Lyset er vendt, dagene bliver længere, fuglene er så småt begyndt at synge, og lysten til at dyrke have får ny næring, så snart solen skinner.
Drømmen om et snarligt forår har vi nok alle, og hvis vi køber lidt hyacinter eller primula i diverse glade farver giver både duft og glæde, og en forsmag på foråret. Eller vi kan gå i gang med at drive grene fra havens træer og buske.
Men mange dage, hvor regnen tonser ned, eller det blæser for meget til at være derude, må vi nøjes med se på billeder af smukke haver og læse om at så og plante. Heldigvis at vi har masser af bøger, tidsskrifter og netsteder om at dyrke have. Man kan blive utrolig glad af at se på billeder med forår og ikke mindst forårsblomster. Det er noget af en kontrast til en brun vinterhave.
Køkkenhaven er ret trist lige nu – derfor lyser bladbederne op med de farvede stængler. Bladbeder tåler en del frost, men er kun i live de steder, hvor frosten ikke var alt for hård mellem jul og nytår. Foto: Karna Maj
Når vi har de mørke dage her i januar, har vi brug for lidt forår inde i stuen. Vinterjasmin, oktoberkirsebær, Prunus subhirtella autumnalis, og kejserbusk kan allerede fra december stå med henholdsvis solgule, hvide og sart lyserøde blomster. De fik et frostsmæk i juledagene, men nu, hvor det er mildt, springer nye blomster ud. Til gengæld ser rosenknopperne ud til at være totalt døde efter frosten i forbindelse med julen. Det tager ikke mange dage at drive forsythiagrene i blomst her først i januar. En anden tidligt busk er troldnød.
Oktoberkirsebær, Prunus subhirtella Autumnalis, kan i milde vintre blomstre helt fantastisk. Billedet her er fra 3. januar 2007. Foto: Bolette Crossland
Alle disse tidlige arter kan drives frem i blomst på ret kort tid – hvis de da ikke allerede er sprunget ud ude i haven. De har allerede opnået den kuldesum, som skal til, for at knophvilen er brudt, da vi har haft mange døgn med temperaturer mellem 5 og 9° C. Og dage med frost i julen.
Begynd med at sætte grenene til drivning et lidt køligt sted, til knopperne får farvet spids. Det er godt at overbruse grene til drivning med mellemrum, så knopperne ikke tørrer for meget ud. Specielt når det drejer sig om forsythia, er der ingen grund til at undlade at klippe et par grene til vasen. De blomstrende grene skal alligevel klippes tilbage efter blomstring, så der kan dannes nye kraftige skud med masser af blomster næste forår.
I haven springer forsytia først ud i april, men grenene er lette at drive i blomst. Og en buket med knaldgule blomster giver liv til stuen. Foto: Karna Maj
Hvis man ikke har disse tidligt blomstrende buske i haven til at plukke ind af, så må man trøste sig med, at der lige nu er masser af farvestrålende primula og fine hyacinter billigt til salg, og de sidste giver en fin duft i stuen. Man kan også plante nogle stykker ude i en krukke. Sæt dem ned med potten, så de hurtigt kant flyttes indendøre, hvis der kommer frost. Lige nu ser vejret dog mildt ud de næste par uger. Sæt dem evt. ned i krukker med stedsegrønt fra julen, så de står lidt beskyttet for vind og vejr.
Vintergækkernes grågrønne skudspidser afslører, hvor de står, og de er langt nok fremme til at grave op og drive. Erantis gemmer sig stadig i den lune jord, men i en mild vinter plejer de hurtigt at titte frem her i januar, så hold øje med de steder, hvor de står. De kommer frem fra den ene dag til den anden. Erantis er mere velegnede til drivning, da de ikke bliver så lange og ranglede, som vintergækkerne gør i en varm stue. Vintergækker er det bedst at nyde i en lys og kølig vindueskarm.
Lyset og plusgraderne får os til at begynde at tænke i frøbaner. Og selv om vi overhovedet ikke er på vej til at så endnu, så er det en god ide at begynde at finde ud af, hvad der skal forkultiveres i marts og april og sås direkte i haven senere. Chili kan det være en god ide at så allerede i februar, især sorter med lang udviklingstid.
Der er rigtig mange slags sommerblomster, stauder, krydderurter og grønsagssorter, vi kan dyrke i haven, og det kan være svært at vælge, ikke kun hvilke arter, der skal dyrkes, men der er ofte næsten uoverskueligt mange sorter, især når det drejer sig om sommerblomster. Skal det være de sikre velafprøvede grønsagssorter eller nye?
Det er en god ide at lave en oversigt, så sommerblomsterne passer sammen farvemæssigt, og at man får købt frø af de grønsager, som familien rent faktisk regner med at få spist. Men der skal også være plads til at eksperimentere med nye sorter af både blomster og nytteplanter – det er jo tit det, som gør det sjovt at dyrke have.
Men inden man går i gang med at bestille nye frø, så tjek frølageret. Måske har du glemt, hvad du selv har høstet frø af, måske er der frø tilbage i poserne fra sidste år.
Det er altid en god ide at finde alle frøene fra sidste og de foregående år frem og finde ud af, hvad man har af frø, og hvilke, der stadig er spiredygtige og har en god spireenergi. Og hvilke der er så gamle, at de bare skal kasseres. De gamle poser husker os også på, hvad vi har prøvet, hvad der var en succes, og hvad der gik mindre godt. En fiasko kan give to udfald, enten at den sort dømt ude, eller også skal den prøves igen – det kan jo være andre faktorer, der var skyld i, at det ikke lykkedes.
Nogle arters frø er spiredygtige i rigtig mange år – f.eks. bønner, kål og tomater – mens andre mister spireevnen på 1–2 år – f.eks. løg, porre, pastinak og salat. Det kan man selvfølgelig bruge som en rettesnor, men hvis de været opbevaret et fugtigt eller varmt sted i huset, kan de sagtens have mistet spirevnen, selvom sidste brugsdato ikke er overskredet. Og er der noget mere ærgerligt end at så nogle frø og gå og vente forgæves i uger, hvor intet spirer frem? Derfor er det en god ide altid at spireprøve frø fra de foregående år, hvis man vil bruge fra lageret.
Det er let lige at spireteste sine gamle frø – og lidt hyggeligt. Foto: Karna Maj
Hvis man ikke har tiden til at spireteste, skal man overveje at købe helt nye frø. Det er ikke godt nok bare at så rigeligt med frø. Spirer de fint, kommer kimplanterne til at stå i trængsel, og spirer de ikke, spilder man tiden. Taktikken med at så flere frø er god nok, hvis spiretesten viser, at spireevnen er nedsat. Man har så en rettesnor i spireprocenten og sår ikke i blinde.
Hvis man springer dette over og går direkte til køb af frø, bruger man måske pengene på at købe det, man allerede har, i stedet for at bruge pengene på at købe ekstra mange nye og spændende frøsorter, som man ikke har prøvet før. Og der er rigtig mange sorter, der frister, når man studerer frøfirmaernes mangfoldige udbud af frø til både køkkenhave og blomsterbede.
Selv om vinteren kan komme og ødelægge håbet om et tidligt forår, så er det ikke for tidligt at begynde at overveje, om køkkenhaven skal være større eller mindre i år. Og ikke mindst kan man begynde at overveje, hvilke afgrøder, man vil dyrke i år. Skal der afprøves nye grønsager, plantes frugtræer og bærbuske i foråret, anlægges gange og bede? Det kan være en god ide at bestille frugttræer og bærbuske til senere levering, hvis man har mere specielle ønsker. Barrodede løvfældende træer og buske kan man fint plante i milde perioder uden frost.
Hvis der skal anlægges nye bede i en eksisterende græsplæne, og er jorden ikke alt for våd, kan man benytte sig af vinterens milde perioder og begynde at grave græsplænen op. Vender man græstørven nedad nu, vil man i foråret fint kunne udplante f.eks. kål, majs og græskar i bedet.
Her midt på vinteren er man også ved at få en ide om, hvad man sidste sommer dyrkede for meget af, og hvad der blev for lidt af. Ofte er vi ikke gode nok til at så og plante lidt, men tit. Så måske skal man også overveje, hvordan man får fordelt høsten mere ud over hele sæsonen. Det er en god ide at tegne en haveplan og begynde at skrive en slagplan ned allerede nu.
Hvis man sår salatplanter i en ikke for varm vindueskarm først i marts, kan man få tidlige salathoveder. Så store vil de være ved indgangen til april. Flyt dem i drivhuset, så snart vejret tillader det, og de er klar til udplantning midt i april på friland under fiberdug. Foto: Karna Maj
Der skal i en haveplan også tages hensyn til, at man skal overholde et vist sædskifte i køkkenhaven, så den samme plantefamilie kun dyrkes på samme sted med nogle års mellemrum. Med et fornuftigt sædskifte er man sikker på at få et større udbytte og færre problemer med skadedyr og sygdomme i de kommende sæsoner. Har der ikke tidligere været dyrket køkkenhaven på stedet, kan man første år helt frit vælge, hvor man vil dyrke de forskellige afgrøder. Men det er en god ide allerede fra start at planlægge sædskiftet.
Også i blomsterhaven er det en god ide at veksle med de enårige sommerblomster, så de samme arter ikke står samme sted hvert år.
Man kan også kombinere prydhave og spiselige planter – se artiklen Den spiselige prydhave.
Ofte dyrker vi det samme år efter år i køkkenhaven, men måske er det meget bedre at dyrke nogle helt andre grønsager, f.eks. nogle af dem, som er vanskelige at få fat på, eller de dyreste, i stedet for at dyrke mange kartofler, løg og gulerødder, som kan købes forholdsvis billigt, selv i økologisk kvalitet, og hvor omsætningen er så stor, at grønsagerne er friske. Noget af det mere specielle, som man kan overveje at dyrke er f.eks. skorzonerrod, glaskål, knoldfennikel, tomatillo, kålroe, gule og stribede rødbeder, røde spidskål og gulerødder i andre farver end orange.
Hvis man er i tvivl om, at det er en god ide at overholde et sædskifte, så gå ind og se på billederne af kålbrok i artiklen Hold øje med Kartoffelbrok. Kartoffelbrok er i dag en sjælden sygdom, som bl.a. undgås ved at bruge certificerede læggekartofler fri for kartoffelbrok og ved at nedsætte et evt. smittetryk ved at bruge et godt sædskifte. Svampesygdommens hvilesporer kan overleve op til 30 år i jord.
For første gang siden 1981 har man sidste år fundet kartoffelbrok på kartoffelmarker ved Sunds. Der er taget forholdsregler for spredning – svampesygdommen kan også spredes med jord og færdsel. Evt fund af kartoffelbrok skal straks anmeldes til NaturErhvervstyrelsen.
Æbletræer kan man næsten ikke få nok af. Hvis man har planer om at pode nye frugttræer med egne podekviste, f.eks. fra en ældre sort i egen have eller måske fra barndommens æbletræer, så skal man skære podekvistene nu, mens træerne er i absolut dvale. Det er fint at skære dem nu, hvor vi har en frostfri periode.
Ved selv at pode, har man mulighed for at få nye træer af nogle af de gamle sorter, som er udgået af planteskolernes sortiment. Selve podningen skal først ske i februar/marts, og indtil da skal podekvistene opbevares køligt, f.eks. viklet ind i fugtigt avispapir, lagt ned i en plastpose og i køleskabet. Se mere i artiklen Opbevaring af podekviste. I april kan man vælge at ompode ældre træer med nye sorter.
Hvis man gerne vil lære at pode, er det rundt om i landet altid en række podekurser. Der plejer at at komme annoncer for ret mange podekurser her på Havenyt.dk i foråret. På nogle kurser kan man også medbringe egne podekviste. Kig efter podekurser under Arrangementer i februar og marts måned.
Kokedama er populære i Japan – det er mosbolde med små dekorative planter, der kan sættes eller hænges op i stuen. Og alle kan lære at fremstille dem – ikke mindst hvis man ser artiklen Kokodama, hvor der nu også er en video, hvor Signe Voltelen helt lavpraktisk viser, hvordan hun laver en kokodama. Og lige nu er der i mange græsplæner det flotteste grønne mos til at lave den med. Så kan det da bruges til noget.
Ser plænen sådan her ud, så er der mos til mange kokedamaer. Foto: Knud Nielsen
Ansøgningen om en ny altan eller en tilbygning skal fremover ske online. Også ved byggeri af haveskure, drivhuse osv., hvis de kræver byggetilladelse. Ansøgningen indsendes via borger.dk. Her kan man udfylde ansøgningen, når man har tid.
Interessen for at dyrke planter i byen er i stor vækst, og det giver ikke kun flere grønne oplevelser i byen, men også grønsager og krydderurtere af egen avl på bordet hos mange byfamilier.
RealDania har udgivet to interessante og gratis hæfter om urban farming: Inspirationshæftet Dyrk byen – Livskvalitet med urban farming og idekataloget Dyrk byen – 10 gode ideer. Begge kan læses online eller downloades herfra.
Nytåret bringer tit spørgsmålet frem om, hvilken fremtid, vi ønsker os på mange forskellige fronter. Men hvor tit får vi snakket med andre om det? Den chance har du få ved at deltage og blive vært ved en samtalemiddag, som Det fælles Bedste opfordrer os til at holde den 15. januar. Initiativet til samtalemiddagene for Det Fælles Bedste er taget af Andreas Lloyd og Sandra Villumsen. En lang række grønne organisationer støtter op bag initiativet.
Nyhedsbrevet er ikke kun et link og en kort omtale af indholdet i Ugens Havenyt. I nyhedsbrevet får du samtidig en oversigt over de nye artikler og svar, som er kommet på havenyt i den forgangne uge. Det samme gælder nye arrangementer, og der er en oversigt over aktuelle arrangementer i den kommende uge. Der kan desuden være en nyhed, som vi vurderer er af særlig interesse for modtagerne af nyhedsbrevet.
Hvis du ønsker fremover at modtage nyhedsbrevet, kan du tilmelde dig her.
Måske har du også lyst til at anbefale nyhedsbrevet til dine venner – det er let med linket »Del på Facebook« finder du ovenfor i højre side lige ud for artikeloverskriften. Der er desuden et Tweet link.
Vintergækkerne tittede allerede op med grågrønne bladspidser, da sneen smeltede igen før nytår. Foto: Karna Maj
Det varer desværre lidt – sidst i marts eller først i april, før hyacinterne blomstrer ude i haven. Men de kan købes i potter og sprede duft i stuen. Og så kan løgene plantes ud i haven bagefter. Foto: Karna Maj
Kejserbusken har allerede blomstret længe i den milde vinter. Foto: Karna Maj
Troldnød blomstrer allerede i januar, når det er en mild vinter. Foto: Karna Maj
Primula kan købes i mange farver – også en intens blå. Foto: Karna Maj
Hyacinter står på hvert et gadehjørne til salg lige nu og frister med forår til stuen. Foto: Karna Maj
Noget af det første der skal sås i vindueskarmen er chili og tomat. Det kribler allerede i fingrene efter at så de første frø – men det er alt for tidligt. Foto: Karna Maj
Fik du taget frø sidste år. Nogle af dem er lette, f.eks. lige at »plukke« en håndfuld tagetesfrø sidst på sommeren. Hvis man har haft flere sorter af samme tagetesart, har de sikkert krydset – efterkommernes udseende kendes så ikke på forhånd. Hvis man vil have mange tagetes med samme udseende, er det sikrest at købe ny frø. Foto: Karna Maj
Det er vigtigt at den samme plantefamilie først dyrkes igen samme sted efter et antal års pause. Foto: Karna Maj
Knoldfennikel er en af de nye grønsager, som er ret let at dyrke. Den kan forkultiveres fra marts af og plantes ud under fiberdug sidst i april, måske før, hvis vejret tillader. Foto: Karna Maj
Nye kartofler prioriterer de fleste plads til i køkkenhaven. Der er ikke noget bedre en nyopgravede kartofler. Der er nu mindre end to måneder til de tidlige skal sættes til spiring. Foto: Karna Maj
Mosset trives allerbedst i en mild og fugtig vinter, så måske kan du bare gå ud og plukke græsplænen, så du har mos til at prøve at lave en kokodama med. Foto: Signe Voltelen
Primula findes både i de meget klare farver og som her i pastelfarver. Foto: Karna Maj