To knolde på afveje

Af Marlene Muxoll, planteskoleejer, Staudefeen

Tiden er til at afprøve anderledes afgrøder i køkkenhaven. Tendensen ses specielt inden for kål og kartofler, hvor førstnævnte er populær i farven rød inden for forskellige kåltyper, og taler vi om kartofler, er der ingen grænser for, hvilke sjove sorter der bliver afprøvet.

Derfor er det oplagt at overveje de to usædvanlige knolde, Oka, Oxalis tuberosa og knoldgaltetand (kaldes også for kinaskok), Stachys affinis, som for os i Norden virker fremmedartet og eksotisk. Og det er faktisk ikke helt forkert.

Eksotiske knolde

Oka – de fantastiske røde oka (findes også i en lysere hvidlig udgave) syner eksotiske – og tænker man på oprindelseslandet, er de det også. Foto: Marlene Muxoll

De to knoldes havehistorie

Både oka og knoldgaltetand blev introduceret for over 100 år siden, hvor samlere og plantejægere var på evig jagt efter den mere spektakulære plante, knold, busk osv. end den anden, men det var knoldgaltetanden, der fandt nåde for det kræsne havepublikum, og den blev i den engelske Victoria-tid flittigt dyrket i de enorme køkkenhaver, der hørte til de større landsteder. På det tidspunkt dyrkede man især knoldgaltetanden i de store mistbænke for på den måde at skabe de helt rigtige betingelser med varme og sol.

Da hverken oka eller knoldgaltetand kræver særlige hensyn hvad angår pasning og dyrkningsforhold, anbefales de til den økologiske køkkenhave og have.

Oka

Oka har sin oprindelse i Sydamerika, hvor den dyrkes og spises som kartoflen – i nogle lande er den en vigtig afgrøde, og den spises rå, kogt eller stegt.

Den er utroligt nem at dyrke, og de fine rødlige knolde lægges i foråret i velgødet og gerne veldrænet jord. Giv plads, da løvet, der bliver ca. 40 cm højt, fylder meget. Jeg har ikke selv brugt de fine kløverlignende blade til salater, som ellers skulle være en delikatesse, men knoldene har jeg kogt og stegt, og de har en skøn og meget speciel smag, der minder om smagen af nødder.

oka steget

Stegte oka. Foto: Marlene Muxoll

I løbet af sæsonen udvikler de små knolde sig til cirka 6 cm lange fingertykke rhizomer, og de kan høstes omkring oktober. Fortvivl ikke, hvis de har fået frost, hvilket får løvet til at nedvisne øjeblikkeligt – knoldene tager ikke skade af let frost.

Oka må betragtes som frostfølsom og kan ikke overvintre ude – siger man. Men jeg kan så fortælle, at mine egne, udplantet i køkkenhaven maj 2012, har overvintret den strenge vinter 2012/2013, hvilket må siges at være et mirakel! Jeg fik aldrig gravet de sidste op efter første høst i oktober og dermed overvintret dem på den optimale måde, der indebærer opbevaring i et tørt og køligt, men frostfrit, rum (på samme måde som overvintring af kartofler). Jeg har en let sandjord, hvilket naturligvis optimerer chancen for succesfuld overvintring af knoldene.

knolde rengøres

Knoldene er nemme at rengøre. De lange rødder fjernes inden brug. Foto: Marlene Muxoll

Se foto af hvide okaknolde og andre spiselige oxalis

Knoldgaltetand

Knoldgaltetand/kinaskok ser måske ikke særlig appetitlig ud, da de små knolde kan associere til små hvide larver, men snyd ikke dig selv for denne meget velsmagende knold, der oprindeligt kommer fra Asien.

Opgravning af knoldgaltetand i efteråret. Foto: Marlene Muxoll

Knoldene lægges omkring april på et solrigt sted og vandes godt sæsonen igennem. De tåler ikke ret godt udtørring. Høsten foregår omkring oktober og månederne frem i frostfrit vejr. Knolden overvintrer ret nemt i Danmark.

Ved høst er det en god idé at lægge knoldene direkte ned i en skål med vand, så undgår du at bruge lidt for lang tid på at skrubbe og skylle den indtørrede jord af de kringlede kroge, som den 2–3 cm knold har. Muligvis det eneste minus.

Hav en skål med vand parat ved omgravningen, så mindsker du tiden med at rengøre de krogede knolde. Foto: Marlene Muxoll

Stegt i smør og serveret som tilbehør til fisk eller kød, er knoldgaltetanden en delikatesse, der hurtigt kan blive vanedannende. Den kan helt klart anbefales.

Stegt knoldgaltetand

Stegt knoldgaltetand – en delikatesse. Foto: Marlene Muxoll

Hvor får man fat i knoldene?

Jeg har købt mine oka i Tyskland til det store plantemarked i Kiekeberg ved Hamburg. Firmaet Biogartenversand.de sender desværre ikke til Danmark.

Oka kan købes hos Holstebro Urtegartneri

Knoldgaltetand/kinaskok kan købes hos Camilla Plum

Foreningen Frøsamlerne har knoldgaltetand på deres frøliste for 2013. Kan bestillles af medlemmer.

Kommentarer

Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

The Plant Explorer

Kæmpe udvalg af græskar- og bønnefrø.

Frøsnapperen

Frø til de mest smagfulde grøntsager

Økologiens Have

Frø og udplantningsplanter, samt have

Solsikken

Alt til den økologiske have

Hvidløg og Vin

Øko sættehvidløg, 5 efterårssorter

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Gartneri Toftegaard

Øko planter til den spiselige have

Bjarne’s frø og planter

Alt fra hele verden

Her er du: Forsiden > Køkkenhaven > Grønsager > Rodfrugter > To knolde på afveje

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider