Jeg plejer at gøde min urtehave med hestemøg med halm hvert efterår. De sidste to år har rideskolen (hvilket jeg ikke var opmærksom på) brugt træpiller i stedet for halm i boksene. Resultatet har været dårlig eller slet ingen spiring og dårlig vækst.
Jeg har nu fået lavet en jordbundsanalyse som viser Rt 6.6, Pt 11.5, Kt 44.1. Hvad tror I, der er galt. Nogle har fortalt mig, at der er lim i træpiller? Da jeg hentede møget lignede det fintskåret halm, men det var det altså ikke.
Min normalt frodige have ligger hen som en sandkasse. Hjælp.
Med venlig hilsen
Else N., august 2013
Det er godt at få oplyst analysetallene for jorden. Mens reaktionstallet ligger særdeles fint, må man sige, at kaliumtallet (Kt) ligger højt. Man vil normalt stræbe efter Kt = 20–40. Derfor er det ærgerligt, at der ikke er oplyst noget om det, der hedder ledningstallet (som bør ligge på 2–4). Dette tal udtrykker den samlede koncentration af opløste mineralsalte i jorden.
Min formodning er, at haven efterhånden er blevet så velgødet, at mængden af opløste gødningsstoffer overstiger det, som rødderne kan tåle. Når ledningstallet kommer over de 4, trækkes vandet ud af rødderne på grund af den mekanisme, som hedder osmose.
Hvis det er, som jeg formoder, bør I selvfølgelig helt undlade at gøde de næste 2–3 år og desuden nøjes med at dyrke salttålende afgrøder til næste år. Det er planter, der oprindeligt stammer fra de meget mineralrige tangvolde langs kysterne, og man kan nævne løg og kål som eksempler på disse urter.
Under alle omstændigheder kan man se bort fra træpillerne som årsagen til de dårlige forhold. Træpiller hænger sammen alene på grund af det store tryk, de er presset med, og der er ikke nogen grund til at lime dem sammen. Derfor er det i denne sammenhæng uden betydning, om hestemøget er blandet med træspåner presset til piller eller halm.
Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk
Søg i forhandlerguiden:
Gavnlige mikroorganismer
HORNUM gødning til hus, have og drivhus
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Gødning > Er det træpillerne i hestemøget, som giver problemer?
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…