Spørg eksperterne

Kan man så klematis fra frø?

Jeg har nogle klematisfrø i køleskabet. Kan jeg plante dem i potter nu med ca 1 cm jord over dem?

På forhånd tak.

Med venlig hilsen
Tommy, maj 2025

Svar

Kære Tommy,

Du kan godt prøve at så dine frø af klematis nu, vel vidende at de i naturen ville kaste frøene om efteråret. De er kuldekimere og skal have en kuldeperiode for at spire. I dit tilfælde opfyldt ved opholdet i køleskabet.

Sådybden på 1 cm er fin, de skal ikke sås dybere.

Skal de stå udenfor, så sæt en mælkehvid plastikpose med et par klippede, små huller over potterne med frøene og sæt dem et sted, hvor du kan holde øje med, at de ikke tørrer ud, og hvor de kan stå i de op til to år, det kan tage for frøene at spire. Nogle sorter spirer dog hurtigere.

Du kan også prøve at forspire nogle af frøene indenfor. Så flere frø i hver potte og sæt potterne et sted med lys, uden at der er tale om direkte sol, og hold jorden jævnt fugtigt.

En mere sikker måde at få klematis på er at tage stiklinger af en eksisterende klematis. Her i juni er et godt tidspunkt, hvor grenene er halvmodne og kan nå at slå rod inden efteråret.

Forbered et antal potter med en jord blandet med grus, perlite eller andet materiale, der kan lave en let jord. Vand jorden, så den er godt fugtig, uden at være drivende gennemblødt.

Klip stiklingerne lige under et bladsæt og lige over det næste bladsæt. Der må gerne være en »hæl« på den del, der kommer ned i jorden. Sæt straks stiklingerne ned i potterne, gerne tre-fem i hver potte. Tryk dem fast med en let hånd.

Sæt en mælkehvid plastikpose over hver potte og klip et par huller i den. Posen laver en drivhuseffekt og holder på vandet, den hvide farve skærmer mod den værste sol, og hullerne sikrer udluftningen. Stil potterne er lyst sted uden direkte sol og gerne lidt køligt, hvis det er muligt.

Læs mere om at stiklingeformere her >

Ligesom med frøene kan klematis være længe om at sætte rødder på stiklingerne, så der skal lidt tålmodighed til. Der kan godt gå et par måneder, før de har slået rod.

Endelig kan du lave en nedkrogning, hvor du sænker en ung, frisk gren på en eksisterende klematis ned til jorden og holder den fast ved jordoverfladen med en teltpløk, sten, bøjet ståltråd e.l. Du kan eventuelt skære et lille snit i barken på den side, der rører jordoverfladen. Dæk den del af grenen, der har kontakt med jordoverfladen med en lille bunke jord. Spidsen af grenen skal stikke op og vokse videre.

Hold jorden jævnt fugtig og vent i to til seks måneder på, at klematisen sætter nye rødder på den del, hvor den har jordkontakt. Når der er kommet rødder, kan grenen forsigtigt klippes fri af moderplanten og plantes et nyt sted.

Med venlig hilsen
Heidi Kirk Nissen
Redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Spiroggro

Frø til gavn for insekter

Gartneri Toftegaard

Øko planter til den spiselige have

Frøsnapperen

Grundige såvejledninger til alle frø

The Plant Explorer

Se Danmarks største frø udvalg

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Frø og formering > Kan man så klematis fra frø?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider