Skal vi til at spise insekter? 1

Af Fanny Møller, tidligere redaktør på Havenyt, Landsforeningen Praktisk Økologi

Denne artikel er et uddrag af »Spiselige insekter« Natur og Museum Nr.1 Marts 2016, forfattet af Joachim Offenberg, udgivet af Naturhistorisk Museum Aarhus. Køb den her

Når vi diskuterer, om vi skal til at spise insekter, er det første spørgsmål altid „hvorfor»? Hvorfor i alverden skal vi bryde vores grænser for, hvad mad er, og hvordan er emnet overhovedet kommet på den internationale dagsorden? Det væsentligste argument er, at vores planet er blevet for lille til at dække behovene fra en stadig større population af mennesker – en population, der ud over at have vokseværk yder- mere har et stigende forbrug per individ, fordi vores velstand er stigende.

Produktion af okse- og svinekød kræver helt utrolig meget plads. Langt det meste af landbrugets produktion går til dyrefoder Foto: Pixabay

Jorden har på nuværende tidspunkt ikke kvadratmeter nok til at gendanne de ressourcer, som vi forbruger, i det tempo vi forbruger dem, ligesom der heller ikke er plads nok til at nedbryde vores affald i det tempo, det produceres. I hvert tilfælde ikke så længe vi producerer vores ressourcer på den måde, vi gør i dag.

Det er her, insekterne kommer ind i billedet, fordi vores forbrug af protein er meget højt, og fordi det kræver væsentligt færre ressourcer og dermed mindre plads at producere insektprotein sammenlignet med kødprotein fra almindelige husdyr. Kan vi erstatte „chili con carne« med „chili con melorm», kan vi spare plads og dermed holde os i stand til at producere føde til de ekstra to milliarder mennesker, der forventes at komme inden 2050.

Kan verden vokse?

Der er ikke plads til meget natur med store marker Foto: Fanny Møller

Alt, hvad vi forbruger, kan omregnes til et areal. Bruger du fx 1000 liter brændstof om året, kan man beregne, hvor stort et areal, der skal bruges, for at planterne på arealet på ét år kan producere en tilsvarende mængde energi. På samme måde kan vores føde omregnes til et areal.

Til produktionen af svinekød skal der bruges et areal til stalden og til de slagterier, der skal slagte svinene, men langt vigtigere skal der også bruges arealer til at dyrke det foder, vi fodrer svinene med. Der bruges store arealer til de marker, hvor vi dyrker byg og sojabønner som i sidste ende – via svinefoderet – lander på spisebordet som flæskesteg.

Ved hjælp af arealberegninger måler Verdensnaturfonden (WWF) hvert andet år, hvor meget plads verden har behov for med vores nuværende forbrug, og i hvilke lande man har det største arealbehov per indbygger. Lande med et stort forbrug af energi og mad har brug for store arealer til at understøtte deres forbrug, hvorimod lande med lavt forbrug kan nøjes med mindre.

Det deprimerende ved regnestykket er, at det samlede globale forbrug svarer til et areal, der er større, end hvad der er til rådighed på vores planet. Vi bruger ressourcerne hurtigere, end jorden kan gendanne dem. I 2014 viste beregningerne, at der skulle halvanden jordklode til for at opnå et areal, der kunne dække det daværende behov, og lige siden 1970 har vores globale forbrug ligget over det bæredygtige niveau. Det betyder, at vi hvert år allerede i september måned har forbrugt det, som jorden skal bruge et helt år på at gendanne. Fra september måned og året ud lever vi altså på kredit. I den periode tærer vi af jordens opsparede depoter. Fx er vores energiforbrug i høj grad dækket ind, fordi vi tapper fra jordens depoter af fossile brændstoffer depoter som er dannet i løbet af millioner af år, og som en dag løber tør.

Mad kræver plads

Vores fødevareproduktion er heller ikke bæredygtig, fordi den beror på fældning af regnskov til fx at dyrke soyabønner til svinefoder og på en overfiskning af havets fiskebestande, som heller ikke kan blive ved. Der er dog store forskelle på, hvor meget plads forskellige lande lægger beslag på, fordi verdens forbrug er meget skævt fordelt. Nogle landes indbyggere bruger langt mere, end hvad der er til rådighed per indbygger, mens andre bruger langt mindre.

Monokultur med soyabønner erstatter fx regnskov Foto: Pixabay

Når man leder efter Danmark på listen, skal man desværre ikke lede længe. Danmark indtager nemlig en „ flot« fjerdeplads i 2014-rapporten, kun overgået af tre arabiske oliestater. Det vil sige, at Danmark har det fjerde største forbrug per indbygger i verden. Tallene afslører, at vi forbruger verdens ressourcer fire gange hurtigere, end jorden kan gendanne dem. Hvis alle mennesker levede som os danskere, skulle vi altså bruge fire jordkloder for at opretholde det antal mennesker, vi er i dag. Men heldigvis går det den rigtige vej: To år tidligere, i 2012, lå vi nemlig helt oppe på andenpladsen! Men faktum er, at vi udhuler jordens depoter og lukrerer på andre befolkningers mindre forbrug. Danmarks høje forbrug bringer insektspisning ind i billedet, fordi vores behov for megen plads i høj grad skyldes vores madforbrug.

I modsætning til mange andre lande er vores energiforbrug forholdsvis bæredygtigt, men vores madkultur bringer os i toppen af skalaen. Specielt vores høje forbrug af oksekød koster mange kvadratmeter. Men hvis vi kan bytte højrebet ud med fårekyllingeragout, kan vi reducere vores pladskrav væsentligt. Vi kan ikke udvide jordens fysiske størrelse, men vi kan udnytte pladsen mere effektivt ved at producere protein på nye mindre pladskrævende måder.

En fårekylling, hele dyret spises og det giver en bedre udnyttelse af den energi, som man får ud af insekterne Foto: Pixabay

Koldt blod og små maver

Insekter har to fordele, som vores almindelige husdyr ikke har: De har koldt blod, og de er svære
at partere. Insekter er det, man kalder for ektoterme, hvilket vil sige, at deres krop har samme temperatur som omgivelserne. Sagt på en anden måde har de i modsætning til almindelige husdyr ikke brug for at opretholde en temperatur på næsten 40 grader. Det er en stor fordel, for så spiser insekterne meget mindre. De skal ikke bruge en masse føde til at generere den energi, der holder pattedyr og fugle varme, og dermed skal de fodres meget mindre end kyllinger, svin og kvæg. Et mindre foderforbrug bliver i sidste ende også til et mindre pladsforbrug, fordi der skal færre marker til at producere den mindre mængde foder.

Insekternes anden fordel er, at de er så små, at det ikke giver meget mening at partere dem. De fleste ville nok føle sig lidt i tidsnød, hvis de skulle partere mave og tarme ud af 400 gram melorme inden den videre tilberedning. Derfor spiser man som regel hele insekter i stedet for kun deres muskler. Normale husdyr bruger en del af deres føde til at opbygge indvolde og knogler, som vi jo ikke spiser. Det spild findes ikke hos insekterne. Insekternes lave energiforbrug og det, at hele dyret spises, betyder, at man skal bruge langt færre ressourcer på at producere et kilo spiseligt insektprotein end fx et kilo spiseligt okseprotein. Når man „høster" insekter, er tommelfingerreglen at 80–90% af den vægt, man høster, faktisk også bliver spist. At tallet ikke er 100% skyldes, at man på nogle arter trods alt fjerner vinger eller ben, inden dyrene spises. Fx fjerner man ofte benene på fårekyllinger, inden de serveres, og på termitdronninger fjerner man vingerne, inden de kommer på tallerkenen.

Tilbereder man derimod melorme, er det hele dyret, der indgår i retterne. Til sammenligning er det kun omkring 50–70% af vægten på et konventionelt husdyr, der lander på tallerkenen. Man spiser jo som sagt ikke knoglerne, og i vores vestlige kultur får man heller ikke mange spisende gæster, hvis man serverer mave, tarme, hud og hjerne. En undtagelse er måske tyrens ædlere dele!

Det koster meget foder at få et kg gris Foto: Fanny Møller

En del af det foder, man har brugt på dyrene, går altså til at opbygge en biomasse, som senere kasseres eller i hvert fald ikke bruges som mad. Resultatet kan ses, hvis man sammenligner foderforbruget ved produktion af et kilo spiseligt dyr. Producerer man fårekyllinger, skal man bruge 1,7 kilo foder. Tilsvarende tal er højere for andre husdyr, selvom fisk og kyllinger kommer tæt på. I en karpedam skal man bruge 2,3 kilo foder, mens kyllingeproducenten bruger 2,4 til 4,2 kilo, alt efter hvor meget af kyllingen, der spises. I midten af skalaen ligger svineproducenterne, der skal bruge mere end 10 kilo, og i toppen oksekød med et foderforbrug på mere end 30 kg foder per kilo kød, der forlader slagteriet. Spiser du svin eller kvæg er der altså blevet brugt ca. 4 og 12 gange mere foder til at producere det, end hvis du havde valgt at spise fårekyllinger.

Vælger du det konventionelle proteinprodukt, skal der dermed bruges langt større arealer til foderproduktion. Vel at mærke kvadratmeter vi ikke har til rådighed.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Inspiration > Miljø > Skal vi til at spise insekter? 1

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider