Spørg eksperterne

Kan I anbefale nogle ligeværdige legekammerater til min skvalderkål?

Jeg har et spørgsmål om skvalderkål. Jeg har brugt søgefunktionen og læst andre spørgsmål om samme emne – men disse spørgsmål drejede sig om en fuldstændig udslettelse af denne plante. Det jeg vil prøve at finde svar på er, hvordan jeg bedst muligt kan leve med skvalderkål. Kender I en plante, der er lige så stærk, og evt. kan leve side om side med skvalderkål?

Jeg har 5000 m² jord og ejendom, liggende midt på en mark. Der er godt læ. Problemet er, at hvor som helst der er sol og lys, er der også skvalderkål. Kender I andre planter end brændenælder, der kan leve i fred og ligeværdighed med skvalderkål? Jeg er en livs- og havenyder, og har ikke energi til at bekæmpe denne skvalderkål, men ville hellere give den nogle ligeværdige legekammerater.

Med venlig hilsen
Grete Larsen, maj 2003

Svar

Først vil jeg sige, at det var et dejligt spørgsmål med en efter min mening realistisk og
fin indstilling til skvalderkål.

Der findes planter, som kan klare sig i konkurrencen med skvalderkål, og som dermed kan bringe andre farvenuancer ind og andre former. Her er nogle stykker:

  • Kulsukker, Symphytum grandiflorum.
  • Broget skvalderkål, Aegopodium grandiflorum. Den har kønne hvidbrogede blade.
  • Kærmindesøster (ikke vårkærminde, som er noget lavere).
  • Stjerneskærm,, Astrantia major. Det er en køn staude med støvet rosa éller hvide blomster – god til insekter. Jeg har ikke prøvet den med skvalderkål, men jeg tror den kan klare det.
  • Almindelig fredløs – en staude som rager op over skavlderkålen med gule blomster. Flot op imod de blå blomster fra kærmindesøster.
  • Løvefod, Alchemilla mollis. Når den er vokset til, går den op over skvalderkålene og giver en god kontrast med sine rundagtige blade og gulliggrønne blomster. Bemærk dog, at den er bedst i halvskygge.

På steder, hvor der ikke er for tørt eller solrigt kan jeg anbefale at plante nogle få høje bregner ind, nemlig strudsevinge – det ser rigtig flot ud, når de hæver sig over skvalderkålen. Altså: Kulsukker, broget skvalderkål, stjerneskærm, almindelig fredløs, løvefod, kærmindesøster og strudsevinge. Der findes faktisk også mange andre. Hvis du nogensinde har dyrket staudebede, har du sikkert oplevet, at nogle stauder breder sig ganske meget vha. underjordiske udløbere, eller har et meget kraftigt/tæt løv. Mange af disse vil være velegnede.

Med venlig hilsen
Susanne Mørk-Jensen
Agronom, Susannes have

Kommentarer

Der er 12 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Ukrudtshajen

Rullerenser – hjulhakke – såmaskiner

ECOstyle A/S

Effektiv ukrudtsmiddel, hurtigt nedbrudt

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Ukrudt > Kan I anbefale nogle ligeværdige legekammerater til min skvalderkål?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider