet i 1.-ca. 8. uge og er ved periodens slutning så godt som fuldfjerede. Det er vigtigt, at gæssene opnår en god befjeringsgrad, da de gerne skulle kunne klare sig på friland i al slags vejr, derfor må der ikke spares på foderet. Vil man undgå indkøbte foderblandinger, angiver statskonsulent W. A. Koch i 1918 følgende blandinger til gæslinger, der samtidig meget hurtigt har adgang til god græsning.

Fra 1. til 4. dag gives blødfoder i form af opblødt havregryn, havre- og bygskrå fugtet i mælk og opblødt hvedebrød (mælken skal man nu nok holde lidt igen med, fjerkræ kan ikke fordøje mælkesukker (laktose), og mælkefodring kan derfor give tynd mave). Hertil gives proteinfoder i form af hakkede nælder, salat eller fint, saftigt græs.

Fra 4. til 14. dag gives havre- og bygskrå fugtet i mælk, evt. majsskrå, hvedeklid og kogt ris.

Fra 14. til 30. dag gives kogte kartofler, dampet kløver og hakkede roer.

Efter 30. dag gives korn, suppleret med et proteinfoder (Koch angiver benmel) i de perioder, hvor gæssene sætter fjer.

2. periode er græsningsperioden. Skal gæssene hente en meget stor del af føden på græsmarken, må belægningen ikke blive for høj. Kock anbefalede i 1935 ca. 40 gæs pr. hektar. Igen er det nødvendigt at erindre, at gæs ikke er drøvtyggere, og det kan i perioder være nødvendigt at supplere med letomsætteligt foder (korn, roer, gulerødder, kartofler (helst kogte), nedfaldsfrugt etc.).

3. periode er færdigfedningsperioden. Ca. 3 uger før slagtning gives gæssene alt det, de kan æde af et letomsætteligt foder.

Pasning

De daggamle gæslinger indkøbes om foråret, hvis man da ikke vælger selv at holde en flok forældredyr. Indkøbte gæslinger skal i hvert fald i de første 14 dage have varmelampe, der kan holde en temperatur i opholdszonen på 32°C. Som med alle andre dyr er det vigtigt, at dyrenes opgivelser er tørre og trækfrie. Vandet gives i lave skåle, som de små gæslinger ikke kan blive fanget i.

Fra 14. dagen kan gæslingerne komme på græs, når vejret er tørt og lunt. Den egentlige græsningsperiode bør dog ikke starte, før gæssene er fuldfjerede. I græsningsperioden bør gæssene tages på stald om natten af hensyn til to- og firbenede tyve. Hvis man stiller lidt foder frem til gæssene i stalden hver aften, er det intet problem at lukke dem ind. Ved opstaldning natten over kan man have 3–4 gæs pr. m².

Gæs hegnes nemmest med et elhegn med 3–4 tråde. Hvis gæsene får flyvetilbøjeligheder, stækkes de ved at klippe spidserne af de store svingfjer på den ene vinge – så mister gåsen balancen, hvis den prøver at lette. Men pas på, når gæssene har fældet og sat nye fjer, må man klippe igen.

Græsningsarealet

Det ideelle græsningsareal for gæs er en stor åben mark med udsyn til alle sider. Foto: Karna Maj

Det ideelle græsningsareal for gæs er en stor åben mark med udsyn til alle sider. Er der mulighed for svømmevand, bruger de gerne dette, men tager ikke ophold i og ved vandet i timevis, som f.eks. ænder gør. Dette gør også, at gæs ikke belaster et vandområde med gødning i samme grad som f.eks. ænder. Ænder vil desuden i betydeligt omfang efterstræbe vandområdernes smådyr (snegle, krebsdyr, paddeyngel). Det gør gæs ikke, de er fanatiske vegetarer.

Det har ofte været nævnt, at samgræsning mellem gæs og får skulle have en sanerende virkning på parasitbestanden. Specielt har samgræsning mellem får og gæs været nævnt som en mulighed i kampen mod fårenes leverikter Dette kan ikke afvises, men der er ingen undersøgelser, der bekræfter formodningen. Når man tager i betragtning, at leveriktens mellemvært her i landet er den lille pytsnegl, burde det, når der specifikt tales om leverikter, snarere være samgræsning mellem ænder og får, da ænderne i langt højere grad vil efterstræbe snegle.

Slagtning

Hvis man har grise, lam og kalve står det enhver frit for at levere disse dyr til et slagtehus, og senere hjemtage de slagtede og dyrlægekontrollerede dyr til videre salg. Så nemt det ikke med fjerkræ. I Danmark findes kun få fjerkræslagterier, og de fleste er store virksomheder, der slagter 60–80.000 kyllinger i døgnet. Et sådant sted henvender man sig ikke med 100 slagtegæs! Mange tror, at hjemmeslagtning og stalddørssalg af uåbnet fjerkræ er lovligt. Det er det ikke! Producenters slagtning i enkelte tilfælde af fjerkræ til salg i uåbnet stand fra egen virksomhed direkte til forbruger er tilladt. Enkelte tilfælde er f.eks. når en ægproducent slagter udtjente høns og sælger dem fra ejendommen. Hvad der derimod helt klart ikke er tilladt, er opdræt med henblik på slagtning og salg fra stalddøren. Sådan er loven.

Slagteproduktet

En slagtegås, der klækkes i foråret og slagtes sidst på efteråret/først på vinteren, er en udsøgt delikatesse. Opholdet på friland og den moderate vækst i hele græsningsperioden gør, at gåsen opnår en for et stykke slagtefjerkræ høj alder (over ½ år) uden at blive fed. Den høje slagtealder giver kødet struktur og egensmag, ligesom kødsætningen på lår og bryst bliver god. Hvis man slagter omhyggeligt, uden at stresse dyrene op til slagtningen, og lader de slagtede og plukkede gæs hænge ved 2–8° C i 2–3 dage, inden man skærer op og renser, så får man det bedste stykke slagtefjerkræ, der kan tænkes.