Tørrede æbler er det rene slik

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

I næsten alle haver står der et æbletræ, og i rigtig mange haver er der så mange æbletræer, at der er flere æbler, end man kan nå at spise. Hvor mange har ikke tænkt tanken: Kunne vi da bare gemme nogle af de mange dejlige æbler til vinter- og forårsmånederne.

En meget raffineret måde at gemme æbler på er som tørrede, sprøde æbleskiver, der kan spises som slik, som drys på morgenyoghurten, pynt på desserter eller i salater. Og tørrede æbler kan fint holde sig til foråret.

Tørring er en overset konserveringsmetode

Filippaæbler

Ca. 30 store pæne Filippaæbler giver den mængde tørrede æbleringe, der er i de to henkogningsglas. Foto: Karna Maj

Tørring er en overset konserveringsmetode, som du kan læse mere om i artiklen Gem havens afgrøder ved at tørre dem.

Men tørring er ikke kun en konserveringsmetode, det giver et meget velsmagende produkt. Tørringen koncentrerer smag, aroma og frugtsukker, og æblerne kan tørres til knasende slik. Og det er virkelig slik. Og her gør det ikke noget, at man ikke kan holde fingrene fra det.

Kun søde modne æbler

Det er ikke sure nedfaldsæbler, man skal bruge til tørrede æbler. Det er fuldmodne, søde æbler, som er uden stødpletter, man skal bruge, hvis man vil have velsmagende, holdbare tørrede æbler. Det vil sige, at det er nedplukket frugt, man skal bruge. Typisk vil man vælge at tørre resten af æblerne, når de er godt modne, og man kan se, at der er flere, end man kan nå at spise.

Men bliver man først forfalden til slikket, så ender det med ikke kun at være en konserveringsmetode, men fremstilling af et højkvalitetsprodukt. Selv de dyre økologiske tørrede æbleringe er ikke bedre, end dem, man selv kan lave.

De forskellige æblesorter giver selvfølgelig forskellig smag, så man må prøve sig frem og finde de bedste sorter. Filippa giver nogle meget aromatiske tørrede æbler.

Æbleringe og æbleskrællemaskine

Æblerne vaskes og skal derpå laves til æbleringe. For at de kan tørre på samme tid, skal de have samme tykkelse. Derfor er det helt bestemt en meget stor fordel at bruge en æbleskrællemaskine, som navnet til trods kan lade være med at skrælle. Efter min mening skal skrællen blive på. Det ser pænt ud, især ved røde æbler, og der sidder mange gode næringsstoffer i netop det, man skræller af. En æbleskrællemaskine tager kærnehus ud og skiver æblet i samme arbejdsgang. Det tager ca. 30 minutter at fylde en tørremaskine med æbleskiver af 30 æbler.

I stedet for en æbleskrællemaskine kan man bruge en pålægsmaskine.

Æbleskrællemaskine

Æbleskrællemaskinen drejes rundt med et håndsving. Ringen yderst til venstre skærer sig ind igennem æblet og tager kernehuset ud og skærer æbler ud i en spiralring. Det hele i en arbejdsgang. Foto: Karna Maj

Æbleringe

Æblet kan nu løftes ud, skivet og befriet for kernehuset. Foto: Karna Maj

Æbleringe

Æblet er nu blevet til en spiral. Foto: Karna Maj

Æbleringe

Æblet genneskæres, så spiralen bliver til æbleringe. Foto: Karna Maj

Sådan tørrer du æbleringe

tørrebakke

Æbleringene læggges ud i et lag i tørrebakken. Foto: Karna Maj

De flotteste æbleringe og den mest effektive tørring får man ved at bruge en tørremaskine. Man kan også bruge andre alternativer – se i artiklen Gem havens afgrøder ved at tørre dem. Det kan være en god ide at afprøve, om man er vild med tørrede æbler, inden man køber apparatur for to tusinde kroner. Det skal lige nævnes, at tørremaskinen selvfølgelig også kan bruges til at tørre blommer, tomater, visse grønsager, krydder- og teurter med.

Æblerne lægges i et enkelt lag i tørremaskinens bakker. Spørg sælgeren, hvor mange bakker tørremaskinen kan »trække«. Jeg har ti bakker, men det betyder at jeg med 1–2 timers melllemrum skal bytte bakkerne rundt, for at alle lag er tørre samtidig.

Æbler tørres ved 70° C, indtil de knaser. Når de er ved at være helt tørre, skal man tage et par æbleringe ud og køle af for at se, om de knaser. Det tager ca. 8 timer at tørre 10 bakker.

Når de er tørre nok, sætter man tørremaskinen til at blæse kold luft, så de hurtigt afkøles. Man skal ikke bare slukke maskinen og lade dem stå og køle af i flere timer, da de hurtigt begynder at suge fugt igen.

Opbevaring af tørrede æblering

Når de er helt afkølede, skal de hurtigst muligt fyldes i lufttætte beholdere. Det mest lufttætte, vi har, er henkogningsglas med en intakt gummiring. Hvis glasset tidligere har været brugt til stærkt lugtende fødevarer, f.eks. eddikesyltede ting, så kan det anbefales at udskifte gummitætningsringen. Nye kan købes i køkkentøjsbutikker.

Glassene sættes helst mørkt og køligt, da de tørrede æbler holder sig længst og bedst under sådanne forhold.

Æbleringe

De tørrede æbleringe lægges i lufttætte henkogningsglas. De knækker let, så de kan ikke pakkes helt tæt. Foto: Karna Maj

Ikke gratis at tørre æbler

Desværre er det ikke gratis at tørre æbler, da der skal bruges en del energi til at fordampe de mindst 85% vand, som skal ud af æblerne, for at de kan holde sig. Jeg tror at det er mere end de 85%, der er fordampet, inden de knaser. Mit tørreapparat kører i 8 timer og bruger 600 W. Tørringen af de 30–35 æbler, som kan være i de 10 bakker, koster således ca. 10 kr i el.

Dertil skal lægges udgiften til anskaffelse af henkogningsglas, hvis man ikke allerede har nogle stående. De 30–35 æbler kan efter tørring lægges ned i et 4 l glas eller flere mindre med samme rumfang. Ny gummiringe koster ca. 5 kr pr. stk.

Men hvis man sammenligner med færdigt købte økologiske æbleringe til ca. 17 kr for en lille posefuld, så kan det fint betale sig.

Kommentarer

Der er 14 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Hjemmeriet

Konservering af grøntsager ved mælkesyre

Her er du: Forsiden > Dyrkningsmetoder > Høst og opbevaring > Tørrede æbler er det rene slik

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider