Gødning med naturens ressourcer

Af Yen Frydensberg Egebak

Tomater kræver en række essentielle næringsstoffer for at vokse sundt og give et godt udbytte. Hvis man har en helt almindelig havejord, findes det hele i jorden. Er jorden levende og sund, sørger mikroorganismer, svampe og bakterier for, at næringen er frit tilgængelig for planten.

Tomatplanter, der ikke tilføres ekstra gødning end jorddække og den næring, der findes naturligt i jorden, skal nok give tomater, men tilføres ekstra næringsstoffer, kan udbyttet øges betragteligt.

Foto: Mette Krull

De vigtigste næringsstoffer

De vigtigste næringsstoffer til tomater er: kvælstof, fosfor, kalium, magnesium, svovl, calcium og mikronæringsstoffer som bor, jern og zink.

Gødning med naturens ressourcer

Brugen af naturligt forekommende ressourcer som næring til afgrøder har rødder, der strækker sig mange år tilbage, og gennem århundreder har det været helt normalt at gøde med de ressourcer, man havde til rådighed i naturen i det område, man boede i.

Indianere gødede majsmarkerne med ned gravede rå fisk, som de fangede i floderne, og pulveriserede dyreknogler er kendt som værende en rig kilde til fosfor, ligesom man i Asien stadig i dag anvender tang som næringskilde på markerne.

Jeg har altid været optaget af de historier, og hvordan man kan udnytte naturens ressourcer og rest produkter bedst muligt. Selvom ingredienserne varierer, er principperne de samme: at udnytte de naturligt tilgængelige ressourcer og skabe et regenererende kredsløb, hvor affald fra én proces bliver til næring for en anden.

Jeg gøder mine tomater med en blanding af nedgravet organisk materiale og jorddække, der ligeledes består af organisk materiale. Det kan være alt fra plantedele, kompost, træaske, husdyrgødning og uld til husholdningsaffald som kaffegrums, gamle æg og bananskræller.

Efterhånden har jeg fundet en fremgangsmåde, der passer rigtig godt til præcis de ressourcer, som jeg har til rådighed i mit nærområde, og som giver mig en tilfredsstillende høst, uden at jeg skal gå og gøde igennem hele sæsonen.

For nogle år siden delte jeg på de sociale medier for første gang noget i retning af: »Hvordan jeg hvert år høster 500 kilo tomater og kun gøder én gang – med bananer, et gammelt råt æg, en håndfuld ren træaske og lidt havekalk.« Videoen varede i 20 sekunder og gik hurtigt helt – ja, »bananas«.

I skrivende stund har den en samlet visningstid på – hold fast – 1 år, 190 dage, 38 minutter og 44 sekunder. Banan og æg-metoden delte jeg sidenhen med Søren Vester i programmet Søren Vesters Have, og artikler i både danske og svenske havemagasiner.

Med delingerne kommer også rigtig mange gode spørgsmål, der besvares forskelligt, alt efter hvem der deler tippet. Jeg har derfor altid tænkt, at
et kunne være hjælpsomt at dele det hele ét sted, både tippet og mine svar på alle de gode spørgsmål der følger. Og hvilket bedre sted at gøre det end her i bogen (red: Yen’s bog »Din guide til fantastiske tomater«)

Gødning med banan og æg

Til hver tomatplante anvender jeg:

  • 1 hel økologisk banan eller økologisk bananskræl (kalium, magnesium)
  • 1 helt gammelt æg (fosfor)
  • 1 håndfuld ren træaske (kalium, fosfor, magnesium og calcium)
  • 1 lille håndfuld havekalk (calcium)

Bananskræller eller hele bananer – begge dele virker fint. Oftest anvender jeg blot bananskrællerne, så selve bananerne kan bruges til banankage eller smoothies. Foto: Mette Krull

Sådan gør jeg:

1. Jeg borer et dybt hul med et jordbor monteret på en boremaskine. Det laver et meget fint, dybt hul, der ikke skvatter sammen, hvis jor den ellers er fint fugtig, når hullet bores.

2. Banan og æg lægges i bunden af hullet, og skallen på ægget brydes med en pind eller skaftet af min håndskovl. Oven på det kommer jeg havekalk og træaske.

3. Oven på hele herligheden lægger jeg en håndfuld jord, inden jeg planter tomatplanten dybt i hullet.

4. Som supplement til den næringsrige madpakke jorddækker jeg som beskrevet tidligere i bogen imellem tomaterne med græsafklip eller andet organisk materiale. Jorddækket omsættes langsomt og beskytter samtidig mikrolivet i jorden.

Ofte stillede spørgsmål

Jeg har ikke bananer og æg, er der andet, jeg kan bruge?
Ja, der findes andre naturlige alternativer til æg og banan. Andre gode kilder til de essentielle næringsstoffer til tomater er: rå fiskerester, kaffegrums, kulsukker, brændenælder, kompost, bokashi, hestemøg, kaninmøg, gedemøg eller tang.

Endelig er overfladekompostering som supplement til de mere målrettede næringskilder, jeg nævner ovenfor, helt afgørende for, at jorden har et rigt liv af mikroorganismer og dyr, der kan medvirke til at omsætte alle de organiske næringskilder til fri næring, der kan optages af planterne. Prøv dig frem, og se, hvad der virker bedst for dine tomater.

Tiltrækker lugten fra de rå æg rotter?
Oven på æggene lægges en håndfuld havekalk. Havekalken er i teorien med til at dæmpe den meget skarpe lugt, som et råddent æg kan udsende. I praksis er lugten fra ægget væk, så snart tomatplanten er plantet, og hullet dækket til med jord.

Jeg har aldrig oplevet, at æggene tiltrak gnavere eller andre uønskede skadedyr, men jeg har heller ikke generelt problemer med gnavere på ejendommen. Har man generelt et rotteproblem på sin ejendom, ville jeg vælge en anden kilde til fosfor end rå æg, ligesom jeg også ville fravælge rå fiskerester og bokashi.

Hvis du kun havde én af tingene, hvad ville du vælge?

Hvis jeg kun havde én af næringskilderne til rådighed, ville jeg gøde med træaske. Træaske indeholder alle de essentielle næringsstoffer, der skal til, for at tomater trives og giver en rigelig høst. Under de to verdenskrige gødede man i både USA og England hovedsageligt med træaske i de mange drivhuse med tomater, der skulle brødføde hele nationen.

Kan man bruge aske fra pillefyr?

Aske fra træpiller og andet ‘sammensat’ træ kan indeholde rester af tungmetaller, dioxin og andre uønskede stoffer, så jeg anvender altid kun ren træaske fra nåle- eller løvtræer i havejorden.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Frøsnapperen

Frø til de mest smagfulde grøntsager

Solsikken

Alt til den økologiske have

Hvidløg og Vin

Øko sættehvidløg, 5 efterårssorter

Økologiens Have

Frø og udplantningsplanter, samt have

The Plant Explorer

Kæmpe udvalg af græskar- og bønnefrø.

Gartneri Toftegaard

Øko planter til den spiselige have

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Bjarne’s frø og planter

Alt fra hele verden

Her er du: Forsiden > Køkkenhaven > Grønsager > Tomat > Gødning med naturens ressourcer

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider