Spørg eksperterne

Hvad er de lange, hvide orm i mine jordbær?

I mine jordbær har jeg fundet en del lange, tynde, hvide orm, der ruller sig sammen. De er kommet de seneste år og gør jordbærrene uspiselige. Hvad er det, og hvad skal jeg gøre for at komme af med dem?

Med venlig hilsen
Anne-Mette Jansen, april 2002

Svar

Dit spørgsmål har voldt lidt kvaler, da vi på redaktionen ikke kendte problemet. Jeg har derfor spurgt Maren Korsgård, som er konsulent for de økologiske frugt- og bæravlere. Hun var sikker på, at det ikke var et skadedyr på jordbærrene, men kunne huske at hun havde set nogle hvide orm i køkkenhaven. En af hendes kollegaerne kendte også fænomenet og vidste, at det var nematoder. De har sendt en kopi af en side fra J. Jørgensens »Havebrugszoologi for Have og Landskab«, hvor der står følgende:

»En række nematoder er parasitter i insekter. Nogle af dem har vigtige skadedyrsarter som værter, og et mindre antal udnyttes til bekæmpelse af skadedyr, fx. af rodlus og væksthussnudebille.

Til rundormene hører også trådorme, Mermithoides, der er karakteristisk ved deres længde i forhold til tykkelsen, nogle er i udvokset stand 10–20 cm lange. Larverne er parasitter i insekter, hvor de til sidst kan forekomme i nøgleformede sammenrulninger, som udfylder hele kropshulen. Derefter forlader de værterne og findes en kort tid i jordoverfladen, hvor de lægger æg. På fugtige, varme sommerdage kan de undertiden optræde i store mængder på jordoverfladen og på planter. Parasitteringen vil, så vidt vides, altid reducere værternes fertilitet og måske gøre dem sterile. Der er tale om mange arter af trådorme og insekter af forskellige ordner, men parasitteringens omfang, værstspecifitet etc. er dårligt kendt.«

Dette er antagelig forklaringen. Måske hjælper det ikke på din lyst til at spise jordbærrene, men vores grønsager, frugt og bær dyrkes ikke i sterile omgivelser. Der kravler også snegle, biller osv. rundt på jordbærrene, uden at du ser det. Så det er en god ide at skylle tingene, inden du spiser dem.

Til gengæld kan du glæde dig over, at disse »orme« er nyttedyr, som er med til at begrænse antallet af skadedyr i din have.

Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Kommentarer

Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Solsikken

Alt til den økologiske have

Borregaard BioPlant

Nyttedyr til drivhuset og haven.

Revira – det usynlige hegn

Det usynlig hegn mod uønskede dyr.

ECOstyle A/S

Nematoder, fælder og midler

Robinie.dk – SkovTrup

Beskyt afgrøder med insektnet – bionet

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Skadedyr > Hvad er de lange, hvide orm i mine jordbær?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider