Havenyt uge 29

Af Heidi Kirk Nissen, redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk

Det er midt i ferietiden, og foregår den hjemme, er det ikke nødvendigvis en skam, for haverne er skønt frodige og blomstrende netop nu. Roserne er sprunget ud med både farver og dufte, sommerblomsterne står i fuldt flor, græsset er grønt, tomaterne modner i drivhuset, og de første er ved at få farve på friland.

Det er ikke kun planterne,der er flotte i haven. Den store, metalskinnende guldbasse er også med til at gøre roserne endnu kønnere. Foto: Heidi Kirk Nissen

I den spiselige del af haven, er der både buske, der bugner af modne bær og mange lækre, nye grønsager. Får man uventede gæster, er det en luksus at have en køkkenhave med et godt udvalg og mulighed for at hente flere grønsager og krydderurter og lave lækre grønsagsretter.

I drivhuset er der mange agurker og måske de første tomater. I ærterækkerne svulmer bælgene, og de første ærter er måske også plukket. Det kan også være, der er ved at være bønner, hvis man har forkultiveret planterne. Ellers har det lidt lange udsigter med bønner, hvis planterne først er ved at spire frem nu.

Hjemmedyrket er en kvalitet for sig

Der er ikke noget bedre end at kunne gå ud i sin have og hente bær og grønsager, lige inden man skal tilberede eller spise dem. Friske usprøjtede grønsager fra egen have er i en klasse for sig. En kvalitet som man slet ikke kan købe, og det er også dejligt at have tjek på, hvordan de er dyrket.

Lige nu kan man hente mange nye lækre grønsager: Kartofler, majroer, gulerødder, knudekål, ærter, bønner, salat, agurker, løg, hvidløg, spidskål, sommerhvidkål, sommerporrer – og mange krydderurter.

I drivhuset er der nu masser af agurker, måske de første grønne peber og de første modne tomater. Har man været tidligt ude med at så tomater, er der allerede mange modne tomater.

Fra egen have kan man også få specialiteter, som man sjældent kan købe. Det gælder for eksempel valske bønner, voksbønner og snitbønner, rødbladet basilikum og mange forskellige slags salat lige fra rødbladet pluksalat, hjertesalat, bataviasalat, endivie til rucola.

Det er også skålevis af bær at hente i haven, hvis man har været flittig til at plante bærbuske. Det er modne hindbær, stikkelsbær, ribs, solbær, taybær og solstik.

Solstik er en blanding mellem solbær og stikkelsbær. Den kaldes også for jostabær. Foto: Heidi Kirk Nissen

Både ribs, stikkelsbær og solbær kan fås i mange sorter med forskellig tidlighed, så her kan man strække sæsonen, hvis man planter både tidlige og sene sorter. Der er også mulighed for at købe en ribssort med hvidgule bær.

Hindbær kan man også dyrke til høst i sensommeren, hvis man planter efterårshindbær. Nyd dem friske – da er de allerbedst. Eller lav lækker marmelade og saft eller frys dem ned til vinterbrug.

Og har man ingen køkkenhave endnu, så kan man bruge ferien til at anlægge en. Om et par måneder er det bedste plantetidspunkt for bærbuske, og er man hurtig med at lave køkkenhaven, kan man stadig nå at så nye afgrøder.

Såtid for 2. afgrøde i køkkenhaven

Når man har anlagt en ny køkkenhave her midt i juli eller fået ryddet de eksisterende bede efter de tidlige kartofler, hvidløg og løg og har ryddet de jordbærbede, som skal nedlægges, har man en hel del kvadratmeter, hvor der kan plantes nye jordbærplanter ud senere og sås nye afgrøder.

Lige nu er jorden i de fleste haver til den tørre side, når man graver lidt ned. Man må vande jorden godt, inden der sås eller plantes og holde vandkanden klar, hvis der ikke kommer nok regn til at holde den fugtig. Jorddække kan også hjælpe med at holde på fugten i jorden efter udplantning.

Det er vigtigt at så snarest og ikke udskyde det et par uger, da vækstsæsonens ur tikker ubarmhjertigt, og det hurtigt bliver for sent.

Jorden skal løsnes inden såning og plantning, og nogle steder kan det være nødvendigt at vande jorden, inden det kan lade sig gøre.

Bønner kan man lige netop nå at så et sidste hold af nu. De vil kunne give bønner ind i oktober. Hvis man har været forudseende, står der potter med bønneplanter klar til udplantning.

Det er nu allersidste chance for at så salat, hvis man satser på de skal give fuldt udviklede salathoveder i efteråret. Brug de sorter, som udvikles hurtigt. Med andre ord de sorter, som først gav salat i foråret.

Det er en luksus at kunne gå ud i haven og hente frisk salat, lige inden den skal spises. Foto: Heidi Kirk Nissen

I perioder med meget varmt vejr er det næsten umuligt at så salat på friland. Salatfrø går i spiredvale ved 21°. Her kan det være en fordel at så i potter eller kasser et sted i skyggen til senere udplantning.

En anden mulighed er at så en række vårsalat til efterårsbrug. Til overvintring sås først i sidste halvdel af august.

Man kan også så en række almindelig rucola. Men så kun en lille række, da det endnu er så tidligt, at man måske kan risikere, at den går i blomst. Først hen i august sås til efterårshøst.

Fra nu og frem til 1. august kan man så majroer til efterårs- og vinterbrug. Gerne i to hold, et nu og så næste hold 14 dage senere. Der kan efterhånden købes flere sorter med forskellig udviklingstid.

Løg kan med lidt held overvintres som småplanter og give tidligere løg næste år. De kan enten sås nu eller sættes som stikløg i september. Stikløgene er den sikreste, men dyreste metode.

Det er lige nu det perfekte tidspunkt for at så orientalske bladgrønsager som pak choi, mizuna og sennep. Daikon, som i daglig tale og på grønsagshylderne i supermarkedet hedder kina- eller japanradis, kan man også så nu til høst i sensommeren. Man kan også købe frø af kinesiske radiser til såning nu, og de trives fint under danske forhold.

Det er nødvendigt, at der dækkes med fiberdug, hvis man vil kunne høste flotte bladgrønsager som eksempelvis pak choi og mizuna, da kålsommerfuglene hurtigt finder dem. De kan også gå på majroer og de omtalte radiser, så det kan være en god ide at så disse i samme bed, så de også dækkes med fiberdug.

Hvis man har småplanter af grønkål, kan disse stadig plantes ud. Men da de ikke når at blive så store, kan de plantes med 30 cm mellemrum.

Har man stadig porreplanter, kan de også plantes ud og vil give nogle fine små porrer. Med mindre det er gode planter i potter med et godt rodnet, skal man finde et par dage med regn og overskyet vejr til udplantningen, hvis det er muligt. Ellers må der etableres en skyggende overdækning de første dage, hvis solen bager ned.

Har man småplanter af knoldfennikel, kan de udplantes. Man kan også nå at så det allersidste hold knoldfennikel på friland her midt i juli.

Det er en god idé at så et nyt hold basilikum. Jorden er lige nu varm nok til at så ude på friland et sted med sol og læ. Men det er altid sikrest at så til dyrkning i potter. Det betyder også, at man tage dem ind i drivhuset senere, når dagene igen bliver køligere.

Spinatbede og bladbeder kan også sås i juli til høst i efteråret, mens det endnu er lidt for tidligt at så spinat, da den hurtigt vil gå i blomst. Spinatbede, bladbede og bladsennep overvintrer som regel uden problemer og sætter lidt nye blade i det tidlige forår. Prøv eventuelt også at så rødbeder, de kan godt nå at give små fine rødbeder i det sene efterår.

Gulerødder kan man også nå at så et allersidste hold af. De vil give et sent hold helt små gulerødder sidst på efteråret, men det kræver dyrkning under fiberdug/net, da gulerodsfluens angreb faktisk er værst i sensommeren.

Vurdering af gødningsbehovet

Her i juli er det en god idé at gå en runde i haven og overveje afgrøde for afgrøde, om de har gødning nok til den videre udvikling, eller om de skal gødskes. Det er især krukkeplanter, tomater og agurker i drivhuset og de afgrøder, som skal vokse længe endnu i køkkenhaven som kål, porrer, selleri og de andre rodfrugter.

Hvis man har kompost, er det let at gøde ved at mulde den ned mellem rækkerne. Hvis der ikke er plads til ekstra kompost oven i krukkerne, vander man med en vandig opløst gødning.

I drivhuset skal man ikke begynde at kultivere, det vil skade rødderne. I stedet lægges kompost ud, eller man drysser tørret gødning og dækker det med et tyndt lag jord. Alternativt bruger man en vandig opløst gødning.

Dyrker man i plantesække er det særligt vigtigt at sørge for ekstra næringsstoffer, da plantesækkene kun har nok til den første lille måneds tid.

Det er også vigtigt, at anden afgrøde på et stykke jord har adgang til nok næringsstoffer, så derfor skal der også gødes inden plantning, mens man på arealer til såede afgrøder først gøder, når planterne er kommet i vækst og har fået 1–2 par rigtige blade.

Forkæl jordbærplanterne efter høst

Jordbærplanter giver mindre bær med årene. De største bær får man de første to år, men udbyttemæssigt giver jordbærplanter normalt også et godt udbytte tredje år. Bærrene er mindre, men har en fin størrelse til at sylte. Oftest vil man dog foretrække at nedlægge bedet efter to års høst og få større bær.

Jordbærbedet skal renses for ukrudt efter bærhøst og de ranker, som ikke skal bruges til nye planter, skal fjernes. Jordbærplanterne gødes efter bærhøsten med et tyndt lag kompost, så de får ny bladvækst og kommer til kræfter ovenpå bærsætning. Gødes der for meget eller først i foråret, sætter jordbærplanterne mange blade og færre blomster og bær.

Læs mere om sædskifte og udplantningsplanter af jordbær her >

Man kan bruge udløbere af egne planter til det nye jordbærbed, hvis alle planter i jordbærbedet ser sunde og frodige ud. Udløbere tages fra første års jordbær, eventuelt andet års. Hvis der er bare nogle enkelte planter, som er små og ikke ser ud til at trives, så køb nye sunde planter.

Køber man, kan man også samtidig afprøve nogle af de ny sorter. Ved at plante både tidlige og sene sorter, kan man have jordbær fra midt i juni til start august. Hvis man yderligere planter en remonterende jordbærsort, kan man også have jordbær i hele august og september måned. Normalt vil man dog først kunne købe nye jordbærplanter til udplantning i løbet af august.

Egne planter tages til udplantning, når de har slået rod. Man kan eventuelt grave urtepotter ned i bedet og få planterne til at slå rod her. Men det kræver, at man holder potterne fugtige, da de lettere tørrer ud end jorden i bedet. Til gengæld giver det en mere sikker udplantning.

Men inden man kan plante egne udløbere ud i et nyt bed, skal de have dannet en god rod, og det opnår man hurtigst ved at holde jorden i bede med første års jordbær let fugtigt, indtil planternes rødder er godt etableret.

Høst af zittauerløg, rødløg og skalotteløg

Når løgtoppen lægger sig ned, og løghalsen føles helt blød, er det på tide at høste løgene for at tørre dem. Løg, der høstes på dette tidspunkt, holder sig fint.

Det giver dog lidt mindre løg at høste på dette stadie end ved nedvisning, og man kan godt lade toppen visne mere ned og dermed få større løg. På lerjord er der dog fare for, at de sprækker i rodzonen, hvis der pludselig kommer megen regn igen efter en periode med tør jord.

Hvis man høster løgene med udsigt til en tør solrig periode, kan man godt de første dage lade dem ligge og tørre på voksestedet. Derefter lægges de til tørre på et trådnet et sted, hvor de ikke udsættes for nattefugt og regn, eller de kan hænges op i mindre bundter for eksempel i carporten eller beskyttet inde under et tagudhæng.

Høst af hvidløg

Hvidløg lægger sig ikke ned, når de er høstklare, men stænglen bliver tyndere og føles ikke længere så saftspændt. Venter man for længe med at høste hvidløgene, ødelægges det yderste dæklag, og feddene er ubeskyttede og holder sig dårligere. Hvidløg skal helst høstes, mens de tre øverste blade stadig er grønne.

Hvidløgene kan enten hænges op som de er, eller man kan tage det yderste dæklag af. Det gør man ved at trække det nederste friske blad på stænglen nedad. Bladene fortsætter ned og laver hver et dæklag på løget. Er det såkaldt blødnakkede hvidløg, hvor stænglerne ikke bliver hårde og stive, kan man kan flette løgfletninger.

Hvis man har ladet hvidløg af den hårdnakkede type sætte topløg, kan de anvendes til at »så« i sensommeren. De vil dog kun udvikle et mindre udelt løg. Hvis topløgene har en vis størrelse, kan man spise topløgene.

Kirsebærtræer er til de store haver

Hvis man har masser af plads og lyst til at plante træer for at få skygge, så kan man jo overveje at plante kirsebærtræer. Sødkirsebær er normalt meget høje træer, men de kan fås podet på dværgstamme. Surkirsebær er et mindre træ. Begge slags træer giver en let skygge med solspil ned igennem.

Sidst i juli og først i august er det højsæson for både spise- og syltekirsebær. Det er således nu, at man skal ud og smage på sorter, hvis man vil plante sødkirsebærtræer til efteråret. I butikkerne er der ikke altid ikke sortsnavn på, en uskik som også gælder jordbær. Hvis man køber sødkirsebær i boder ved vejen, kan man måske få sortsnavnet at vide. Man kan også holde udkig efter nabolagets kirsebær og kan måske få lov til at smage – og være så heldig, at haveejeren kender sorten.

Når man skal plante sødkirsebær, skal man tænke på at finde både en velsmagende kirsebærsort og være opmærksom på, at ikke alle kirsebærsorter er selvbestøvende. Hvis man kun har plads til et kirsebærtræ, skal man vælge en selvbestøvende kirsebærsort og har da blandt andet disse tre gode sorter at vælge imellem: Stella, Sunburst og Sweetheart. Sorter som Ulster, Büttnes Rote og Merton Late skal bestøves af andre sorter og kræver derfor mindst to træer.

Fugle elsker kirsebær, så derfor er det en god idé at overdække dem med net, hvis træet har en sådan størrelse, at det er overkommeligt.

Surkirsebær spiser fuglene normalt ikke, førend de er meget modne og mørkerøde, næsten sorte. Det gælder derfor om at plukke dem, lige før de når denne modenhedsgrad. Surkirsebærtræer bliver i øvrigt ikke så store og kan holdes i en passende størrelse ved beskæring.

Den springer ud hver aften med nye lysgule blomster

En dejlig sommeraften er det en oplevelse at se natlys folde et nyt hold sart lysegule blomster ud i løbet af en lille times tid. Især børn er helt fascineret af at se de fine lysegule blomster folde sig ud rykvis. Går det for langsomt, kan man lade børnene pille lidt ved knopperne, så de hurtigere folder sig ud.

Natlys kaldes også for »Klokken otte blomst«. Navnet er fra før, vi fik sommertid, så i dag bør den faktisk kaldes klokken ni, da det nu er tidspunktet for, at den åbner sine blomster. Næste formiddag visner de, og nye knopper folder sig ud om aftenen.

Natlys er toårig, og den er en af de planter, som sår sig selv villigt, når man først har den i haven. Den er dog let at hakke om, hvor man ikke ønsker at have den. Frøene er godt vinterfoder til fuglene, og de kan i øvrigt bruges på bagværk i stedet for birkes.

Få hjælp af nyttedyrene

I sommermånederne kommer der masser af skadedyr i haven. Heldigvis er der også mange nyttedyr, som æder skadedyrene.

Man skal endelig byde mariehøns velkommen indenfor i haven. Både de og deres larver er mestre i at æde bladlus. Foto: Heidi Kirk Nissen

Er man heldig, får man besøg af de snyltehvepse, som lægger æg i kållarver og -pupper, og det betyder, at mængden af kållarver aftager og kan blive næsten nul.

Et andet velkomment insekt i haven er guldøje, hvor hunnen lægger sine æg i bladlusekolonier. Dens larver er grådige, og de æder betragtelige mængder bladlus. Bladlus ædes også i stort antal af larverne af svirrefluer og mariehøns.

Læs mere om skadedyr og nyttedyr i haven >

Hvis man bruger sprøjtemidler i haven, ødelægger man meget let disse naturlige reguleringer af skadedyrenes antal. Kemiske midler skal bruges igen og igen, når man ved sprøjtningen også har udryddet havens nyttedyr. Det betyder samtidig, at man har svært ved at undgå rester af sprøjtegifte på havens spiselige planter. I en naturlig dyrket have opformeres nyttedyrene uhindret, og de bliver sæsonen igennem stadigt flere til at æde skadedyrene.

Læs mere i artiklen »Skal jeg sprøjte i min have?« >

Bliv en del af et grønt fællesskab

Landsforeningen Praktisk Økologi står bag Havenyt.dk. Det er foreningen for dig, der er optaget af økologi, bæredygtighed, selvforsyning og biodiversitet i haven.

Læs mere og kom med i vores grønne fællesskab her >

Her er du: Forsiden > 2025 > Havenyt uge 29

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider