Spørg eksperterne

Hvorfor dør mine hindbær?

Mine hindbær dør! I ’98 eller ’99 plantede jeg i vores helt nye have to slags hindbær. De sentbærende ‘Autumn Blis’, som har båret utroligt meget, sommetider helt hen i november måned, og de tidlige ‘Glen Moy’, som volder mig problemer. Hvert år må jeg fjerne døde planter og nu er der kun ganske få tilbage. Jeg overvejer at fjerne de resterende når de har båret i år og sætte nogle andre. Hvorfor dør de? Kan I foreslå en god tidlig sort og skal der gøres noget ved jorden før jeg planter nye? Jorden er fed og tung muldjord.

Med venlig hilsen
Dorte Andersen, maj 2003

Svar

Hvis de unge hindbærskud mørkfarves på rødder og nedre stængel og de nye, misdannede skud minder lidt om en hyrdestav i formen (bøjet, med vissen top) er planterne sikkert angrebet af sygdommen rødmarv, Phytophora fragaria var. rubi. Ved at skrabe barken af angrebne grene, ses det underliggende væv misfarvet rødbrunt til sort. Uden disse symptomer, kan der være tale om andre svampe eller bakterieinfektioner, der trives i tung, iltfattig jord. Rødmarv er en ‘fætter’ til kartoffelskimmel, Phytophtora infestans, og en sygdom, der første gang i Danmark netop blev fundet i sorten ‘Glen Moy’. Sygdommen kan være indført med dine nyindkøbte planter, og efterhånden som den breder sig, vil flere og flere planter dø. Rødmarv har fra USA spredt sig til Europa de sidste årtier og givet store skader hos professionelle avlere. Det er desværre en alvorlig infektion.

Har planterne rødmarv, står de ikke til at redde; de skal graves op og destrueres ved afbrænding. Det er vigtigt at fjerne alt. Jorden er ligeledes inficeret på voksestedet, hvilket betyder, at nye planter kan smittes via drænvand, jordrester fra støvler, haveredskaber og lignende en årrække frem. Du bør derfor undgå spredning af jord og sørge for at varmebehandle haveredskaber, trillebør og beskæreværktøj eller på anden måde desinficere dette. Der er desuden risiko for smitte til jordbær, brombær, potentil og nellikerod, men disse slægter kan bedre klare angrebet, og derved være med til at holde infektionen ved lige, da symtomerne ofte er mindre udtalte og aggresive. Hold øje med disses trivsel.

Du kommer til at undgå egne hindbær i de næste par år (4–6 år, hvis symtomerne stemmer). Ved nyplantning, der skal ske et andet sted i haven i frisk jord, må jorden drænes med grus eller planterne dyrkes i højbede. Det er vigtigt at undgå kompakt, sammentrykket jord mellem rækkerne oog omkring rødderne, da sygdommen trives på vandlidende jorde. Du kan evt. udlægge gangfliser eller anden belægning, der nedsætter trykbelastningen fra trafik. Køb kun nye planter, der er kontrolleret og certificeret fri for sygdommen.

Med venlig hilsen
Henrik Ahlmann
Økologisk Havebrugskonsulent

Kommentarer

Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Plantesygdomme > Hvorfor dør mine hindbær?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider