Skadedyr og plantesygdomme

Iberisk skovsnegl (dræbersnegl)

Arion lusitanicus

Iberisk skovsnegl (populært kaldet dræbersnegl) er almindeligvis rødbrun, men kan variere i farve fra brunsort til orange. Kendetegnende for iberisk skovsnegl er dens grådighed og tendens til masseforekomst.

Den iberiske skovsnegl. Foto: Bjørli Lehrmann

Der findes sortorange krydsninger af rød og sort skovsnegl. Disse kan give anledning til forveksling. Rød skovsnegl lever i Nordsjælland og Sønderjylland. Præcis skelnen mellem disse to arter er svær og kræver undersøgelse af kønsorganer,. Den røde skovsnegl er dog normalt mere orange-orangerød.

Rød skovsnegl. Alle skovsnegle har åndehullet placeret forrest på kappen i højre side. Foto: Bjørli Lehrmann

Også den op til 20 cm lange gråstribede kældersnegl Limax maximus får af og til skyld for at være iberisk skovsnegl. Denne snegl har en stærkt klæbrig slim. Åndehullets placering på bageste højre side af den såkaldte kappe (skjoldet) i forenden dog hurtigt bruges til udelukke iberisk skovsnegl. Kældersnegl er desuden grå med 2–3 mørke længdestriber. Alle skovsnegle (arion-arter) har åndehullet placeret på forreste højre del af kappen.

Det misvisende kaldenavn »dræbersnegl« er overtaget fra svensk og skyldes, at sneglene er iagtaget æde døde artsfæller (kanibalisering). Sneglen er ikke farlig i sig selv, men kan som fugleklatter og ådsler huse en række sygdomsfremkaldende bakterier, herunder salmonella. Ved al håndtering og bekæmpelse benyttes derfor handsker.

Niche i naturen

Iberiske skovsnegl hører hjemme i Spanien og Portugal, hvor den ikke er noget større problem, da klima og naturlige fjender holder bestanden nede. Den er antagelig spredt rundt i Europa via transport. I Norden blev de første individer observeret i Skåne i 1975. Herhjemme blev den første gang registreret i 1991. Sneglen er sandsynligvis indslæbt tidligere og har opformeret sig upåagtet op gennem 1980’erne. Nogle år, især i 1997 og 1998 er der konstateret masseforekomster. Den iberiske skovsnegl favoriseres af fugtigt, lunt vejr og kan forekomme i tusindtal med omfattende gener og skader til følge.

Efterhånden har en række danske arter, bl.a fugle, padder, rovsnegle og pindsvin sat både æg og små snegle på deres spisekort. Selv lever sneglen af en lang række plantearter, og den foretrækker frisk organisk planteaffald frem for velomsat materiale. En lang og tør periode maj reducerer bestanden naturligt.

Indsamlede iberiske skovsnegle. Foto: Susannne Mørk Jensen

Livscyklus

Den iberiske skovsnegl er hermafrodit, dvs den kan skifte køn. Afhængig af forårets temperatur kommer de overvintrende småsnegle frem i marts–april, og når individerne er kønsmodne, begynder de æglægningen. Der lægges op til 400 æg pr. hun. Årets første formering finder typisk sted fra maj og kan under lune og fugtige vejrforhold ske hurtigt. Senere følger 1. generations afkom.

Snegleæg af iberisk skovsnegl. Foto: Sussie Pagh

Voksne snegle, der lægger æg om efteråret overvintrer ikke selv, men ifølge svenske erfaringer kan æggene tåle temperaturer helt ned til – 36° C. Første generation lægger typisk æg i perioden juli- sept, hvorefter de dør i løbet af efteråret. Dette afkom overvintrer i jorden i hulrum, musegange, kompostbunker og lignende.

En grovkornet klumpet jord er ideel for snegle, idet de her finder skjulesteder om dagen og i tørre perioder.

De 3–4 mm store æg klækkes efter 1–3 uger afhængig af vejret. Æggene lægges primært under vegetation eller ved frisk planteaffald. Kompost og halm tiltrækker tilsyneladende ikke sneglene. Store grenbunker og bede med tæt vegetation fx efterafgrøde kan derimod tiltrække iberiske skovsnegle.

Her kan man se en spæd dræbersnegl. Foto: Sussie Pagh

Skadebillede

Iberisk skovsnegl efterstræber mange plantearter. Masseforekomst af de store rødbrune snegle er normalt et sikkert tegn på, at haven er inficeret. Ved svære angreb ædes stort set alt, og der er ikke tvivl om, at dræbersneglen har holdt sit indtog. Stier, fliser, bede og plæne er i så tilfælde fyldt af store slimede snegle. Som regel har også naboerne voldsomme problemer og forekomsten almindelig kendt i området.

Iberisk skovsnegl æder af mange forskellige planter samt en række friske vegetabilske og animalske nedrydningsprodukter.

Forekomst

Skovsnegl er næsten altædende, men foretrækker nedennævnte arter og en række krydderurter. Salvie, almindelig løvefod, geranium, fuksia, rudbeckia., høstanemone, akeleje, løjtnantshjerte og en række øvrige stauder synes generelt at være mindre udsatte for snegleangreb. Kun hvidløg ser iberisk skovsnegl ikke ud til at bryde sig om. Denne plante undgår den helt.

Forebyggende metoder

• Undgå at indslæbe eller bytte planter fra inficerede haver og egne. Der kan være snegleæg eller helt små snegle, som er svære at få øje på, i den medfølgende plantejord.
• Opsæt sneglehegn omkring hele haven, hvis der er konstateret iberisk skovsnegl i kvarteret. Eller indhegn udvalgte dele, f.eks. køkkenhaven.
• Plant hvidløg omkring haven eller omkring bede. Dette ser ud til at holde sneglene lidt på afstand.

Metoder når planten er angrebet

Når først den iberiske skovsnegl er dukket op i haven er den vanskelig at udrydde og holde nede. Man kan minimere antallet med forskellige metoder. Indsamling, brug af fælder uden gift og opsætning af sneglehegn er de mindst miljøskadelige metoder.

• Konsekvent indsamling af voksne snegle 2–3 gange om ugen (helst dagligt), inden æglægningen begynder, har betydning. Denne indsamling er særlig vigtig i marts og juli, inden æglægning begynder. Fra august og efteråret ud gennemgås haven regelmæssigt efter snegleæg og levende snegle, der alle aflives. Æggene findes under brædder, sække, i vegetation og i hulrum i jorden. Efter nogen tid opnår man som regel fornemmelse for, hvor disse æghobe befinder sig. Brug handsker og pølsetang eller papirsamler. Hav kogende vand klar i nærheden til aflivning.
• Sneglefælder med mælk, lys øl og lign. kan udlægges.
• Aflivning bør ske direkte i kogende vand.
• Brug af nematoder har ikke entydig effekt.
• Sneglestop® og Ferramol er handelsnavne for et bekæmpelsesmiddel, hvor det aktive stof er ferrofosfat (FePO4). Det er et godkendt bekæmpelsesmiddel, også til økologisk dyrkning. Dette middel mod snegle indeholder en række virksomme jernforbindelser. Hvis man vælger at bruge det, er det meget vigtigt at følge brugsanvisningen nøje.

Af Henrik Ahlmann, Økologisk Havebrugskonsulent

Denne artikel er del af et projekt mellem Miljøstyrelsen og Havenyt.dk og har til formål at nedsætte forbruget af sprøjtemidler i danske haver. Projektet er finansieret af midler fra Pesticidhandlingsplanen.

• Om Havenyt.dk
• Få NYHEDSBREVET

Læs mere om foreningen og medlemsfordele…