Spørg eksperterne

Får vi mere oversvømmelse, hvis birketræer fældes?

Når det regner, har vi en meget våd sommerhusgrund – der kan ligefrem danne sig små søer på græsplænen. Vi har også fem imponerende birketræer. Vi har desværre også en pollenallergiker i familien.

Nu til spørgsmålene: Er det ikke korrekt, at birketræer suger en masse vand, og at vores vandproblem ville blive endnu større ved at fælde de gamle birke?

Er der andre træarter, om suger vand lige så godt som birk, vi kan erstatte dem med?

Med venlig hilsen
Mikael Hansen, maj 2010

Svar

Det er helt korrekt at flere træarter kan opsuge og fordampe væsentlige mængder vand, hvor birketræer er et af dem. Der er dog ikke noget entydigt svar på hvor meget vand, men eksempelvis er birketræer forsøgt anvendt til at tørlægge våde arealer. Effekten af fordampning afhænger i høj grad også af træernes størrelse og deres løvmasse. Hvis det er store, fuldvoksende birketræer, I har stående, er det ret sandsynligt, at en fældning vil påvirke, hvor længe det opstuvede vand på græsplænen ses.

Da I er glade for jeres birketræer, skal I overveje et par ting, førend de fældes. Vides det med sikkerhed, at familiemedlemmet er allergisk overfor birk, og bruger I sommerhuset i birkens blomstringsperiode? Birkens blomstringstid er relativt kortvarig, og ligger overvejende fra midten af april og til midten/slutningen af maj – afhængig af forårets temperatur.

Det vil være et rigtigt godt initiativ at fælde træerne, såfremt vedkommende er allergisk for birkepollen, og I bruger sommerhuset i blomstringsperioden. Birkepollen er blandt de mest allergifremkaldende pollen, og fremkalder ofte en slem reaktion hos den allergiske person, hvorfor ophold inde og ude i nær afstand til disse træer typisk vil give stor gene.

Fælder I træerne så er der to muligheder: I kan plante nye træer, der også er vandsugende. Eg og bøg fordamper også større mængder vand, men det kræver store træer – hvorfor pil er en interessant løsning. Pil er også allergifremkaldende, men slet ikke i samme grad. Troldpil/proptrækkerpil, Salix matsudana, er en af de pilearter som litteraturen nævner som et effektiv vandfordamper. For at få ‘optimal’ vandsugende effekt kan de oplagt plantes tæt og så tyndes ud i de efterfølgende år. Troldpilen får krøllede/bugtede grene og kan under optimale forhold blive 10 meter høj, og kan igennem opstamning således blive en værdig skyggegiver akkurat som birken. Udtrykket er dekorativt, men selvfølgelig noget helt andet end birken.

Hvis der dannes søer på græsplænen hver gang, det regner, så vil det være en god ide at overveje at få grunden drænet. Vi har i Danmark set flere intensive regnskyl de senere år som følge af klimaforandringerne, og hvis jeres sommerhus ikke er beliggende højere i terrænet, så kan det jo ende med våde gulve. Derfor bør I overveje at få etableret en faskine, der kan fungere som reservoir for regnvandet, og dermed undgå opstuvning. Der findes forskellige løsninger, der også afhænger af jordens beskaffenhed – om I har sandjord eller lerjord, og i hvilket niveau vandspejlet typisk står i jorden. Kontakt kommunen for yderligere info, eventuelt en kloakmester for assistance og hjælp.

Med venlig hilsen
Martin Theill Johansen
Landskabsarkitekt MDL

Kommentarer

Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Blomstergården

Træer fra egne podekviste

Primabolig

Topkapning og beskæring af store træer

Spiroggro

Frø og stiklinger af træer og buske

Rhododendron-Haven

Specialplanteskole og park

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Buske og træer > Får vi mere oversvømmelse, hvis birketræer fældes?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider