Bladlus er ultrafeminister

Af Bjørli Martha Lehrmann, biolog, Vestre Hus Børnenaturcenter

Bladlus ligner ikke udpræget ultrafeminister, sådan som de sidder tæt sammen på planterne med snablen dybt i løvet og måsen i vejret. Men det er nu ikke desto mindre, hvad de er. Disse hunkønsvæsener har nemlig taget konsekvensen af, at hanner, der alligevel ikke deltager i pasningen af ungerne, egentlig lige så godt kan undværes. De har altså simpelthen afskaffet hannerne. I hvert fald det meste af året.

De bladlus, der sidder i tætte kolonier på roser og hyldestilke, er således alle sammen hunner, som hele tiden føder døtre, som føder døtre, som føder døtre. Alle er absolut ens, som enæggede tvillinger, for der er ikke blandet nogen fædre med uvedkommende arveanlæg ind i det foretagende. Alle fødes ved jomfrufødsel; og hvor fint dette fungerer hele sommeren, kan enhver haveejer nemt forvisse sig om.

Hanner til variation hos afkommet

Først hen på efteråret, når naturen begynder at vise tænder, finder bladlusene en vis anvendelse for hanner. Ved udsigten til en lang vinter og ukendte forhold længere fremme i tiden er det nemlig godt med lidt variation hos afkommet. Og den variation kan sikres gennem kønnet forplantning.

Men nu skulle man jo tro, at den mulighed var forpasset, da hanner jo er afskaffet. Bladlusehunner kan imidlertid lidt af hvert. De kan således lave vingede døtre, når det er tid at flyve. De kan lave æglæggende døtre, når vinteren nærmer sig. Og de kan lave sønner, når der er brug for arvelig variation.

Disse sønner bedækker så de hunner, der kan lægge vinteræg, hvorefter de dør. Og næste forår kommer der kun hunbladlus ud af æggene.

Hos bladlus er hankønnet altså aldeles i lommerne på de meget praktiske hunner, som kun finder hanner anvendelige i en stærkt begrænset periode.

Vingede hunner af bedebladlus, Aphis fabae. Foto: Bjørli Martha Lehrmann

Bladlus beskyttes af myrer

Man skulle ellers tro, at bladlusehunnerne godt kunne have brug for en smule maskulin beskyttelse i sommerens løb. Bladlus er nemlig meget udsat for at blive ædt, som de sidder dér roligt i store kolonier og føder unger, mens de ser søde og spiselige ud. Der er faktisk rigtig mange smådyr, der holder af at spise bladlus, og de er jo nemme at fange.

De praktiske bladlusehunner har imidlertid fundet ud af at betale sig til beskyttelse fra en helt anden kant end deres bløde artsfæller. Nemlig fra myrer – som ellers gerne selv spiser alle mulige andre hjælpeløse småkravl. Men myrer er slikmunde, og da bladlus lever af sukkervand – en ret underlødig kost – giver de hjertens gerne en del af deres søde ekskrementer til myrerne. Disse flydende ekskrementer er nemlig særdeles klistrede, og bliver de ikke fjernet, risikerer bladlusene direkte at klæbe fast til underlaget.

De bladlusearter, der ikke besøges af myrer, har derfor måttet udviklet en evne til at sparke deres ekskrementer væk med bagbenene. Men når myrer ligefrem forsvarer nogle bladlus mod rovdyr for at få rådighed over deres efterladenskaber, så er det jo en klar ekstragevinst for bladlusene.

De klistrede bladluseekskrementer kaldes i øvrigt poetisk for honningdug, og ikke kun myrer, men også bier og hvepse, holder af denne natursirup.

Bladlusene i haven

Bladlus er med andre ord særdeles kompetente og praktiske hundyr med mange ret utrolige evner. Og det er da værd at huske på, når man støder på dem i haven, hvor de jo sjældent vækker den store begejstring.

Bladlus på rad og række

Asiatisk balsaminbladlus, ­Impatinentinum asiaticum. Foto: Bjørli Martha Lehrmann

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Sommerfuglehaven.dk

Nektar- og pollenplanter til insekter

Her er du: Forsiden > Dyr i haven > Insekter > Bladlus er ultrafeminister

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider