Spørg eksperterne

Hvordan slipper man af med peberrod?

Jeg købte for 3 år siden et kolonihavehus, og jeg kan nu på 3. år ikke slippe af med peberroden.

Jeg har prøvet alt, føler jeg.

Dækning med sorte sække, roundup, eddike, eddikkesyre. Og de vokser stadig.

Med venlig hilsen
Sabrina Vorborg, marts 2025

Svar

Kære Sabrina,

Peberrod har en meget lang pælerod, og en god evne til at komme igen, hvilket gør dem til livskraftige planter, hvor man gerne vil have dem, og ukrudt, hvor man ikke vil.

Det bedste råd til at slippe af med peberrod er at skygge dem væk. Det vil sige fjerne alt grønt, der er over jordoverfladen, grave det af rødderne op, man kan komme til og derefter dække jorden med et uforgængeligt, lystæt materiale i 1–2 år. Normalt er 1 år nok til at udrydde det meste ukrudt, men i svære tilfælde kan det være nødvendigt at dække jorden i 2 år.

Sort plastik i kraftig kvalitet (måske kraftigere end enkeltlag af sorte sække) kan gøre det. Nogle haveejere har også gode erfaringer med at bruge gamle gulvtæpper til at lukke af for lyset. Husk også at lade de enkelte stykker plastik overlappe med 20–30 cm, så der er helt lukket for lys til jorden.

Nu ved vi jo ikke, hvor stort et område, der er tale om. Er det begrænset, kan du måske leve med synet af den sorte plastik eller sætte krukker ovenpå det, dække med flis, halm e.l.

Er det større, og du har mulighed for at være over stykket jævnligt, kan du lave nogle få og små huller i plastikken sidst på foråret, hvor du lige kan få plantet en græskarplante, en squashplante eller tallerkensmækkerplante ned. Det vil dække plastikken hen over sommeren. Der vil uundgåeligt komme små skud af peberrod frem ved hullerne, og dem skal du være over med det samme og fjerne hele tiden, så de til sidst opgiver at gro frem.

Med venlig hilsen
Heidi Kirk Nissen
Redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Ukrudtshajen

Rullerenser – hjulhakke – såmaskiner

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Ukrudt > Hvordan slipper man af med peberrod?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider