Det kan være svært at træde uden for de vante stier. Jeg har altid betragtet porrer som vintergrønsager, så det var først, da jeg sidste februar stod og så ud over min nyanlagte og meget bare køkkenhave, at jeg rigtig fik øjnene op for, hvor vigtigt det var, at der snart kom nogle afgrøder. Ellers plejer der altid i køkkenhaven at stå en hel del overvintrende sager: grønkål, løg, hvidløg, afskæringstulipaner, asparges, purløg, vårsalat og så vinterporre.
Det blev sommerporren ‘King Richard’, jeg lod mig friste af. Den blev bestilt hjem fra England, og jeg skyndte mig at så den allerede i slutningen af februar. Da porrer ikke fylder ret meget i slutningen af februar, går det fint at så i en 15–20 cm’s potte. Brug ukrudtsfri såjord og dæk frøene med ½–1 cm sand. Jeg stiller alle mine nysåede potter i en zinkkasse, som så dækkes med en glasplade, men en plastpose over potten kan tjene samme formål, at holde potten jævnt fugtig under spiringen, uden at der skal vandes.
Så snart de små stoppenåle har vist sig, skal porrerne have luft, altså ud af plast- eller glasdækket.
Allerede midt i april plantede jeg ud på friland. Da jeg havde tænkt på denne afgrøde til tidlig fortæring, plantede jeg tæt, 10 × 10 cm, så kunne vi i begyndelsen tage hveranden, så de sidste fik bedre plads. Jeg dækkede med et stykke fiberdug.
Der var mange frostnætter endnu, og alligevel voksede porrerne hurtigt til. De første kunne spises sidst i maj. Faktisk voksede de så godt, at de sidste ikke blev spist før til jul, og det gav mig lejlighed til at følge hvor mange, der gik i frø i efteråret. Man siger jo, at porrer går i frø, hvis de plantes så tidligt ud, at de får nattefrost. Men faktisk var det kun lidt flere, der gik i frø, end mellem vinterporrerne, der ikke var plantet tidligt ud.
Jeg plantede også nogle i en mistbænk samtidig med de udendørs. Her var lavet en bund af komøg, så jorden var varmere. Til gengæld var lysmængden lidt mindre. Det viste sig, at frilandsporrerne var lige så hurtige som dem i bænk.
En ekstra gevinst ved sommerporrer, som jeg først blev opmærksom på, da jeg havde dem for hånden, er, at de har et meget langt skaft, mindst ½ m, så der skal ofte kun bruges en enkelt.
Tidligt udplantede porrer er store allerede i juli. Her er ikke brugt en decideret sommersort, men de to efterårssorter ‘Carentan’ og ‘Regius’. Foto: Karna Maj
Søg i forhandlerguiden:
Øko planter til den spiselige have
Øko sættehvidløg, 5 efterårssorter
Kæmpe udvalg af græskar- og bønnefrø.
Alt til den økologiske have
Frø og udplantningsplanter, samt have
Flerårige spiselige planter til haven
Alt fra hele verden
Frø til de mest smagfulde grøntsager
Her er du: Forsiden > Køkkenhaven > Grønsager > Løg og porrer > Sommerporrer
Kommentarer
Der er 3 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…