Spørg eksperterne

Er der en robust klatreplante til tagterrasse?

Jeg vil gerne plante en klatreplante op ad bagvæggen på min tagterasse. Det skal imidlertid være en plante, der kan klare nogle ret ekstreme vejrforhold. Om sommeren stiger temparaturen voldsomt (ofte op mod 40 grader) på terassen, og planten vil i eftermiddagstimerne være direkte eksponeret for sol. Om efteråret og vinteren blæser det til gengæld ofte voldsomt.

Findes der en plante, der vil kunne klare disse forhold og samtidig dække en bagvæg bestående af metalplader – gerne flere meter i højden?

Håber I kan hjælpe

Med venlig hilsen
A. Andersen, november 2015

Svar

Man kan vælge at plante enårige slyngplanter. Så betyder det ikke noget, at der er koldt og blæsende på tagterrassen om vinteren. Men ulempen er selvfølgelig at planterne er små om foråret, og at de skal sås på ny hvert år. Allerhelst skal de forkultiveres indenfor i februar–marts måned, så de kan få et forspring.

Pragtsnerle (Ipomoea tricolor) er et oplagt bud. Den kan blive 3–4 m høj på en sommer og foretrækker fuld sol. Den trives glimrende i Australien, så den har ikke noget imod varme, hvis den ellers får nok vand. Man kan tage frø af egne planter. Se: Hvornår kan frø af pragtsnerler høstes?

Hvis det skal være flerårige slyngplanter, vil jeg vælge almindelig blåregn, Wisteria sinensis. Køb en sort (f.eks. ‘Amethyst’), da en frøplante kan være længe om at komme i gang med at blomstre. Almindelig blåregn kan blive op til 20 m høj og foretrækker fuld sol. Også den trives glimrende i Australien, og den er ret tørketålende.

Almindelig blåregn er hårdfør, hvis den dyrkes i jorden. Så hvis der er mulighed for det, er det bedst at plante den i jorden og lede den op til tagterrassen. Hvis den dyrkes i en meget stor krukke eller anden beholder, er den mere sart. Den kan med fordel pakkes ind i vintermåtter og stilles på en vintermåtte om vinteren. Men hvis vinteren er meget hård, er der en risiko for at den dør.

Både pragtsnerle og almindelig blåregn er slyngplanter. Så de hæfter ikke til væggen, men skal have et espalier at slynge sig op ad. Det kan være lodrette plastovertrukne stålwirer med wirestrammer. Det er vigtigt at blåregn har et kraftigt espalier

Med venlig hilsen
Lene Palmer
Selvstændig havearkitekt, Havearkitekt Lene Palmer

Kommentarer

Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Robinie.dk – SkovTrup

Plantekummer og tønder i robinietræ

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Altan og tagterrasse > Er der en robust klatreplante til tagterrasse?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider