Yndefulde og robuste roser

Af Winnie Poulsen, væver

Hvis jeg skal anbefale en rose, skal den være overdådig. Den skal være robust over for alle de sygdomme, som kan få roser til at se så ynkelige ud.

Den skal dufte meget og allerhelst med den rosenduft, som ligger nærmest freesiaduften, ikke med den mere udbredte duft, som minder mig om sæbe.

Den skal være villig til at vokse på den sandbund, som er i min have, og den skal have en yndefuld vækst, ikke som de stivbenede tehybrider.

Roser i forsommeren

Det, jeg ikke forventer, er blomstring gennem hele sæsonen. Roser vil jeg nyde i forsommeren, og så får de gerne samle kræfter til næste sommers blomstring resten af året. Det gør også, at de ikke er så grådige. En gang græsklip et par gange i sommerens løb hjælper både til at holde ukrudtet væk og til at give næring, og det holder på fugtigheden omkring planten.

Mine yndlinge

Efter at have prøvet temmelig mange af de gammeldags roser, har jeg set, at mange af de franske, som altid charmerer mig i bøgerne, ikke er glade for at leve i mit kolde klima her på Midtdjursland og min sandjord.

Det er gået bedre med den type, der hedder albaroser. Selv om det betyder hvide roser, er de ikke alle sammen hvide. Der er også mange lyserøde imellem.

Deres vækst er som en høj busk, hvor grenenes yderste del bliver overhængende. De behøver ingen opbinding, og de har et pænt, grågrønt løv, der holder sig godt efter blomstringen. Mine favoritter hedder ‘Mme Plantier’, ‘Celestial’, ‘Belle Amour’, ‘Cloris’, ‘Maiden’s Blush’, ‘Maxima’, ‘Felicité Parmentier’ og ‘Dronningen af Danmark’. Der er nu ingen blomstergruppe, der har så flotte navne som roserne.

Rosa helenae ‘Lykkefund’

Roser

Rosa multiflora ‘Carnea’. Den oprindelige portal er af flere omgange blevet udvidet til at blive en rosentunnel.

En helt særlig hårdfør og velduftende rose er Rosa helenae ‘Lykkefund’. Den kan på få år komme til at fylde mange kvadratmeter, så man skal give den en plads, hvor den har mulighed for at brede sig. Den har brug for en eller anden form for stativ eller støtte at vokse over, for grenene er ret bløde. Den er så overdådig, at jeg uden betænkning skærer rosenbuketter til gulvvaser fra min ene plante. Når den blomstrer, kan den duftes på både 10 og 20 meters afstand. Blomsterne er forholdsvis små, halvfyldte, hvide med en gul midte.

Rosa multiflora ‘Carnea’

For år tilbage plantede jeg Rosa multiflora ‘Carnea’ for enden af min midtergang i urtehaven. Den skulle vokse op over en portal til den ene side og hen over et 3 meter langt hegn til den anden. Nu har jeg af flere omgange udvidet portalen til at blive en rosentunnel, og alligevel må jeg også efter den med saksen ind i mellem. Den har små, fyldte lyserøde blomster i klaser og de dufter over hele urtehaven i de uger, den er i blomst. Både denne og ‘Lykkefund’ har den særlig dejlige rosenduft, som jeg ikke har noget navn til, men som er specielt fin og som minder lidt om Freesiaduft.

Plantning af roser

Da roser sælges i potter, kan de plantes om sommeren. Planterne kan så nå at vokse sig godt fast i løbet af vækstsæsonen, og de vil kunne klare sig gennem en hård vinter – hvis vi ellers nogen sinde får en sådan igen.

Det bedste rosenkøb er dog at skaffe barrodede planter, da de er kraftigere. De fås og plantes i oktober/november.

Kommentarer

Der er 11 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Roser > Yndefulde og robuste roser

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider