Vi har i år pludselig opdaget en masse snegle i vores have. De er helt sorte, ca. 3 mm brede og ca. 4 cm lange. Vi er bange for, at det måske kan være de meget omtalte dræbersnegle. Vi har aldrig før set dem i haven, som vi har haft i 12 år. Der er temmelig mange. Hver aften kan vi samle 10–20 stk. Hvad kan man gøre ved dem? De spiser vores planter. Dog ikke vores Rhodondendron. Vi har hørt om noget, man kan vande med. Vi håber meget, at I kan give os svar, så vi ved, om vi skal være bekymrede.
Med venlig hilsen
Lene Burmester, juni 2005
Ud fra beskrivelsen er det svært at sige hvilken snegl, det kan være. Den virker lille og slank i forholdet til de iberiske snegle, men sådan kan de iberiske snegle godt se ud indtil de bliver voksne. På Naturhistorisk Museums netsted er der en side om iberiske snegle, som også viser billeder af andre snegle, bl.a. nøgen havesnegl. Sneglen I beskriver kunne være nøgen havesnegl, som også kan være et træls bekendtskab. Selvom den ikke er så stor, som den iberiske skovsnegl, kan den god tage for sig af retterne.
Du skriver om at bruge noget, som kan vandes ud. Det er nematoder, som er en rundorm, der snylter på snegle. Det er rigtigt, at nogle har gode erfaringer med at anvende det mod snegle, bl.a. ved at putte det på agurkeskiver, som sneglene så spiser. Andre mener ikke, at nematoder virker. Det skyldes måske, at nematoder (selvom det ligner lyst pulver) er levende og derfor følsomt for opbevaring under forkerte forhold. Man skal derfor være opmærksom på at opbevare og anvende nematoderne rigtigt. Man kan læse mere om nematoder på forhandlersiden www.nyttedyr.dk
Bruger man nematoder er det også vigtigt at være opmærksom på, at de sandsynligvis virker mere effektivt på nogle af de øvrige sneglearter, end de virker på den iberiske skovsnegl, og de vil også påvirke, evt. kunne udrydde, f.eks. vinbjergsnegle i en have. Vinbjergsneglen spiser måske den iberiske snegls æg, og er som de øvrige snegle i haven, en del af den fauna, der sørger for nedbrydningen og omsætningen i naturen. At bekæmpe snegle med nematoder er det, man kalder biologisk bekæmpelse, i modsætning til kemisk bekæmpelse. Biologisk bekæmpelse er ikke nødvendigvis mere miljøvenligt end kemisk bekæmpelse. Den mest miljøvenlige form for bekæmpelse er at slå de uønskede snegle ihjel f.eks. ved at klippe dem over. Er det nødvendigt at tage andre metoder i brug, findes der to lovlige metoder til bekæmpelse af snegle udenfor væksthus i Danmark. Det er som allerede omtalt nematoder og desuden Ferramol /Sneglestop (jernfosfat). I begge tilfælde mener jeg, det er vigtigt at bruge bekæmpelsen målrettet, så man først og fremmest bekæmper de snegle, der er til gene i haven.
Med venlig hilsen
Birte Buhl
Biolog, Grøn Guide i Århus
Søg i forhandlerguiden:
Alt til den økologiske have
Beskyt afgrøder med insektnet – bionet
Det usynlig hegn mod uønskede dyr.
Nyttedyr til drivhuset og haven.
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Skadedyr > Er de sorte snegle dræbersnegle?
Kommentarer
Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…