Svovlgul kosmos

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Har man en solbeskinnet og veldrænet, gerne lidt tør vokseplads, så er det et ideelt sted at plante sommerblomsten svovlgul kosmos, Cosmos sulphureus.

Den blomstrer hele sommeren med et væld af enkle til halvfyldte blomster mindre blomster, som alt efter sort kan være gule, orange eller orangerøde. Den er mindst lige så let at dyrke som sin mere kendte slægtning stolt kavaler, Cosmos bipinnatus, som er en almindelig sommerblomst i danske haver. Svovlgul kosmos har et bregnelignende grønt løv. Den kan i småplantestadiet forveksles med den invasive art bynkeambriose, Ambrosia artemisiifolia.

Orange cosmos

Svovlgul kosmos besøges flittigt af havens sommerfugle – her en kålsommerfugl. Her er blomsterne halvt fyldte – den stammer fra blandingen Bright Light. Foto: Karna Maj

En tropisk plante fra Mellemamerika

Svovlgul kosmos hører til kurvblomstfamilien og vokser naturligt i tørre områder i Mellemamerika. Den vokser naturligt i ørkenområder i bl.a. Mexico. Planten er i det sydøstlige USA erklæret for invasiv art. Under danske forhold selvsår den på linje med stolt kavaler, men den spirer senere, da den kræver lidt højere spiretemperatur.

God insekt- og sommerfugleplante

Svovlgul kosmos tiltrækker ligesom stolt kavaler sommerfugle, og den besøges flittigt af alle slags insekter. Blomsterne er meget let tilgængelig for insekterne.

En god insektplante

Svovlgul kosmos er en fin insektplante, men det er også en fin blomst for insekterne – det er nem adgang til føden. Foto: Karna Maj

En solelskende plante

Orange cosmos har en let vækst

Orange kosmos har en busket, men let vækst med bregnelignende blade. Foto: Karna Maj

Svovlgul kosmos kan vokse de fleste steder, hvor der er delvis sol, men den kommer kun til fuld blomstring, hvis den får 8–10 timers sol. Under mere skyggede forhold bliver den højere og med færre blomster. Den er kalkelskende, men kræver ikke særlig meget næring og vand. Hvis man er for god ved den med gødning og vand, får man planter med mere bladvækst og færre blomster. Den foretrækker en veldrænet jord. Den er velegnet til sandjord, men trives også fint på lerjord.

Den vilde udgave er høj, 1–2 m, og har gule til gyldne blomster, mens de dyrkede arter normalt er 30–90 cm høje og lidt buskede planter. De høje sorter kan have brug for støtte. Sent på sæsonen kan en kuling knække den stive plantestængel, hvis den står meget vindudsat. De mindste sorter klarer sig uden støtte. De dyrkede arter er gule til orange til orangerøde. De røde sorter er ret nye.

Dyrkning

Kimplante af cosmos

Det kan godt betale sig at forkultive denne cosmos, da man får blomstring ca. 1 måned tidligere end ved såning på voksestedet. Foto: Karna Maj

Svovlgul kosmos kan godt sås direkte på friland, men da jordtemperaturen skal være mindst 18° C og bedst 23° C, før frøene spirer, vil den under danske forhold først komme i blomst i august. Det er derfor en fordel at så den i første halvdel af april i drivhus eller vindueskarm.

Spiretiden er 7–21 dage, og den blomstrer 50–55 dage efter fremspiring. Husk at tynde til ca. 6 cm under forkultiveringen. Den udplantes først, når der ikke længere er risiko for nattefrost.

Planteafstand på 30 cm giver en tæt plantning. En enkelt plante kan på det rigtige sted fint komme til at fylde 50 × 50 cm.

Når den først er kommet i vækst, tåler den en dansk sommertørke og behøver først at blive vandet, hvis den begynder at hænge med bladene. Den udvikles dog bedst med en let fugtig jord.

frøstand på svovlgul cosmos

Frøene næsten sidder og venter på, at man skal komme forbi og plukke dem. Foto: Karna Maj

Sidst på sommeren, når frøsætningen er fremskreden, får den færre blomster og er ikke særlig pæn mere. Man kan skære den ca. 1/3 tilbage og få ny vækst og blomstring sidst på sæsonen. Eller man kan så et hold direkte i bedet i juni, så der er et nyt hold til blomstring i efteråret. Den tåler ikke frost, men kan blomstre lige til frosten kommer.

Formering

Det er let at tage frø af planten til at så næste år. Frøene sidder frit tilgængelig og er lette lige at samle en håndfuld fint tørre frø af.

Sorter

Der findes en række sorter, men den oftest udbudte er frøblandingen Bright Lights Mix, som er med gule, orange og mørk orangerøde blomster og med både enkelte og halvfyldte blomster. Den bliver ca. 70 cm høj.

Lave sorter, som kun bliver ca. 35–40 cm høje: ‘Ladybird Dwarf Red’, ‘Ladybird Dwarf Gold’, ‘Ladybird Dwarf Orange’, ‘Ladybird Dwarf Lemon’.

Andre sorter: ‘Crest Red’, ‘Limara Lemon’, ‘Cosmic Red’, ‘Cosmic Orange’, ‘Sunny Red’, ‘Sunny Gold’.

Blandinger: Yellow Cosmos Klondyke Mix, Brightness Mixed, Bright Lights Mix.

Se variationen inden for Cosmos sulphureus

Kommentarer

Der er 3 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Bjarne’s frø og planter

Eksotiske og specielle er vores liv!

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Blomstergården

Store samlinger af dagliljer og hosta

Staudemarken

Stauder tilltrækker bier, som bestøver.

FAUSOL A/S

HORNUM – Stort udvalg af blomsterfrø

Økologiens Have

Frø og blomster, også i haven

Solsikken

Alt til den økologiske have

Staudestedet

Mange forskellige stauder

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Blomster > Sommerblomster > Svovlgul kosmos

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider