Jorddække

I naturen er jorden så godt som altid dækket. Det kan ganske vist ske efter jordskred eller på muldskud, at man kan se den blottede jord, men det er netop undtagelserne, som bekræfter reglen.

Læg mærke til, hvordan et tæt dæklag af planter og døde planterester altid dækker overfladen, så den slet ikke er til at få øje på. Man taler om det »grønne jorddække« (= de levende planter) og det »brune jorddække« (= de visne plantedele).

Naturens grønne dække

I naturen er jorden pakket godt ind. I skovbunden kan vi finde eksempler på naturens grønne dække. Her har anemone og vorterod dækket skovbunden i april. Senere på året vil den samme bund være dækket af visne blade med spredte klumper af bingelurt, flitteraks, mosebunke eller forskellige mosser og bregner.

Naturens brune dække

I det svindende sollys sidst på året er jorden helt dækket af nyfaldne blade. Dem er der nok af (der ligger i gennemsnit fem blade oven på hinanden), så beskyttelsen af jorden er ganske effektiv.

En efterårsskov. Foto: Flemming Jensen

Den overdrevent friserede have

Desværre har opdragelse til orden, renlighed og virkelyst ført med sig, at mange kun kan se skønhed dér, hvor disse principper gælder. Derfor ser man også stadigvæk haver og parker, hvor sådan en moraliserende skønhedsopfattelse er gennemført til sin yderste konsekvens. Her bliver ukrudt dræbt, kemisk eller mekanisk. Her bliver visne grene og tørre frugtstande fjernet hurtigst muligt. Her holdes jordoverfladen ren, d.v.s. fri for alt andet end dresserede kulturplanter. Der desinficeres, bekæmpes, sættes i karantæne, holdes rent og friseres, så man skulle tro, det var pest eller kolera, der var på færde!

Skønheden i det uordnede

I foråret er skovbunden dækket af anemoner og andre forårsblomster. Foto: Karna Maj

Men skønhed kan også ligge i det uordnede. Mangfoldigheden i skovbundens eller grøftekantens kludetæpper er noget, som både danske og engelske havearkitekter har brugt til inspiration for deres æstetiske mesterstykker. Med samvittigheden i ro kan vi altså benytte os af naturens eget princip: Hver eneste cm2 af jorden skal være dækket om nødvendigt ved hjælp af ukrudt!

Jorddække i haven

Så lad os dække jorden med brunt, når vi ikke kan gøre det i grønt. Lad halm, kompost, staudetoppe, grønsagsrester, græsafklip, visne blade eller andre planterester dække jorden om vinteren og foråret. Så eller plant så tæt, at urter og stauder dækker jorden fra det sene forår til løvfaldstid. Brug dækafgrøder, når urterne er høstet, og plant blomstrende stauder (gerne primitive vild-stauder) på alle steder, hvor jorden er bar under buske og træer. På den måde får vi en række fordele forærende:

• Ukrudt spirer kun, når jorden er belyst og altså ikke under et tykt dæklag.
• Planter eller planterester beskytter overfladens porøsitet mod sammenklemning, så optagelse af vand sker let og uhindret.
• Fordampningstabet nedsættes, når jorden ikke kan komme til at afgive sit vand direkte til atmosfæren.
• Alt sollys bliver udnyttet af grønne planter, som bidrager til summen af liv i haven.
• Livet i jorden, som planterne er en del af, bliver mere frodigt og varieret, når der hele tiden findes en forsyning med planterester.
• Med et brunt eller grønt jorddække vil vi opleve, at naturens variation og frodighed kan føres ind i vore haver og parker og blive et kendetegn for disse.