Spørg eksperterne

Bør træ til højbede behandles?

Jeg agter at lave højbede. Umiddelbart er planen, at de skal laves i sibirisk lærketræ.

Mit spørgsmål er: Kan man behandle træet med noget, som forøger træets levetid og som ser pænt ud, uden at det er skadeligt for os og de afgrøder jeg skal have sat i bedene.

Hvordan med behandling af robinietræ? Kan man oliere det eller male det uden at det er farligt?

Med venlig hilsen
Helena Alex, maj 2004

Svar

Træ til højbede er ret udsat for påvirkninger. På bagsiden af et bræt er der fugtig jord og på forsiden udtørrer sol og vind træet. Det er hårde betingelser, hvis højbedet samtidig skal holde i en del år.

Du kan eventuelt bruge fyrretræ strøget med et almindeligt træbeskyttelsesmiddel med fungicid (svampedræber) på den side der vender ind mod jorden i højbedet. Du må selv skønne om det kan være et rimeligt kompromis, med forholdsvis ringe giftighed og rimelig holdbarhed. Det er lige til at købe i nærmeste byggemarked, men det er trykimprægneret træ også.

Hvis man vil undgå gift, skal man ikke bruge træbeskyttelsesmiddel, da det siger sig selv at et virksomt middel under alle omstændigheder har en form for giftvirkning på svampe. Men ikke alle midler er lige så giftige som de berygtede tungmetalforbindelser i tidligere anvendt trykimprægneret træ. Jeg kan desværre ikke fortælle dig, hvilke midler der er de mindst giftige, da jeg ikke ved det. Man kan muligvis gå ud fra at de godkendte midler er o.k., men man kan altid have sine tvivl.

Hvis du helt vil undgå fungicider er det ikke nogen hjælp at stryge træet med olie, for eksempel almindelig linolie. Det virker bare som mad til svampe og alger. Olie der bruges udendørs bør nok altid indeholde en vis mængde fungicid – desværre.

En anden måde at undgå for hurtig nedbrydning af træ til højbede er at anvende en træsort der er forholdsvis holdbar i kontakt med jord, uden at være imprægneret.

Robinie skulle være meget holdbar, måske 30 år. Robinie er typisk fra østeuropæiske skove, hvor der ikke er rapporteret om miljøproblemer. Typisk fås robinie dog kun i forholdsvis korte længder.

Eg er næsten lige så holdbar som robinie. Eg er også typisk af europæisk, ja måske dansk oprindelse, uden miljøproblemer – vistnok. Eg fås i mange længder, og vil typisk være ret dyr, afhængig af kvaliteten.

Lærk har også ry for at være forholdsvis holdbar, men jeg ville ikke satse på mere end 8–10 år, længst for sibirisk lærk. Dansk og europæisk lærk er et almindeligt dyrket skovtræ, uden miljøproblemer. Sibirisk lærk kan derimod stamme fra skovhugst, der er lige så miljøødelæggende som ganske meget tropisk træhugst er det. Forestil dig et koldt og barsk klima, hvor træerne gror langsomt. Træerne på kæmpestore skovarealer bliver solgt ekstremt billigt, måske for en dollar kubikmeteren »på roden«, og så bliver hele skoven bare ryddet. Dette følsomme økosystem er med ét slag ødelagt, for at blive til bygningstræ, havemøbler og højbede hos os. Vi tror at det kun er i troperne sådan noget sker, for der har endnu ikke været fokus på sibirisk træ.

Endelig kan du måske være heldig at få fat i noget genbrugt havnetømmer, der typisk kan være af træarten azobé. Forestil dig at det har været anvendt til havneanlæggene på begge sider af Storebælt. Nu er det taget op, og det er stadigvæk godt nok til at blive genanvendt – det må da siges at være en holdbarhed der vil noget. Prøv eventuelt at spørge hos Dansk Hårdttræ Savværk A/S (tlf. 74 67 14 90). Prisen vil typisk ligge på 3 gange prisen for trykimprægneret træ. Men så får du også et stykke genbrugt træ med historie.

Varmebehandlet træ som Celloc og ThermoWood er også en mulighed at bruge udendørs. Uden at bruge kemikalier har man ved hjælp af høj varme omdannet træets bestanddele til stoffer, der er svært nedbrydelige for svampe.

To hjemmesider der skulle kunne give nyttige oplysninger om træ m.m. er desværre ret dårlige og slet ikke opdaterede. Det er top.dk, Træbranchens Oplysningsråd, der har en hjemmeside med summariske oplysninger, der mest går ud på at man kan bestille deres små hæfter, der forøvrigt er udmærkede. Men hvorfor kan de ikke bare lægge hæfterne ud på nettet? Og det er trae.net, hvor alle gode trækræfter i Danmark er forenet om en hjemmeside, der måske er startet godt nok op, men som hverken er gjort færdig eller er opdateret de seneste mange måneder.

Have & Landskabsrådet har i 2001 udgivet et udmærket hæfte om »Miljøvenlig brug af træ i have og landskab«. Der er information om træarter, nedbrydning af træ, anbefalede anvendelser, konstruktioner, overfladebehandling, savværker og forhandlere, m.m. Hæftet er på 24 sider, og det kan købes hos Danske Anlægsgartnere, tlf. 33 860 860.

Med venlig hilsen
Niels Junggreen Have
Landskabsarkitekt

Kommentarer

Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Jordgrus

Træterasse,et ekstra rum til huset.

GrowCamp

Overdækkede højbede med insektnet.

Land Højbede

Land højbede, altankasser & plantekummer

Robinie.dk – SkovTrup

SkovTrup – Miljørigtigt Træ til haven

Havearkitekt Lene Palmer

Havedesign i København og på Sjælland

Havegartneren

Ny have til gode priser.

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Anlæg > Bør træ til højbede behandles?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…