Spørg eksperterne

Hvad er der for en svamp, som først ligner blød blomkål?

Sidste sommer skar jeg alle grenene af et ca. 20 år gammelt fyrretræ. Så nu står stammen og de stærkste grene tilbage som klatretræ.

En morgen så jeg pludselig, at der ca. en meter over jorden var to udvækster. De er ca. på størrelse med en halv tennisbold og lignede fuldstændig en buket fra et blomkål. Jeg prøvede at stikke en pind i, og det var helt blødt og snasket.

Ca. 12 timer senere var det blevet rødligt og helt snasket (lignede faktisk lungevæv, hvis man ved, hvordan det ser ud, og der piblede også blodrøde dråber ud af den.

Sodsvamp, Brefeldia maxima

Den blomkålslignende hvide havde forvandlet sig til noget rødt, der lignede lungevæv. Foto: Christian Jensen

Sidenhen skete der det, at gevæksten er blevet helt sort, og nu nærmest er helt støvet, når man kratter i den.

Sodsvamp, Brefeldia maxima

Efter nogle dage var det helt sort og støvet. Foto: Christian Jensen

Det er meget mærkeligt. Har I nogle ideer til, hvad det kan være?

Med venlig hilsen
Christian Jensen, maj 2007

Svar

Ja, det ser underligt ud. Jeg har aldrig set dette før, så jeg har sendt dine foto og spørgsmål til Foreningen til Svampekundskabens Fremme. Steen Andrew Elborne, næstformand i foreningen, har ud fra dine to fotos kunnet identificere svampen og her sendt os dette svar:

Der er tale om en slimsvamp, som kaldes sodsvamp,Brefeldia maxima. Der er med andre ord ikke tale om en rigtig svamp, idet slimsvampe lever som amøber i fugtigt træ, hvor de lever af at spise bakterier og andre mikroorganismer. På et tidspunkt samles en mængde af disse amøber til en stor slimklat, som først er hvid, siden violet for til sidst at blive sort. I det sidste stadie kan det minde om en støvbold, idet »frugtlegemet« under en tynd hinde består af et fint sort sporestøv, som kan spredes igennem luften.

Desværre nåede indsenderen af spørgsmålet ikke at fotografere den hvie udgave af sodsvampen. Hvis du er interesseret, kan du se den hvide blomkålslignende udgave af sodsvampen her hos Fugle og natur.

Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Botanik og plantenavne > Hvad er der for en svamp, som først ligner blød blomkål?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider