ret rundt i haven

Vinterens »vejarbejde«

Af Ida og Finn Johannessen, fredag, 14. januar 2005

På de steder hvor der er mest trafik i vores have, har vi anlagt stier med forskellig belægning, andre steder traver vi blot hen over de små plæner.

Skærver, fliser og marksten

Indkørslen og et stykke ved huset har fået en løs belægning med granitskærver, noget vi valgte fordi fliser vanskeligt kan lægges på en dobbeltkrum flade, og brolægning ville blive for stort et arbejde. Derimod har vi brugt fliser på de smalle stier i urtebedene, og rundt om i haven er der stier med »toppede brosten«, altså marksten.

brolagt sti

Den brolagte sti går hen over terrassen og ned i haven. Foto: Finn Johannessen

Anlægsfasen begyndte for mange år siden og er ikke slut endnu: Indimellem når energien kommer over os, bliver nye stykker brolagt. Målt i arbejdstimer pr. kvadratmeter er belægning med marksten meget dyr, men hvad betyder det – det er et arbejde, der luner her i den kolde tid, hvor der ikke er så meget andet at lave i haven. Og resultatet er både pænt og holdbart – synes vi selv – vi kan godt lide sådan lidt rustikke naturmaterialer.

Stabilitetsproblemer med marksten

Vores første erfaringer med brolægning var dog lidt bitre: Vi fandt stenene i en »tag-selv-dynge« ikke langt fra, hvor vi bor og kørte dem hjem midt i bilen (ikke bagi – det var et folkevognsrugbrød). Så lagde vi dem omhyggeligt i grus, som vi havde set Søren Ryge anbefale i en fjernsynsudsendelse – det var ret nemt gjort. Men hvad der kommer let, går let: Efter et års tid måtte vi grave det hele op igen, for stenene kom nemlig aldrig til at ligge fast. Grus er sikkert fint til firkantede brosten, men ikke til runde marksten – eller måske skyldtes problemet, at vi ikke brugte den rigtige type stabil-grus? Nå, vi gik så over til at lægge stenene i almindelig havejord, som i vores tilfælde er stiv lerjord, og det var så vellykket, at vi godt tør fortælle om det.

stensti

Her ses det senest anlagte stykke sti, som er et par år gammelt: Vi har nu fået øvelsen – brolægningen er meget fast og jævn. Foto: Finn Johannessen

Vores metode til brolægning

Et problem ved toppede brosten er, at de helst ikke skal være alt for toppede – det er ubehageligt at gå på. Hvis en sten har en flad side, vil man jo derfor helst vende den opad; men hvis undersiden er jævnt rund som en halvkugle, så kan stenen vanskeligt ligge fast. Halvrunde sten bør derfor undgås, men hvis stenen er mere knudret af facon, kan den godt bidrage med en flad overside og alligevel ligge fast.

Trappetrin

Trinene her fører ned til vores kompostkasse og bliver brugt dagligt, så det har længe været ønsket at de får belægning. Jorden på det øverste trin er nu gravet og stenene ved at blive lagt. Foto: Finn Johannessen

Normalt er det stykke jord, vi vil brolægge, helt hårdttrampet. Derfor starter vi med at grave det i ca. 20 cm’s dybde og eventuelt fjerne lidt af jorden, svarende til det rumfang sten, der bliver lagt på. Det er bedst, hvis jorden er temmelig våd – men ikke frossen, det har vi prøvet! Hvis stenene er af meget forskellig størrelse, graver vi de tykke sten lidt ned med en planteskovl og placerer de flade sten på toppen af de små jorddynger, der opstår. Stenene indpasses mellem hinanden som i et puslespil – dette kan faktisk være den mest tidsrøvende del af øvelsen, men er med til at sikre stabiliteten af brolægningen. Derefter drysses lidt grus over som topdressing, og det hele bankes fladt med en brolæggerjomfru.

Stenbrolægning

Finn ses her i lag med jomfruen, og til højre det færdige resultat. Foto: Ida Johannessen

Vores jomfru er lavet af en birkestamme, og når vi måske engang bliver færdig med brolægningen, så vil den blive brugt til mejsekasser i nogle år og derefter ende i brændeovnen – genbrug er en god ting!

Ukrudt/prydplanter imellem stenene er behandlet andetsteds på Havenyt.dk i artiklen Fugeplanter i stedet for ukrudt. Her hos os håndluger vi en gang imellem, og hvis det alligevel bliver for meget, svider vi ukrudtet af med en gasbrænder. Vi ville nok foretrække at have lave planter mellem stenene, men det virker som om, det kun er stridt græs og mælkebøtter, der kan tåle det tråd, der er på stierne.

Fliserne i urtehaven

Forrige vinter lagde vi betonfliser i vores urtebede til erstatning for de ikke-permanente trampestier, som vi hidtil havde nøjedes med. Det er måske ikke så »rustikt« som de toppede brosten, men ellers ganske praktisk med faste, ukrudtsfrie stier. Kun er der det problem, at nogle af vores urtebede er anlagt på en temmelig stejl skråning, faktisk for stejl til færdsel på glatte fliser, så efter et uheld med personskade, har vi besluttet, at nogle af dem nu skal lægges om, så der dannes trappetrin.

lave trappetrin

Fliserne bliver drejet en kvart omgang og lagt med overlap, så der dannes lave trappetrin. Så får vi se om de bliver sikrere at gå på. Foto: Finn Johannessen

Ulempen ved trappetrinene kan muligvis være, at fliserne skrider – før lå de jo i spænd mod hinanden ned over skråningen. Det er dog et problem, som vi først vil bekymre os om, når vi ser det opstå.

Souvenirs i gangstierne

Når vi er på ferie, tager vi tit kønne eller interessante sten med hjem. De ligger så i vindueskarmene og pynter, indtil vi bliver trætte af at se på dem, hvorefter de havner i en af stierne – genbrug igen! Nogle af stenene er dog kommet hertil ved egen kraft, eller rettere, de er transporteret hertil med isen under istiden. Består de af bjergarter, som der kun findes i et snævert område, kaldes de for ledeblokke og kan af geologer bruges til en kortlægning af isstrømmene under istiderne.

kalksten

Her ses nogle ferieminder i vores gangsti: Til venstre et stykke kalk fra Öland med et forstenet rygskjold fra en blæksprutte, en orthoceratit. Til højre en anden kalksten fra Öland med særprægede skålformede fordybninger. Den lille sten med de lyse prikker er en rhombeporfyr, skabt ved et vulkanudbrud i nærheden af Oslo og fundet som ledeblok på en sjællandsk strand ca. 300 mill. år senere. Foto: Finn Johannessen

Havens allerførste forårsbebudere

Nu har de første forårsblomster vist sig! På vej ned efter trillebøren så jeg idag de første erantis blomstre, men selvom solen skinnede, var det dog for koldt til at de foldede sig ud.

erantis

Det milde vejr her i begyndelsen af januar har lokket erantis-blomsterne frem. Vi får jo sikkert nok frostperioder igen, men det ser de jo heldigvis ud til at kunne tåle – tålmodigt venter de på at det skal blive rigtigt forår. Der ses også mange kimplanter af erantis nu. Foto: Finn Johannessen

Disse Eranthis hyemalis vokser i en plæne, der mest består af mos. Faktisk har vi aldrig sået så meget som et enkelt græsfrø i denne plæne: Vi startede med hvidkløver, men den holdt kun i et par år, så blev kløveren invaderet af selvsået græs. Nu hvor mosset er ved at gøre kål på græsset, har plænen nået en idealtilstand – den er altid frisk grøn og skal sjældent slås. Udover erantis, der sår sig selv villigt, har vi plantet tusindfryd, Bellis perennis, og den i plæner så almindedlige trådærenpris, Veronica filiformis, for at live lidt op i det ensformigt grønne. Mange mennesker betragter disse planter som en pest – vi holder af dem, men desværre breder de sig sig kun meget langsomt. Måske fordi vi aldrig har gødet vores små »græs«plæner.

Lamium purpureum

Denne kønne lille tvetand, Lamium purpureum, blomstrer også her i januar, men den er ikke nogen forårsbebuder, for den blomstrer hele året, bortset fra perioder med hård frost. Foto: Finn Johannessen

Kommentarer

Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Ida og Finns have > 2005 > Januar > Vinterens »vejarbejde«

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider