Hvor farlige er bladlus egentlig?

Af Inge Havetip, forfatter, Inges havetips

Om sommeren er det helt umuligt at undgå at der kommer bladlus på havens planter. Foto: Inge A. Futtrup

Bladlus er nok havens mest forhadte insekter, men spørgsmålet er, hvor farlige lusene egentlig er. Det er nemlig de færreste planter, der ligefrem dør af et massivt luse-angreb, og som regel driver det også over helt af sig selv i løbet af et par uger.

Men lusene kan selvfølgelig påvirke blomster- og frugtsætningen, og deres afføring – den såkaldte honningdug – er også et fedtet og klistret bekendtskab, som undertiden danner grobund for svampebelægninger, der hæmmer plantens fotosyntese. Så lad os kigge lidt nærmere på de små sorte og grønne bæster samt mulighederne for at begrænse deres udfoldelser.

Mange bladlus-arter er knyttet til specifikke værtsplanter. Her er det den vilde cikorie, der er angrebet, mens gråbynke og ager-svinemælk er helt fri for lus Foto: Inge A. Futtrup

Der findes et utal af bladlus-arter. Mange af dem er afhængige af specifikke værtsplanter, så du kan altså sagtens være ved at fortvivle over lus i roserne uden at mærke det fjerneste til de saftsugende størrelser i staudebedet – eller dit lille kirsebærtræ kan være totalt glinsende af bladlusenes ekskrementer, uden at der er en eneste lus i køkkenhaven.

Bladlusenes livscyklus

De fleste af havens plagsomme lus er af hunkøn – og nej, her skal ikke grines, kære mænd. Sagen er nemlig, at flertallet af lusedamer slet ikke har brug for mandfolk!

Årets luseæg klækker tidligt på foråret. Ud af samtlige æg kommer hunner, som ikke alene er i stand til at formere sig ved egen hjælp, men desuden føder levende unger. Der skal altså hverken bruges tid på flirt, bryllup eller æglægning.

Lus med unger. De små babylus kaldes for nymfer. De er en tro kopi af de voksne lus, og gennemløber flere hudskifter, mens de vokser til. De hvide »lus« er tomme huder, der er blevet for små til de hastigt voksende nymfer Foto: Inge A. Futtrup

Hver hunlus sætter cirka 20 rollinger i verden, og ligesom deres mor forplanter disse sig ved »jomfrufødsler«. Ja, de indeholder ligefrem selv små fostre, når de bliver født, så det går stærkt! Generationerne falder nærmest over hinanden, og derfor føles det ofte, som om lusebestanden eksploderer i rosenbedet.

Sidst på sommeren skifter lusene taktik og sætter pludselig en generation af drengebørn i verden, som efterfølgende befrugter de æg, som lægges sidst om efteråret og overvintrer.

Myrer holder lus som malkekvæg

De fleste lus er vingeløse, men hvis bestanden bliver for tæt, udvikler en del af nymferne vinger, så de kan sprede sig til nye værtsplanter og oprette nye bestande.

Her er ved at være overbefolket. I øverste venstre hjørne af fotoet ses bladlus med vinger. De er klar til at flyve ud i verden og formere sig på en ny værtsplante Foto: Inge A. Futtrup

Der er i øvrigt både ulemper og fordele ved at leve i tætte bestande. Lusenes fjender, bla guldøjer og mariehøns, kan bare gå i gang fra en ende af og gnaske sig gennem hele flokken – forudsat de får lov af myrerne, som ofte beskytter kolonien af bladlus.

Hvis du har mange lus i et træ, vil du sikkert kunne få øje på en hær af myrer, som kravler op og ned ad træets stamme i fast rutefart for at »malke« bladlusene for honningdug, der trods det velklingende navn blot er lusenes sukkerholdige afføring. Honningduggen er en væsentlig del af myrernes føde, så derfor passer og plejer og beskytter de lusene mod fjender.

Bladlus har mange fjender

Bladlus er en vigtig del af naturens fødekæder. I haven er det især mariehøns, guldøjer, snyltehvepse, svirrefluer, tæger og galmyg, som æder bladlus. Desuden er mejser og musvitter flinke til at snuppe mange lus.

Og så er det spørgsmålet melder sig: Skal vi overhovedet bekæmpe bladlusene?

Mariehøner er altid velkomne i haven. Foto: Inge A. Futtrup

Jo færre bladlus, der er i haven, jo mindre mad er der til deres naturlige fjender. En enkelt guldøjelarve kan spise 600 bladlus i sin tid som larve, og en mariehøne kan sætte helt op til 5.000 bladlus til livs. Hvis vi udrydder bladlusene, vil der altså være mindre mad til deres fjender og det vil uvægerligt påvirke biodiversiteten i haven.

Naturlig forebyggelse af bladlus

Det optimale er altid at samarbejde med naturen. Der bør altså være gode skjule- og levesteder i haven til bladlusenes fjender. Små kvasbunker, jorddække, nedfaldne grene, et par gamle træstubbe eller en lille brændestak samt et hjørne med ukrudt og halvlangt græs er altid godt, og med en smule omtanke kan det sagtens placeres, så det ikke skæmmer. Brug skoven og de naturlige overdrev som model. Her bliver der aldrig hakket og revet og luget – og det ser da vældig kønt ud.

I naturen er der altid stor variation af planter, og derfor vil lusene aldrig blive lige så talrige som i haven. Monokulturer, altså områder med ens planter, er langt mere udsatte for massive luseangreb end et blandet bed med mange forskellige plante-arter.

Sørg også for, at dine planter er sunde og stærke. Giv dem godt med kompost og plant dem et sted, som harmonerer med deres vækstkrav. Svage og stressede planter, som ikke får deres grundlæggende behov dækket, er altid mere modtagelige for lus, end planter der stortrives.

Bekæmpelse af bladlus

På fotoet er der flertal af voksne lus. I løbet af ganske kort tid vil hver lus blive til 20 nye lus, som igen bliver til 20 osv. Foto: Inge A. Futtrup

Det kan dog være svært at holde styr på lusene i en ung og nyanlagt have. Det tager immervæk nogle år at oprette en sund og naturlig balance, og hvad gør man så, hvis de nyplantede frugttræer og alle roserne myldrer med lus.

Det bedste middel er en velanrettet vandstråle! Frem med vandslangen og sæt fuldt tryk på de planter, som er befængt med lus. Det slår ikke nødvendigvis lusene ihjel, men de bliver spulet ned på jorden, hvor rovinsekter som løbebiller og edderkopper nemt kan få fat i dem.

En del af lusene vil kravle tilbage på planten, så derfor skal vandslangen frem hver eneste dag, indtil alle lus er væk.

Hold altid godt øje med dine planter. Jo før du går i gang med at bekæmpe lusene jo lettere og bedre går det

Roser får let lus – og især når de står i krukker. Jo mere kunstige og unaturlige forhold vi byder vore planter, jo mere modtagelige vil de generelt være for skadedyr. Så selvom jeg er varm fortaler for roser i krukker, så erkender jeg også, at der er ulemper – sådan er det jo her i livet Foto: Inge A. Futtrup

En anden mulighed er insektsæbe. Du kan købe den eller selv lave den ved at piske 25 gram brun sæbe op i 1 liter lunkent vand. Hæld blandingen i en forstøverflaske og sprøjt på roserne – husk, at give både over- og underside af bladene. Sæben opløser det vokslag, der findes på bladlusene, så de tørrer ud, men den virker kun, så længe den er fugtig. Metoden kan altså ikke anvendes forebyggende.

Det kan daglig opmærksomhed derimod. Jo bedre du holder øje med dine planter, jo før opdager du de første lus, og så er det nemt lige at klemme dem ihjel. Som nævnt i starten indeholder hver eneste lus omkring 20 små fostre, som igen indeholder fostre … som igen … osv. Du får altså bugt med en anselig mængde lus, hver gang du får ram på en vordende stammoder.

Og sidst men ikke mindst, så ønsk dig nogle mejsekasser i fødselsdagsgave og begynd allerede i dag på at anlægge haven, så den med tiden vil blive mere naturlig og miljøvenlig. Det vil på sigt spare dig for rigtig meget bøvl og besvær ikke blot med lus men med alle skadedyr.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Revira – det usynlige hegn

Revira-Det usynlige hegn.

Borregaard BioPlant

Nyttedyr til drivhuset og haven.

ECOstyle A/S

Bekæmpelsesmidler med sund fornuft

Rosenbud

Utøj hos høns,Biologisk bekæmpelse.

Solsikken

Alt til den økologiske have

Bjarne’s frø og planter

Sneglehegn

Ormeposten

Bestil kompostorme fragtfrit

Her er du: Forsiden > Dyrkningsmetoder > Skade- og nyttedyr > Hvor farlige er bladlus egentlig?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider