Spørg eksperterne

Hvordan dyrker jeg græskarmænd, pumpkins?

Jeg har fået en pose frø direkte importeret fra USA. På posen står håndskrevet: Græskarmænd. Hvordan og hvornår skal udplantning ske? Hvor meget plads kræver de? Hvornår skal de høstes? Kan jeg hive frø ud af dem til næste sæson?

Med venlig hilsen
Charlotte Hoppe, april 2002

Svar

»Græskarmænd« eller på amerikansk »pumpkins« er en slags græskar, men står altid for sig selv i frøkatalogerne på grund af deres særlige udseende og anvendelse. De er altid runde eller højrunde, stærkt orangefarvede og har tydelige »ribber«. Ud over lygtemænd bruger vi dem også til de traditionelle tærter, pumpkin pies, til taksigelsesdag og jul (men kødet af f.eks. hokkaido og buttercup er bedre, også til tærter).

Alle de pumpkins, jeg har dyrket eller set i katalogerne, er kraftige planter med ranker – de fleste med lange ranker, men enkelte sorter er mere kompakte. Så de kræver megen plads. De elsker også at klatre, så de kan med fordel dyrkes i nærheden af et træ eller et hegn.

Pumpkins dyrkes som danske græskar med masser af gødning eller kompost. De sås i potter indendørs og plantes ud, når jorden og nætterne er lune – jeg gør det normalt først i juni. De små planter afskyr blæst og kommer bedre i gang, hvis man dækker dem med net eller (i kort tid) med en stor potte eller spand, hvis det blæser op.

Græskarrene høstes om efteråret, før det rigtigt bliver frostvejr (planterne er for længst døde). De skal stå varmt i nogle dage, før de stilles til opbevaring – især stænglerne, der bruges som håndtag, når man laver græskarmænd, skal være godt tørre. Men de har ikke lang holdbarhed og bruges normalt til halloween, allehelgensaften, 31. oktober – så opbevaring er normalt ikke et problem.

Om man kan tage frø af sine pumpkins afhænger af to ting:

  • Mange pumpkins er gamle traditionelle sorter og egnede til frøavl, men der findes også mange nye F1-hybridsorter. Af disse vil man ikke få samme slags pumpkin næste år. Så regn ikke med planter fra egne frø som eneste leverandører af næste års pumpkins – men hvis man har masser af plads, kan det være sjovt at se, hvad der kommer af egne frø.
  • Pumpkins tilhører samme art som squash eller courgetter – altså de lange grønne og gule med tynd skræl, man køber i butikkerne. Og alle squash og græskar krydser sig lystigt. Så du kan ikke dyrke begge dele og regne med at få rene pumpkinfrø. Som med hybrider kan det være morsomt at se, hvad der kommer af krydsninger, men det vil sjældent være rigtige pumpkins. Men danske »centnergræskar«, dem til syltning, samt de nyere hokkaido er en anden art. Så du kan dyrke pumpkins sammen med disse og få gode frø. Men se punkt 1, og husk at tage naboerne i ed – der skal ca. ½ km til de nærmeste squashplanter, hvis du vil være helt sikker på rene frø.

Med venlig hilsen
Lila Towle
Formand for Frøsamlerne, Frøsamlerne

Kommentarer

Der er 5 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Søkjærgård Samsø

Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug

Frøsnapperen

Grøntsags- & blomsterfrø til køkkenhaven

Solsikken

Alt til den økologiske have

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Staudemarken

Lægebaldrian,duftende,selvsående

Gartneri Toftegaard

Anderledes øko grøntsager

Hvidløg og Vin

SÆTTEHVIDLØG, spisehvidløg og biovine

Land Højbede

Land Højbede og Plantekasser

Økologiens Have

Økologisk besøgshave

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Køkkenhaven > Hvordan dyrker jeg græskarmænd, pumpkins?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider