Jeg købte sidste år en villa lejlighed på Amager. I haven står et gammelt pæretræ. Det blomstrer, men bærer ikke frugt og virker generelt dødt. Jeg har fundet et par store søm i træet. Kan man på nogen måde nogen redde et sådan træ?
Med venlig hilsen
Jeppe Schramm, februar 2006
Til lykke med dit nye pæretræ, som jeg bestemt ikke synes, du bare skal fælde. I hvert fald ikke i første omgang.
Første problem – det blomstrer men sætter ikke frugt – skyldes med stor sandsynlighed manglende bestøvning. Her er flere muligheder, men den bedste er at pode et par forskellige sorter i træet til at bestøve med – helst Conference og Hardy eller Clara Frijs. 2 sorter fordi du ikke kender sorten på træet. Ompodningen skal ske i sidste halvdel af april og gerne på et par vandrette grene, der får noget lys. Er du i tvivl om hvordan – søg en hjælper på »Havenyt« og få fat i podekvistene, så de enten kan ligge på køl til podetidspunktet, eller få kvistene gravet ned et sted med skygge. Alternativt kan der plantes et træ mere, men du risikerer at få samme sort, som den der står der, og du er lige vidt.
Hvis det gamle træ virker gammelt og på retur – kan det forynges ved at skære noget af det dårlige af – og meget gerne en del af toppen – et sted mellem en trediedel til halvdelen, men stadig ikke længere ned end at der stadig er vandrette grene tilbage. Den kraftige beskæring kan evt. laves samtidig med ompodningen – eller det kan gøres nu. Husk ikke at efterlade helt vandrette sår på stammen ved beskæringen, her vil kunne stå vand og der kan gå råd i stammen ved det.
En så kraftig beskæring vil uvilkårligt give en masse tilvækst, og det skal så for en stor del fjernes hvert år fremover, men samtidig vil det betyde, at frugterne vil blive nemmere at plukke – igen forudsat de bliver bestøvet.
Gamle pæretræer er ofte meget smukke og næsten skulpturer i sig selv, både om vinteren i nøgen tilstand og i blomst, hvis de har fået lov til at vokse uden beskæring. Hvis det er sådan et træ, du har, skal du være opmærksom på, at du vil ødelægge det som prydtræ ved en kraftig beskæring – sådan et træ vil du ikke få igen i din levetid, hvis du planter et nyt pæretræ. Så hvis det er et flot gammelt træ, skal man virkelig vurdere, om det er træet i sig selv, der er værd at bevare som havens pryd, eller om man udelukkende går efter at forsøge at få frugt på igen.
Med venlig hilsen
Boi Jensen
Podemester, De gamle sorter
Søg i forhandlerguiden:
Gamle danske sorter
Flerårige spiselige planter til haven
Udlejning af mosteri
Gamle sorter af frugttræer på vildstamme
Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Frugt og bær > Pærer > Kan man redde et gammelt pæretræ?
Kommentarer
Der er 4 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…