Spørg eksperterne

Hvordan undgår jeg stråleplet og meldug på roserne?

Findes der økologiske svampemidler mod meldug, skurv, stråleplet, og hvad det ellers hedder. Mine roser får hver sæson de her kedelige brune pletter, som bevirker at bladene efterhånden falder af. På forhånd tak.

Med venlig hilsen
Søren W. Jensen, marts 2002

Svar

Du nævner meldug, skurv og stråleplet, men det, som du beskriver, er stråleplet. Den vil jeg gerne råde dig om neden for, men før det må man lige nævne, at roser ikke kan få skurv. Forskellige svampe angriber masser af andre træagtige planter og fremkalder det sygdomsbillede, som vi kalder »skurv«, men det ses altså ikke på netop roserne.

Og nu til det første spørgsmål. Nej, der findes ikke økologiske svampemidler. Derimod findes der en hel række mere eller mindre vel afprøvede husråd, som jeg ikke skal komme ind på her.

Hvad du faktisk kan gøre mod stråleplet, det er to ting. Dels kan du vælge at dyrke sorter, som er resistente mod sygdommen, og dels kan du fjerne smittekilden til sygdommen. Det sidste er i virkeligheden meget let, for det består simpelthen i at fjerne angrebne blade helt væk fra roserne, og især da at få fjernet det nedfaldne løv under buskene om efteråret.

Mod meldug er rådet i første omgang det samme, altså at foretrække sorter, som er meldug-resistente. Men desuden kan man gøre en række ting, som gør roserne mere modstandsdygtige: udtynd dem, så luften kan passere gennem busken hele sommeren igennem; giv dem kalk hver vinter, for det hærder overhuden; og spar mest muligt på kvælstofgødningen, som giver sart, sårbar vækst.

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er 5 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Plantesygdomme > Hvordan undgår jeg stråleplet og meldug på roserne?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider