Basal blomsterglæde

Af Camilla Plum, kogekone og forfatter, Fuglebjerggaard

At kunne lide blomster er det mest banale udsagn, man kan komme med, selvfølgelig kan man det, ellers er man da idiot. Ikke mange andre glæder er så universelt accepteret som god og helsebringende som glæden ved blomster.

Tulipan

Man kan næsten forelske sig i blomster. Foto: Karna Maj

Der er ellers delte meninger om det meste: snevejr, svinekød, børn, farver, bjerge, hav og chili. Men blomster kan vi alle sammen lide på en meget intens måde, der ikke er så mange andre ting forundt. Særligt om vinteren, når der intet er derude, kan man få et sug af lykke over et bundt knitrende tulipaner, en svulmende glæde over selv den mest forfrosne lille vejrbidte svækling ude fra haven. De gør simpelthen godt på en måde, der egentlig er uforklarlig, men som nærmer sig forelskelse.

Planter, mennesker og længsler

Man kan tænke sig, at vi kan lide blomster, fordi blomsterne har bestemt, at det er sådan, det skal være.

Michael Pollan, amerikansk journalist og skribent, har skrevet en bog »The botany of desire«, som er meget mere end interessant. Han mener, at planterne påvirker os, ligeså vel som vi dem, og at der er tale om coevolution i stedet for den noget ensidige påvirkning, vi er vant til at tænke os, når det handler om forædling.

Han skriver om fire planter, der på vidt forskellig måde opfylder vores længsler. Tulipanen, eller rettere sagt blomster i al almindelighed, som tilfredsstiller vores trang til skønhed, kartoflen som handler om vores hang til magt, marihuana som handler om den universelle trang til at blive intoxikeret, og æblet som skænker os sødme, i allerbredeste forstand. Når vi overhovedet har udviklet de længsler, er det fordi, de sikrer os overlevelse.

Blomsterne

I tilfældet blomster handler det om, at først da de blomstrende planter kom til, blev der grundlag for at udvikle pattedyr, og dermed os. Når vi kan lide blomster og dermed den frugt, der oftest følger efter blomsten, så er det fordi, vi er selekteret gennem millioner af år til at lægge mærke til dem. Dem, der i urtiden havde øje for blomsters skønhed og bed mærke i dem, var også dem, der hurtigst fandt ud af sammenhængen mellem dem og frugterne, der på de fleste planter først kommer meget senere. Det betød, at man kunne finde tilbage til stedet, og til andre planter af samme slags og finde føde uden at lede i blinde.

Derfor har blomster en signifikans, som er langt ud over deres duft, farver og former, de betyder simpelthen mad, overlevelse, udvikling.

Dem, der har fattet blomsters budskab, har overlevet. Dem, der gik forbi, er døde. Fra blomsternes vinkel betyder det, at de blomster, som bedst var stand til at tiltrække sig opmærksomhed, var de mest levedygtige på sigt. Hvad enten det er planter med frugter, frø eller nødder, der skal spises af pattedyr, og dermed sprede deres frø, eller det er blomster, der råber på insekt opmærksomhed, og dermed sikrer sig bestøvning, så er det altså smartere end som så. Jo bedre de er i stand til at skabe opmærksomhed, jo mere vil vi spise dem og sikre dem den ene ting, de ikke mestrer: mobilitet og bevægelse.

At nyde en tulipan

Det sætter unægteligt tulipanbuketten på bordet i et noget andet lys.

Tulipanen og tusinde andre planter har i årtusinder belønnet os for vores evne til at se og opfatte, og det kommer os til gode nu, hvor vi i hvert fald i vores del af verden kan fjerne os fra den umiddelbare overlevelse og skamløst benytte os af disse evner til den rene skære nydelse.

Vi kan fordybe os i detaljer, som vi kan se, fordi vi netop har øvet os i at se, registrere og genkende selv helt forfinede detaljer siden tidernes morgen. Glæden ved at erkende at hver eneste tulipansort har en særlig måde at reflektere lyset i sine kronblade på. Den enorme variation der er i den måde, farverne ligger i lag på. De fine fjerstriber. Om blomsten er i tiltagende eller aftagende. Om ens tulipanbuket viser sig at gemme på et blåt eller sort, hvidt eller lysegult indre, når den folder sig ud i stuevarmen, om støvknapperne er sorte, lilla, hvide eller rødlige. Alt har betydning for vores vurdering af netop denne tulipan. Er den smuk, eller banal, elsker vi den, eller er vi lettet, når de kulørte kronblade klasker tungt mod bordet, og det endelig er tid til at købe en ny buket. Jo mere tulipanen pleaser os, jo flere laver vi – tulipanens nyttige redskaber – af den. Jo bedre en plantes evne er til at forme sig efter vores ønsker, jo mere levedygtige og succesrige er den som slægt.

At drukne sig i skønheden

Vinteren er et godt tidspunkt at drukne sig i blomsters skønhed. Om sommeren er der overvældende mange blomster, rigdommen og overdådigheden, lyset og blæsten får os til at glemme detaljerne. Det er nu, man falder i svime over blomstrende potteplanter, den dyrekøbte buket, den sarte lillebitte gren af blomstrende Viburnum eller vinterjasmin, som fylder stuen med sin nærmest uartige duft. Hvem ville også lægge mærke til at vintergækker dufter svagt og fint, hvis det ikke var fordi, man tog dem ind i lampelyset og havde dem lige i næsehøjde.

Vores taknemmelighed følger opmærksomheden. Tænk at den gør det, den fine buket anemoner, at den stiller op med sine fuldstændigt fabelagtige velourblade, der i sollyset rummer langt flere farver end den, man lige kan se. Dybt inde i kronbladene, som ser ud som dybe skovsøer af glitrende små farvekrystaller af dybblåt og lysende grønt, purpur og okseblodsfarvet selv i den mest almindelige mørklilla franske anemone. Og de er faktisk bløde, i modsætning til tulipaner, der kolde som sne og hårde i overfladen, uanset hvor silkebløde de frister os til at tro, de er.

Duft eller ej

Tulipaner mangler duften, og det er dem tilgivet. Tilgivelsen gælder også amarylliserne, som blomstrer finere hen i foråret, når vi nærmer os deres naturlige blomstringstidspunkt, end før jul.

Udvalget af amaryllis er stort, og man skal unde sig nogle andre amaryllis end de mest almindelige dødorangerøde. De passer ikke til noget hjem. Smukkere, mere fuldfarvede lillarøde, blodrøde, og stribede, æbleblomstfarvede og fyldte kan fås, hvis man leder lidt. De små med mange stilke og rød-hvidstribede blomster er også fine og lettere end de enorme kæmper. Når den sidste stilk er blomstret af, skal bladene blive på, og potten skal stå køligt, til den skal ud sidst i maj. Bladene samler kræfter til næste års blomstring, så gød dem godt med almindelig blomstergødning som enhver anden potteplante.

Hyacinter kan man drive selv, men man skal købe præparerede løg, ellers er det for svært. Sæt dem køligt, i gamle dage satte man dem mellem de to lag glas i vinduerne, i smukke zwiebelglas. De gamle glas er ubetalelige nu, men nye kan gøre det.Hvis man er så heldig at have forsatsvinduer med tilstrækkeligt mellemrum, er det nok stadig den smukkeste måde at have hyacinter på, men man skal passe på, jeg kom til at knække 6 af mine arvede glas en frostnat, hvor vandet i dem frøs.

Løgene skal sættes, så de lige akkurat ikke når vandet. Det plejer ikke være noget problem, men hvis man vil være sikker på, at vandet bliver ved med at være rent og klart, skal der et stykke kul i.

De skal have en fin hætte på, og så er det bare at vente til skuddet viser en lille blomst i midten, så kan man tage hatten af og ind i lidt mere stuevarme, men det er nu klogt at sætte alle hyacinter koldt om natten, så holder de meget længere.

Man kan bestemt købe sine hyacinter fiks og færdige, de fine multiflora, men mange stilke med mindre blomsteraks virker knap så naturstridige som de enorme køller hyacinter ender med. Begge dele kan plantes ud i haven, og blive lettere, mere naturlige at se på. Sæt dem op ad huset, de holder længst i haven med den ekstra varme.

Fuchsia og begonia om vinteren

I min uvidenhed tog jeg en stor fuchsia ind i stuen for et par år siden, der stod den hele vinteren og blomstrede flittigt. Ikke hele tiden, men i udbrud blev den dækket af fine små knopper, som alle som en sprang ud. Den står i en vindueskarm, og der er varme under, dog ikke lige under karmen. Siden har jeg lært, at det ikke kan lade sig gøre, men så længe min fuchsia ikke ved det, går det rigtig fint.

Den sidste glæde i denne omgang er en begonie, en ganske særlig én. Begonia coccinea, eller bambusbegonia. En ordentlig kleppert på mindst 2 meter, når den er fuldvoksen. Med lange ret stive bambuslignende grene, aflange takkede skøre blade og et fuldstændigt kontinuerligt væld af lyserøde blomsterklaser hele vinteren. Den er vidunderligt frodig og eksotisk, både blomster og blade har et varmt skær. Den vokser med lynets fart. Nye planter får man bare ved at stikke grenstumper i nye potter. Den kan tåle ret meget skygge, stuevarme og en vis fugtighed, men den kan ikke døje vand i underskålen. Den skal have masser af vand, tit, men der skal være supergodt dræn, og det betyder, at den skal pottes om i en meget fiberrig kompost.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Inspiration > Blomster og dekorationer > Basal blomsterglæde

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider