Spørg eksperterne

Har i nogle råd til vores nye stykke med bærbuske?

Hejsa, vi har overtaget en herlig stor (godt 50 m²) køkkenhave med en stribe gamle stikkelsbær- og solbærbuske i. Desværre var det hele nærmest groet til i ukrudt og »jordløbere« fra stikkelsbærrene, så nu har vi gravet hele molevitten op og vil starte forfra og i den forbindelse er der dukket et par spørgsmål op:

  1. Er det overhovedet klogt at plante bærbuske det samme sted igen og er der evt. noget vi kan gøre for at gøre betingelserne for de »små nye« bedre?
  2. Vi har tænkt os at investere i opstammede buske, vel vidende at de jo giver lidt mindre, men til gengæld er nemme at luge under. Er der noget særligt vi skal være opmærksomme på med opstammede buske?
  3. Da der jo var en del ukrudt, vil det sikkert komme igen næste forår. Vi har derfor tænkt os at dække jorden under buskene et års tid, hvad kan vi bruge til det? Er våde aviser o.k.?
  4. Siden ville vi så plante skovjordbær under buskene, det vil sikkert glæde de mange fugle i haven, men tager jordbærrene for meget næring fra buskene?

På forhånd mange tak for råd og vejledning.

Med venlig hilsen
Jenny Færch, oktober 2003

Svar

  1. Planterne har bedst af at blive plantet i jomfruelig jord. Generelt vil jeg ikke anbefale at plante Ribes lige efterRibes, men jorden på voksestedet kan blot udskiftes fra et andet sted i haven.
  2. Ud over et lavere udbytte, skal opstammede planters form løbende vedligeholdes gennem beskæring. Det indbefatter fjernelse af eventurelle skud fra basis og fra stammen og udtynding i kronen og fjernelse af grene ældre end 3–4 år. Det bør sikres, at der hvert år etableres et par unge grene i takt med at der fjernes ældre. Med hensyn til lugearbejdet, så kan der, afhængig af underbeplantning, være mere lugearbejde under opstammede buske, da lysmængden ved jordoverfladen er større end under skyggegivende buske. Dette gælder ikke mindst frøukrudt. Bundække under buskene kan fint bruges under lave buske – her skal det blot være skyggetolerante som f.eks. almindelig løvefod, guldjordbær, hjerteblomst, skovjordbær, storkenæb eller andre.
  3. Afdækning medfører frigivelse af fremmedstoffer til jorden i takt med den mikrobielle nedbrydning. Aviser vil jeg ikke bruge, da papiret er påført tryksværte, hvis skæbne i jorden næppe er uproblematisk. Miljø & Sundhed anbefaler da heller ikke kompostering af papir påført tryksværte. Det eneste bæredygtige er uden tvivl gammeldags lugning, som i tilgift gavner helbredet. Sort plast og pap vil ligeledes frigive fremmedstoffer. Vælger du alligevel at anvende avispapir, hvilket frarådes, bør såvel den anvendte farve som papir som minimum være svanemærket. Hold dig langt væk fra glittet og farvestrålende reklamepapir.
  4. Underbeplantning af skovjordbær er fint, selv om de kan brede sig aggresivt. Ananasjordbær, (almindelig havejordbær) derimod kræver mere vand og næring og vil øge konkurrencen. Ønsker I kun at have skovjordbær på et afgrænset område, må de holdes i skak løbende. Hvis I har skvalderkål eller kvik, bør der ikke være nogen som helst overlevende, der kan opformere problemet senere. Alle skal udryddes. Så hvis der tidligt går udløbere i de nyplantede buskes rødder, er I faktisk lige vidt. Måske er det værd enten at fjerne alt manuelt eller vente med plantningen til »zonen« er ukrudtsfri.

Med venlig hilsen
Henrik Ahlmann
Økologisk Havebrugskonsulent

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Gartneri Toftegaard

Kultsted for drivhusplanter krydderurter

Dansk Hjemmeproduktion

Frugttræer, Bærbuske, Naturgødning

Camilla Plums økologiske frø

Skønne, sjældne frugter og bær

Assens Planteskole

Diverse prydtræer, prydbuske, frugttræer

Gamlefrugtsorter.dk

Gamle sorter af frugttræer på vildstamme

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Frugt og bær > Har i nogle råd til vores nye stykke med bærbuske?

Søg:

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider