Naturens ansigt – om økologi og skønhed

Af Sten Porse, pensioneret faglærer, myrica.dk og Jens Thejsen, konsulent, underviser og forfatter, www.jensthejsen.dk

I de danske haver er det sjældent, vi får oplevelser, som går gennem marv og ben, oplevelser, som virkelig fryder og ryster.

Men disse oplevelser findes. Vi tror på den økologiske skønhedsoplevelse. Men hvad er det så? Før vi kan svare på det, vil vi se på, hvad det i hvert fald ikke er: Det er ikke ensformighed, det er ikke kedsommelighed og genkendelighed, som vel er det, vi mest møder i landskabet og – med skam at melde – i de fleste haver.

Et spændingsfelt

Skønhedsoplevelse er noget helt andet end pænhed, for i skønhedsoplevelsen ligger en spænding, som pænheden mangler.

På den ene side tiltrækkes vi af det velkendte og trygge. På den anden side higer vi efter det fremmede, det spændende og det anderledes. Men når det kendte bliver til kliché, så bliver vi lede ved det. Og når det nye bliver utrygt og lidt farligt, så vender vi os ofte fra det. Og alligevel er det i dette spændingsfelt, vi finder skønhedsoplevelsen.

Praktiske eksempler

Køer i landskab

Dyrene bevæger sig ind i det nøgne landskab og skaber et billede af liv og frihed, som passer til deres niche. Foto: Sten Porse

Men kan man overhovedet finde økologisk skønhed? Ja, engang imellem er den der. Vi kan opleve den i grøftekanten, i den Bornholmske klippeflora, og vi lokkes ved synet af en eng med græssende køer.

Men det bliver mere og mere sjældent, at man finder naturens ansigt. Grøftekantens blomster er måske bukket under for ukrudtsmidlerne. Klippefloraen lider under sur, kvælstofholdig regn og turisters hensynsløshed. Moderløse kalve, ungkreaturer eller måske tamhjorte har taget køernes plads, og engen er ikke rigtig eng, men udlægsgræs fra korndyrkningen i fjor.

Vi drømmer måske snarere om »rigtige« have– og landskabsoplevelser, som i »de gode gamle«. Dengang da køerne havde horn, da engen var våd om vinteren, og der var kornblomster, valmuer og margeritter i kornet. Dengang da bondehaverne bugnede af stauder, og selvbinderen var i brug.

Naturlængsler

Denne ønsken sig bort fra en tilstand, hvor det oprindelige er gået tabt, er gammel i europæisk kultur. Vi har en fornemmelse af, at noget vigtigt er mistet. Både i landskabet og inde i os selv. Vi længes efter det, som ikke bærer kulturens fingeraftryk. Vi savner variationen, det uventede, det vilde.

Vi rejser mod syd eller nord, vi spiser fremmedartet mad, fascineres af historien, søger eksotiske kulturer. I søgen efter de ægte oplevelser eller på flugt fra pænheden.

Men har vi helt opgivet de ægte oplevelser i vore nærmeste omgivelser? Skulle vi ikke kunne finde disse oplevelser i haverne, i parkerne eller ude i landskabet?

Situationen i landskab og have

Det er næsten ikke muligt at finde en rigtig bondehave. De franske barokhaver forfalder. De veltrimmede forstadshaver er også ved at forsvinde. Ikke mange har det overskud af arbejdskraft og penge, som det kræver at passe disse havetyper. I stedet laver man hæk–til–hæk græsplæner (slået med motorklipper og »renset« med hormonmidler) og pynter det hele op med topgødede sommerblomstorgier.

Men de fleste er alligevel utilfredse med den gennemsnitlige pænhed. Haverne er blevet et næsten alt for dækkende billede af tilstanden i landskabet og inde i os selv. I haverne møder vi det velkendte, det monotone, og i landskabet er det uventede næsten forsvundet.

Økologi og æstetik

Topstar

Meterhøje parykker vokser ud af sumplandskabet. De store tuer af topstar er skulpturer, som bryder og giver landskabet karakter.

Den økologiske skønhed er noget helt andet. Det er den skønhed, som ikke kun er en afspejling af vor kulturs monotoni og overflade. Det er den variation, som nok er broget, men som holdes i tømme af noget udenfor os: naturens egne love. Og det er det smukke, som findes i den uventede oplevelse. Det er når naturens ansigt viser sig i kulturlandskabet.

Grøftekanten er smuk, synes vi, fordi den viser, at planterne i deres frie samspil kan overleve på et smalt stykke jord. Klippernes plantesamfund er en oplevelse, fordi vi her finder både variation og overdådighed i små, velafgrænsede lommer. Hver lomme ligner egentlig en lille have.

Og køerne på engen er et billede af, hvordan vi kunne leve i et gunstigt forhold til nyttige og unyttige planter og dyr. Engen blev rig på planter, som var giftige eller stikkende, for dem gik køerne udenom. Men netop de plantearter, som køerne undgik, var måske føde og skjul for upåagtede dyr, som i anden omgang kom både køer og mennesker til gavn.

Selvfølgelig kunne man tage andre naturtyper op: både skovbunden, åkandedammen, bækløbet, heden og stranden rummer smukke plantesamfund. Også dér kunne man vise, at det tiltrækkende i naturens skønhed er oplevelsen af variation, utæmmethed og det uventede.

Et lille hjørne med vild natur

Efterårsblade

Under isen dukker nyfremkaldte efterårsbilleder frem. Foto: Sten Porse

Kan vi skabe nye økologisk og æstetiske landskaber? Vi mener ja. Vi må se i øjnene, at oprindelig natur (den uden menneskelig påvirkning) er tabt. Det skal ikke begrædes, og vi skal heller ikke bare drømme os tilbage. Landskabet og haverne skal kunne rumme mennesker som det afgørende. Men vi kan alligevel skabe gode og sunde landskaber og haver, vi kan skabe en oplevelsesrigdom, som kan bevæge vores sind. Der er meget, vi kan gøre, og rent praktisk kan det være:

  • At give plads til udyrkede hjørner i have og landskab. Lad bare kvasbunken ligge til den synker sammen. Lad være med at »rydde op« i læhegnet. Lug mellem stauderne og lad det stå, som ikke bevisligt er til gene.
  • At beskytte de korridorer af flerårigt grønt, som findes i landskabet. Skån hegn, vandhuller og vandløb for afbrænding, affald og trafik.
  • At skabe nye forbindelser mellem de gamle naturelementer (skov, hegn, sø, vandløb osv.) Plant hegn, lav remiser i de markhjørner, hvor traktoren kun dårligt kan komme til. Plant varieret og brug gerne arter, som er hjemmehørende i Danmark. Læg rummelige rør under veje og diger, så insekter, padder, krybdyr og små pattedyr kan passere uskadt.
  • At gøre sin egen have til en planlagt og bevidst, men ikke trimmet og ensformig, ø af natur. Tag udgangspunkt i én eller flere naturtyper – lær dem at kende. Lav haven inspireret af disse plantesamfund.
  • At lade være med at fortvivle, fordi der er så lidt, vi kan gøre. Den samlede virkning af de mange små, spændende og vilde haver eller af de mange hegn, vandhuller og småkrat, de kan give ganske store udslag, endda ret hurtigt.
  • At plante, ikke kun for at mætte sig selv, men også faunaen. Plant med tanke på, at både insekter, fugle, padder og pindsvin i sidste ende lever af et varieret planteudbud. Glem ikke biplanter som giver føde til mange andre insekter, og husk de tornede planter, der beskytter fuglene.
  • At respektere og pleje jordens mikroliv. Varieret plantning og jorddække giver et rigere fødeudbud for jordens svampe, bakterier og småkravl. Men det giver også en mere levende jord, som planterne trives i.
  • At omdefinere ukrudtsbegrebet og ikke lade sprøjten eller hakken få magten. Ethvert kim, som ikke er planlagt, behøver ikke nødvendigvis at skulle fjernes.
  • Og at mærke efter: Hvor har vi det egentlig bedst, dér hvor det hele kan tages lidt afslappet eller dér, hvor alt går efter en snor.

Hvis vi lader naturen stikke sit »farlige« ansigt ind i vore kulturelle haver og landskaber, så øger vi graden af variation. Og samtidig skaber vi plads for det, som ikke er styret og behersket af mennesker. På den måde får vi atter chancen for at opleve den frie skønhed.

Den frie skønhed i haven

Hvis vi virkelig inviterer naturen indenfor i vores haver, vil vi opleve den frie skønhed: Den fine sangerrede foret med menneskehår. Stauder som uventet dukker op. Masser af frøer selv om der ikke er et vandhul. Honningbier, humler, eneboerbier, blomsterfluer og sommerfugle sværmende om Oreganum. Duften af den friske muld, champignon rundt om i haven, 17 ællinger, der kommer vadende ud fra den store, gamle buksbom. Lyden af frøkapsler, som springer. Vinterens rester fra stauder, de blomstrende kål, ukendte nye kimplanter.

Der kan heldigvis ikke gives forskrifter for, hvad økologisk skønhed er, og det ligger i, at det er noget, som opstår, når natur og kultur brydes, noget spontant. Derfor også noget, som kræver beredthed hos den, der vil opleve det. Økologisk æstetik forudsætter en vilje til at være åben og tænke naturen med, når man lever i hus, have og landskab.

Kommentarer

Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Solsikken

Alt til den økologiske have

Landsforeningen Praktisk Økologi

Dyrk med naturen og ikke mod

Frøtorvet

Frø – blomsterløg til farverige blomster

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Den naturlige have > Naturens ansigt – om økologi og skønhed

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider