Spørg eksperterne

Skal bøgehækken klippes helt ned for at blive tæt forneden?

Vi har købt et nyt hus fra 2004, hvor der samtidig blev plantet en ny bøgehæk. Det ser ud som om, at den aldrig er blevet klippet. Mange af planterne er helt bare – uden sideskud – på de nederste 50–60 cm eller har meget begrænset med skud. Ovenover (ca. 60 cm til 120 cm) er der fint med blade (også her i januar). Visse steder rager skud uden blade helt op i ca. 180 cm højde.

  • Hvordan får vi en hæk, som er tæt helt fra jorden?
  • Er det nødvendigt at klippe den helt ned?
  • Hvor meget er helt ned? 50 cm. over jorden? 60 cm over jorden? Hvis ja, hvornår skal den klippes?
  • Er der noget, vi skal være opmærksomme på, når vi klipper den?
  • Hvor hurtigt kan vi forvente, at den vokser herefter?

Med venlig hilsen
Aksel Bech, januar 2009

Svar

Det er meget svært at forynge en bøgehække, for planterne tåler ikke alt for godt at blive beskåret hårdt, – og det er desværre den nødvendige kur, sådan som spørgeren også selv er inde på.

Hele projektet går ud på at få planterne i gang med at sætte nye skud og helst helt nede fra jordoverfladen. Man kan sige det sådan, at jo lavere man ønsker grenene ansat, jo tættere på jorden skal planterne overskæres. Altså: hvis man vil have grene fra 10 cm over jorden, skal planterne skæres over i 10 cm højde. Det er meget drastisk, men de fleste hækplanter klarer det med lethed. Desværre gør bøgeplanter det ikke altid.

Derfor må man i stedet fjerne alle sidegrene på samme side af hækken helt ned til jorden. Når hækken har sat nye skud på den behandlede side, kan man året efter give den modsatte side af hækken samme behandling. For at undgå, at hækken skygger for sig selv, bør man begynde med den side, som er mest i skygge.

Begge behandlinger skal ske i vintertiden for at tvinge planterne til at aktivere de sovende øjne, som skal blive til nye grene.

Til sidst kan man tilføje, at hvis hækkens ejer har modet til at satse, kan man i stedet gøre det hele ad én omgang. Det vil sige at skære alle planter ned til f.eks. 10 cm over jorden her i januar–februar, men det er altså et råd, som er givet med alle forbehold, – som det også ses af det allerede nævnte!

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Arresø Pil

Flet selv pilehegnet

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Hegn og hæk > Skal bøgehækken klippes helt ned for at blive tæt forneden?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider