Haveplan (1) – Mål haven op

Af Inge Havetip, forfatter, Inges havetips

Indrømmet – det er lidt kedeligt og småbesværligt, men du er nødt til at måle din have ordentligt op, inden du kan tegne en ny og spændende plan for den.

Før i tiden var det ensbetydende med, at du skulle ud i haven med tommestok og målebånd. Det kan du selvfølgelig stadig vælge at gøre, men nu om stunder findes der også hurtigere og lettere metoder, som oven i købet kan klares bag computeren Med andre ord kan du hygge dig inde i varmen og være ligeglad med, om det regner, stormer eller sner derude i haven.

Et stilrent havedesign. Foto: Inge A. Futtrup

Brug matrikelkort eller satellitfotos til haveplanen

Hvis du kan findes jeres matrikelkort, er det nemt at tage et par kopier af det eller scanne det ind på computeren. Så har du en målfast grundplan, som du kan tegne videre på.

Og ellers kan du bare smutte ind på krak.dk eller arealinfo.dk hvor du kan måle afstande og arealer meget præcist. Husk dog at tage højde for eventuelle skygger på satellitfotoet, så du ikke får tegnet træer og huse alt for store!

Min have set fra luften

arealinfo.dk kan du også finde oplysninger om skovbyggelinjer og andre restriktioner for matriklen. Tag et grundigt kig i vejledningen, inden du går i gang med at bruge kortene – de er nok mest for rigtige nørder ;-)

Tegn den eksisterende have med alt det, du vil bevare

Du kan sagtens nøjes med at tegne på en ganske almindelig ternet blok i A4-format. Så kan du altid senere lave en række detailtegninger af staudebede, køkkenhave, forhave mv.

Det er kun dig selv, der skal se tegningen, så den behøver ikke at være perfekt :-) Men prøv at lave den så enkelt som muligt, så den er let at overskue. Brug farveblyanter til at markere forskel på bygninger, terrasse, planter mv eller skriv et par stikord på tegningen.

Opmåling af haven. Foto: Inge A. Futtrup

Opmåling af haven

Start med at indtegne alle de ting, som ikke kan flyttes. Hus, carport, indkørsel, redskabsskur, drivhus på støbt sokkel osv. Husk også brønddæksler, flagstang og havedam samt pergola, hvis den er støbt fast eller overgroet med gamle planter. Hvis du er glad for din terrasse, så tegn også den ind, men overvej først, om den eventuelt kan/skal flyttes eller måske vil det være en ide at ændre den totalt.

Lysthus i Humlemagasinets Have. Foto: inge A. Futtrup

Dernæst indtegner du de træer, buske, hække, bede mv, som du gerne vil bevare og som ikke skal/kan flyttes. Hvis du har planter i haven, som du vil beholde, men som gerne må flyttes til et andet sted, så skriv dem på en liste, så du husker at få dem med på den færdige plan.

Kig på haven med friske øjne

Til sidst laver du en liste over de ting, som kan eller skal flyttes. Det kan fx være gyngestativer, bålplads, kompostbeholder, trampolin, foderhuse eller tørrestativ.

Jeg ved godt, at det kan være fristende at tage den slags med på tegningen af den eksisterende have. Men det begrænser din kreativitet og holder dig fast i gamle tankemønstre. Selvom tørrestativet har stået til venstre for terrassen i 20 år, er det jo ikke ensbetydende med, at det ikke kan flyttes om ved bryggersdøren.

Når du skal i gang med at tegne en haveplan, handler det jo netop om at finde på nye ideer. Så derfor er det bedst, hvis du kigger på din have med helt friske øjne og uden skelen til gamle vaner og rutiner.

Brug fotos af haven

Det kan også være en god ide at finde gamle fotos af haven frem eller tage en stribe nye fotos af den. Både overordnede fotos fra alle vinkler – og detaljerede fotos af de enkelte bede. Så er det for det første lettere at huske det hele, når du sidder og nørkler med haveplanen en sen aften – og for det andet kan du meget bedre se alt det, som ikke fungerer optimalt i haven.

Klippede egetræer. Foto: Inge A. Futtrup

Når vi går rundt i vores egen have, bliver vi ofte lidt blinde. Vi er så vant til at se tingene og sætter ikke spørgsmålstegn ved, om rosenbedet nu også er anlagt det helt rigtige sted eller om græsplænen virker enormt kedelig. Eller om der er alt for mange ting, der skaber uro. Men vores underbevidsthed registrerer det hele!

Når vi ser haven på et foto, får vi ofte øje på uharmoniske hjørner eller knapt så kønne kig til kompostbeholderen eller naboens skæve udhus. Det er lige præcis den slags detaljer, som en ny haveplan gerne skal få skovlen under.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Hobbydrivhuse.dk

Dyrk dine egne grøntsager og urter

Primabolig

Anlægsgartneren betaler sig

AltomByg

Trænger haven til en kærlig hånd?

Arresø Pil

Økologisk dyrket og usprøjtet pil.

FC Beton

Nye fliser eller sten til terrassen?

Havearkitekt Lene Palmer

Havedesign i København og på Sjælland

Land Højbede

Land Højbede og Plantekasser

Robinie.dk – SkovTrup

Byg din Terrasse med Eg eller Robinietræ

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Anlæg og inspiration > Haveplan (1) – Mål haven op

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider