Tulipaner – hvor mange år lever de?

Af Camilla Plum, kogekone og forfatter, Fuglebjerggaard

Hvert år prøver jeg at lægge en ordentlig røvfuld løg af ikke for mange sorter. Et år lagde jeg store tulipaner af sorter, jeg havde hørt, ikke behøver at blive taget op hvert år. Det er så en sandhed med modifikationer.

Tulipaner, der bare kommer igen og igen

Der findes gamle sorter som vi kender – fra haver, der har passet sig selv; lillarøde og magenta langstilkede sene tulipaner der bare kommer igen, og som ingen mere ved, hvad hedder.

Der er meget farve at tage af. Foto: Holger Langmaier

Bortset fra dem er det kun Apeldoorn tulipanerne der troligt kommer. Jeg kan med min bedste vilje ikke døje dem; alt for store, alt for kulørte, og måske også alt for nemme. Børnene plukker dem gudskelov så snart de springer ud, og så kan de alt for gulrøde og alt for rødgule blomster stå i nogle dage på spisebordet. Det er langt bedre end at de står og larmer derude i ugevis.

I vores have har man efter gammel skik plantet dem i snorlige rækker. Det ser afsindigt ud, et rørende levn fra en tid, hvor orden var et skønhedsideal i sig selv. Man havde rigeligt natur i fri dressur, man kæmpede med den uden sikkerhedsnet og idealet var menneskets synlige overmagt, snorlige rækker i marken, i haven og gårdspladser hvor ikke et eneste lille grønt blad kunne tillades.

Nu mangler vi naturen og kan ikke få nok af tilsyneladende uorden, blomsterenge og utæmmelighed. Hvis det var andre tulipaner med et blidere gemyt, havde jeg ladet dem stå bare for at beholde det pyntelige i rækkerne.

I holland står tulipanerne tæt på markerne. Foto: Pixarbay

Men disse højtråbende Apeldoorn hiver jeg op år efter år, og de kommer alligevel igen, tilsyneladende bliver hvert eneste sideløg til blomstringsdygtige plageånder. De røde kan gå an, selvom de er for gulrøde til mig, så er en lille plet rødt imellem det grønne, en lille rød djævel, til at forstyrre harmonien ret velgørende, selvom jeg hellere vil have den samme effekt med de røde kardinaler. Men de gule er helt uacceptable, alt for rødgule, og en kedelig uigennemskinnelighed i blomsterbladene, som om de var af nylon. Men hvis man kan lide dem, så har de en livskraft jeg bare ville ønske kom andre tulipaner til del.

Nogenlunde holdbare tulipansorter

Det er delingen der er problemet. Tulipanløg deler sig hvert år, og med de botaniske er det meningen. Med de forædlede, som ikke har deres forfædres livskraft, kommer de til at stå for tæt og tager næring fra hinanden. Der kommer kun tuer af små tulipanblade og ingen blomster. Hvis man er efter dem, kan de graves op, tørres, deles og sættes igen i september. Jeg gør det nogen gange, men den store årlige tulipanopgravning bliver det ikke til. Man kan prøve at plante sorter der bedre kan tåle det end andre.

Den mørke Queen of the Night. Foto: Pixarbay

Den næsten sorte »Queen of the Night«, den gamle røde »Rouge Cardinal«, som har været så populær at den bare hedder kardinal, har jeg sat så man kan se eftermiddagssolen igennem den. En lyserød klassiker »Queen of Bartigons« og den abrikosfarvede tidlige » Apricot beauty« er ret stabile. Hvis man bare får dem op hvert 34 år kommer der blomster. Den orangeflammede »Irene« er også til at stole på; den bliver bare mindre og mindre.

Den ret opsigtsvækkende »New design« der både har grøn-lyserøde-abrikos blomster og grågrønne blade med hvide kanter, er den mest trofaste. De kommer i stort antal igen, også selvom man aldrig graver den op, og den er skøn. Men endnu mere driftssikker er de liljeblomstrende. De kommer stabilt igen, og de er faktisk fantastiske. De ser dejlige ud mellem de andre, men alene er de en anelse manierede. Lige noget for Baronesse Blixen. På Rungstedslund har de stadig et bed med dem, alene bag en buksbomhæk, i blandede røde og lilla der ser eventyrlige ud. Papegøjetulipanerne, de frynsede og vilde »Estella Rijnveldt« i rød, grøn og hvid er særligt skønne og kan også godt komme igen, måske fordi de ikke deler sig så meget.

Det ville være dejligt hvis det stod på posen om de gad komme igen

Hvis man er til det skal tulipanerne graves op når bladene er ved at gulne, så kan man også finde dem. Lad dem stå og visne helt et luftigt sted. Hvis der er mugne eller misfarvede løg smider man dem væk. Del dem. Man kan plante de store løg igen med det samme, eller vente til efteråret. De små sideløg kan man med stort held sætte i rækker i køkkenhaven, hvis man har en, eller på en tom solrig plet. Efter et par år blomster de, og så kan man beholde dem der til at plukke af, eller sætte dem ud sammen med de voksne igen.

Man kan købe særlige løgbakker i plastic som man bare sætter løgene i, graver hele baduljen ned i den rigtige dybde, og tager op igen når løgene er afblomstrede. Dejligt nemt, yes, men man får løg der ligger på en måde som kommer til at ligne Tivoli, ikke en have.

Når tulipanerne bliver lidt vilde, glider de mere naturligt ind i haven. Foto: Pixabay

I en have skal de stå mere spredt og de må meget gerne have lidt forskellige størrelser. Det er simpelthen smukkest hvis de står og nikker flere sammen, men mellem stauderne, eller i spredt fægtning i græsset og helst ikke i en alt for samlet klat. Hvis det skal være samlet er det bedst i lange formationer, ikke runde. Noget af det fineste jeg har set med tulipaner var en sydfynsk forhave hvor de stod helt spredt, men ret jævnt fordelt over et kæmpe staudebed. Tulipaner i hundredvis, i hele den mørke palet af sort, rød, lilla og pink.

Afblomstrede løg

Igennem foråret får man maser af løg i alle de potter og tulipanbuketter med løg man ikke kan lade være med at købe. Små iris reticiulata, Iris danfordiae, Tete a tete mini påskeliljer, krokus og hyacinter. Man kan være heldig og få botaniske tulipaner og mere usædvanlige løg på den måde.

De kan alle som én plantes ud i haven, så snart det er blevet en smule mildt. De har bedre af at stå og visne helt ned udendørs end indendørs. Hvis man ikke kan komme til at plante dem ud, giver man dem gødning og passer dem med lidt vand til bladene gulner og så lader man dem tørre ud. Løgene fra tulipanbuketter er helt udmarvede. Dels har de lige produceret en blomst, og så skærer man hele balladen, inkl. de blade der skulle trække ny næring ned i løgene, af.

Men hvis man tørrer dem, dvs. åbner pakken og spreder løgene ud et tørt sted har de en god chance i haven. Man planter dem ud når man kan komme i jorden, og næste år giver de meget få blomster, men laver blade der kan give dem ny kraft. Næste år igen plejer de at give masser af blomster. Det er umagen værd, især fordi man får løg af sorter man ved man særlig godt kan lide, og det er virkeligt svært at læse ud af et plantekatalog, eller en pose med løg.

Rød, lyserød, gul?

Jamen hvad med blomsterbladene? er de fede og uigennemsigtige, årede, takkede, folder de vrangen helt ud når de åbner sig, eller bliver de som liljer? Er de som udskåret ben, eller som silkepapir?

I øvrigt er alle tulipaner egentlig hvide eller gule, de andre farver er optiske bedrag skabt af farvestoffet anthocyan, det samme der gør en rødbede rød. Den måde det reflekterer skaber de farver vi kan se, andre væsener ser helt andre farver, og mange blomster som i vores øjne ser underligt kødagtige brungrumsede ud er farvestrålende fyrtårne for dem det er meningen skal bestøve dem, natdyr og insekter der ser dem i deres sære øjnes infrarøde skær. Men uanset hvem betragteren er, uendeligt mange måder at være tulipan på, der er nogle man elsker, og mange som er lige meget. Netop derfor kan man også blive vild og gal og havesyg med dem.

Tulipaner er uendelig smukke. Foto: Pixarbay

En histore om en blomst
Tulipaner har haft en helt utrolig historie som yndlingslegetøj for tyrkiske sultaner, som var de første til både at indsamle de vilde fra bjergene i millionvis, og forædle dem efter deres eget hoved. De tyrkiske tulipaner var fuldstændig anderledes end dem vi kan købe i dag, selvom der findes en enkelt sort der ligner. Deres ideal var tynde, høje tulipaner, med lange, helt enormt tilspidsede kronblade, helst stribede i flere farver. Det var blomsternes længde, deres lustre og den måde de åbnede sig på der var genstand for den højeste attrå.

Man havde tulipanfestivaler hvor tulipaner i potter i tusindvis var arrangeret i paladsets have, og belysningen bestod af skildpadder der tøffede rundt med tændte lys på ryggen. Så er der jo noget ved at være sultan. Tulipaner var det synlige tegn på både magt, raffinement og dannelse i mange hundrede år. De blev nidkært bevogtet, men til sidst fik europæere smuglet løg ud til Europa. Datidens magthavere og botanikere vogtede disse kostbarheder lige så energisk som sultaner i deres haver.

Tiden var til opdagelsesrejser. Konger og fyrster sendte ekspeditioner ud for at finde nyt land, og et af formålene var at hjembringe planter af enhver slags. Både for at finde nye afgrøder, men også fordi det var den højeste status, at kunne fremvise nye eksotiske blomster for de måbende masser, og især andre højvelbårenheder. Botaniske haver skød op i Europa, og der blev skrevet ufatteligt mange bøger og illustrerede værker om de nye verdeners planter, frugter og blomsterpragt.

Når især de hollandske malere har efterladt sig så enorme mængder blomstermalerier, var det bl.a. fordi de simpelthen blev bestilt til at male rigmænds og fyrsters egne blomster. De mest overdådige viser hellere end gerne blomster der både er helt ude af proportion, og i virkeligheden blomstrer på helt forskellige årstider. Hvis man lægger mærke til det optræder der både i blomstermalerierne og på de lige så utallige stilleben med frugter og eksotiske madvarer altid en lille bille, en rådden frugt, en vis grad af forfald.

Man frygtede at en fremstilling af ren overflod ville være gudsbespottende, og malede sin egen forfængeligheds korte tipsperspektiv ind for en sikkerheds skyld. Nogen gange meget letforståeligt i form af kranier, andre gange mere subtilt som overmoden, bristefærdig frugt.

Og i 1600 tallet gik det galt i Holland. Her fik den selv samme forfængelighed og et særligt vanvid, der ikke rigtig har noget sidestykke i historien, udløst en tulipanmani, der i eftertiden kom til at hedde tulipomania. Tulipanerne var blevet mere almindelige, selvom de stadig ikke var for menigmand. Det var ikke dem det handlede om, nu flyttede man bare fokus til en ny slags tulipaner der på mirakuløs vis var stribede.

De stribede tulipaner lokker. Foto: Pixarbay

Denne stribethed er ganske rigtig betagende. Farven i tulipaner løber i årer i bladene, som er tynde og fjerformede, fra bund til bladets øverste kant. En virus giver dem en stribet effekt som kan give lyse striber på mørk bund eller omvendt. Den samme virus gør løgene mindre villige til at dele sig, og svækker i det hele taget planten, men det vidste man ikke dengang.

Stribningens uforklarlighed, hvordan man skabte den og fastholdt den blev genstand for alle mulige former for alkymi. Stribningen blev så attraktiv at de stribede løg kom til at koste årslønninger, senere hele godsers værdi. De blev handlet som tørre løg,, og især de allermest sjældne, og vidunderlige som sorten »Semper Augustus« der var hvid med tynde violette fjermønstre, kunne koste en mindre krig. Hele økonomien blev overophedet, penge skiftede hænder fuldstændigt uden forbindelse til reelle værdier, formuer boblede og sprak. Til sidst forsvandt tulipomanien fra den ene dag til den anden, løgene blev værdiløse, og tingene faldt til ro.

Nu om dage gør tulipanavlere alt, hvad de kan for at udrydde denne virus. Alle stribede blomster bliver hevet op og destrueret og man betragter det som den værste fjende i moderne tulipanavl. Man kan ganske vist købe »Rembrandt-tulipaner« der er stribede, og de er ret dejlige, men de er langt fra så forfinede som dem man kan beundre på datidens malerier.

I holland kan man købe blomsterløg på næsten alle gadehjørner- dog ikke økologiske. Foto: Pixarbay

Mange steder kan man købe økologisk dyrkede blomsterløg. Jeg ville bare fromt ønske at de også kunne præstere et lidt mindre farvestærkt udvalg af mindre hårdt forædlede sorter. Når man tænker over det, hænger de lidt mindre og mindre prangende løgplanter som vibeæg og botaniske tulipaner måske bedre sammen med viljen til at købe økoløg. Men godt er det alligevel, man skal ikke altid brokke sig.

Kommentarer

Der er 18 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Egeskov

Gartneriet producerer planter til salg

Albinus Frø

Stauder, sommerblomster; mange spiselige

Solsikken

Alt til den økologiske have

Staudestedet

Mange forskellige stauder

Urtegartneriet

Biodynamiske og økologiske blomsterfrø.

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Bjarne’s frø og planter

Frø af spændende og eksotiske planter

Økologiens Have

Frø og blomster, også i haven

Blomstergården

Store samlinger af dagliljer og hosta

Staudemarken

Stauder tilltrækker bier, som bestøver.

FAUSOL A/S

HORNUM – Stort udvalg af blomsterfrø

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Blomster > Løg og knolde > Tulipaner – hvor mange år lever de?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider