Få succes med knoldfennikel

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Knoldfennikel er blevet en af de nye grønsager i vores køkken, både rå i salater og i varme retter og supper. Knolden er sprød og har en lakrids/anisagtig smag. Børn kan godt lide den serveret som sprød salat med den lakridsagtige smag.

Mange vil gerne dyrke egne knoldfennikel i haven, men ofte ender det ikke med en lækker knold, men med en høj fennikelplante i blomst. Med lidt viden om knoldfennikel vil man imidlertid kunne dyrke og høste veludviklede knolde – dog ikke midt i en tør og varm sommerperiode.

Fennikel kommer fra Middelhavslandene

Knoldfennikel

Knoldfennikel bliver ca. 60 cm høj og har et meget fint grønt løv. Foto: Karna Maj

Knoldfennikel, Foeniculum vulgare var. azoricum, er en varietet af fennikel, Foeniculum vulgare, som er hjemmehørende i kystområderne ved Middelhavet, hvor det er en flerårig plante. En anden varietet er bladfennikel, som ikke danner knold, men dyrkes for de aromatiske blade, stængler og frø.

Knoldfennikel har smukke frisk grønne bregnelignede blade og bliver ca. 60 cm høj. Blomsterne er gule. Knolden varierer i størrelse efter sort og dyrkningforhold, men bliver normalt 9–12 cm stor. Man kan også høste knoldene mindre som minifennikel.

De klimatiske forhold er helt anderledes hos os end i Sydeuropa, hvor vækstsæsonen er den kølige og regnrige vinterperiode med korte dage. Knoldfennikel tåler ikke frost, og derfor er den mulige vækstsæson først fra maj og langt ind i efteråret. Midt på sommeren er dagslængden her i Norden et problem, da planten går i blomst ved lang dagslængde i stedet for at danne knold. I Sydeuropa går planten naturligt i blomst, når det i foråret begynder at blive varmt og tørt. Hvis planten midt i den danske sommer udsættes for både meget varmt vejr og begyndende vandmangel, går den ligeledes i blomst i stedet for at danne knold.

Med denne viden kan man få succes med at få sine knoldfennikel til at danne knolde. Især hvis man midt på sommeren bruger sorten Zefa Fino, som ikke så let går i blomst ved lange lyse dage som mange andre sorter.

Dyrkes bedst forår, sensommer og efterår

Det er sikrest at dyrke en helt tidlig afgrøde med knolddannelse inden juli eller sene afgrøder med knolddannelse i sensommer og efterår. Det er selv med Zefa Fino noget usikkert, om man kan undgå at planterne ved begyndende knolddannelse i stedet for går i stok midt på sommeren.

En tidlig afgrøde kan forkultiveres til udplantning, når frostrisikoen er ovre i maj. Der sås 5–6 uger inden udplantning. Man kan evt. dække mod sene frostnætter i maj/juni, og det er bedst ikke at udplante, før jordtemperaturen er min. 10° C. De professionelle udplanter første hold allerede først i april under fiberdug.

Knoldfennikel er lettest at etablere fra frø, men man kan ikke så direkte på friland før sidst i maj, da frø først spirer ved 15° C.

Knoldfennikel til sensommer- og efterårshøst sår man fra juni og til midt i juli. Knoldfennikel er en god 2. afgrøde, men den bør sås i små mængder og ad flere omgange. De færreste har lyst til fennikel mange gange om ugen.

Udviklingstiden er for Zefa Fino 65–80 dage, sidst i vækstsæsonen skal man måske regne med endnu længere udviklingstid. Knoldfennikel fortsætter med at vokse til langt ud på efteråret, og de kan tåle ganske lidt frost. De kan som bladselleri dækkes med fiberdug og klare en del frostnætter på den måde. Dæk med f.eks. halm omkring knoldene, så de ikke skades af nattefrosten. De opbevares nogle uger i plastpose i køleskab. Hvis man har plads i drivhuset, kan man forsøge med en sen afgrøde – man vil altid kunne nå at høste nogle fine nye grønne blade som krydderurt, eller måske stængler.

Hvis man lader planten blive stående efter høst af knolden, vil den skyde ny grøn top, som man kan bruge som bladfennikel.

Knoldfennikel

En flot knoldfennikel, hvor man tydeligt kan se, at det er bladskederne, der danner knolden. Foto: Karna Maj

Dyrkningsvejledning for knoldfennikel

Knoldfennikel tilhører skærmplantefamilien og det bør der tages hensyn til i sædskiftet. Det er ikke en god naboplante, og den bør derfor dyrkes som eneafgrøde.

Knoldfennikel trives i fuld sol, og kan dyrkes i almindelig god havejord, veldrænet og gerne tilført noget kompost. Den er meget tolerant med hensyn til PH-værdi (5,5–7,5). Selv stiv lerjord kan den vokse på, men en mere luftig jord er at foretrække. Voksepladsen må gerne være beskyttet og lun. Kvælstofkravet er 150 g kvælstof pr. 10 m², men dyrkes den som 2. afgrøde, f.eks. efter kartofler, som er blevet gødet godt, er det måske ikke nødvendigt at gøde. Eller man kan vente med at eftergøde til knolddannelsen går i gang.

Knoldfennikel dyrkes med en rækkeafstand på 40 cm, dvs. 3 rækker på et bed på 110–120 cm. Afstanden i rækken bør være 25 cm. De kan evt. plantes på bedet i forbandt med en indbydes afstand på 30 cm. Står planterne for tæt, bliver knoldene mindre og høje.

Frøene sås 2 cm dybt og 2–3 frø pr. planteplads. Der udtyndes til 1 plante, når de er 5 cm høje. De spirer først ved en jordtemperatur på 15° C og er 10–14 dage om at spire, hvor jorden skal holdes fugtig. Det er vigtigt at holde jorden fri for ukrudt, især i etableringsfasen.

Fennikel skal vokse i fugtig jord

Fennikel må ikke på noget tidspunkt mangle vand, da det kan få planten til at gå i blomst. Her er lagt en siveslange ud. Dette er sorten Argo RZ, fotograferet i urtehaven på Egeskov Slot i 2011. Foto: Karna Maj

Forkultivering skal ske i potter eller speedlingbakker, da risiko for stokløbning øges, hvis rodsystemet beskadiges. Forkultiverede planter bør udplantes senest, når de er 5 cm høje, da de dårligt tåler at få forstyrret rodvæksten. Det er også vigtigt ved udplantning at placere planten i samme dybde, da en for dyb plantning kan resultere i langagtige og flade knolde og øget tendens til stokløbning.

Knoldfennikel skal have en konstant fugtig jord at vokse i, hvis man skal undgå, at den går i stok. Det er især vigtigt, når knolddannnelsen går i gang. Jorden bør ikke tørre ud, inden der vandes, så her kan det være nødvendigt at vande to gange om ugen i tørre perioder. For at sikre en god fugtig jord, er det en fordel at jorddække, så snart planterne er store nok til det. Når knoldene er på størrelse med et hønseæg, kan man hyppe jord halvt op omkring knolden for at blege den og sikre sprødhed.

I sommerperioden skal man høste knoldene, så snart de er store nok, da man ellers risikerer, at de går i blomst. I efteråret kan knoldene godt stå i længere tid, uden at de begynder at gå i blomst.

Sorter af knoldfennikel

Der findes et mindre antal sorter, og formmæssigt deler de sig i to typer: de mere runde og de lidt flade aflange.

Det er en god ide at starte med at dyrke Zefa Fino, som erfaringsmæssigt passer godt til det danske klima, og som er let at finde frø af. Der findes dog også andre sorter, som er blomstringstræge, men de er lidt sværere at skaffe frø af. Bingenheimer Saatgut, som har biodynamiske frø, har ud over ‘Fino’ også sorten ‘Perfektion’, der er velegnet til både tidlig dyrkning og efterårsdyrkning. Sorten ‘Mantovano’ skulle også være blomstringstræg og derfor velegnet til forårssåning.

Til dyrkning sidst på sæsonen kan man prøve at dyrke andre sorter, da knoldfennikel normalt ikke går i blomst i efteråret, hvor dagene er korte, og jorden er tilpas fugtig.

Anvend hele planten

Hvis man dyrker knoldfennikel, kan man godt i beskedent omfang bruge af toppen på større planter, og det er en god ide at nedfryse toppen, når knolden høstes.

Er man uheldig og får planter i blomst først på sommeren, kan man lade dem sætte frø til høst. Frøene kan høstes allerede som grønne, men de skal være helt udviklede for at have god smag og kunne tørres og gemmes til at komme i maden. Frø til såning skal være modne ved høst.

Hvis planten begynder at vokse i højden i stedet for at danne knold, kan man som ved bladfennikel spise stilken.

Fennikel og salat

De fleste planter bryder sig ikke om at have fennikel som naboplante – der trives knoldfennikel og salat dog fint side om side, men med god afstand. Den Økologiske Have 2005. Foto: Karna Maj

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Gartneri Toftegaard

Øko planter til den spiselige have

Hvidløg og Vin

Øko sættehvidløg, 5 efterårssorter

Frøsnapperen

Frø til de mest smagfulde grøntsager

The Plant Explorer

Kæmpe udvalg af græskar- og bønnefrø.

Økologiens Have

Frø og udplantningsplanter, samt have

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Bjarne’s frø og planter

Alt fra hele verden

Solsikken

Alt til den økologiske have

Her er du: Forsiden > Køkkenhaven > Grønsager > Rodfrugter > Få succes med knoldfennikel

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider