Spørg eksperterne

Hvad kan vi bruge som gange mellem højbede?

En daginstitution skal anlægge en ny stor have med højbede. Hvad vil I anbefale at de bruger i gangene mellem bedene?

Vi har overvejet fibertex med flis ovenpå. Men findes der andre brugbare alternativer? Hvad holder bedst ukruddet væk?

Med venlig hilsen
Hanne Lauritsen, juni 2003

Svar

Jeg vil foreslå at man bruger fliser, eller grus, eller flis, eller græs. Det skal passe med de praktiske forhold, og det skal se ordentligt ud. Men jeg kan ikke rigtig se at man behøver at udelukke nogle muligheder. Alt kan bruges, men det er selvfølgelig ikke så praktisk med bar jord, der kan gå hen og blive til mudder under de rette forhold.

Det med ukrudt er vel næppe et større problem her, end i resten af den pågældende have. Medmindre man er sikker på at der er væmmeligt rodukrudt nede i jorden, så er der ingen grund til at bruge fibertex under noget som helst. Og så kommer det nok bare op ude i siden, hvor fibertexen holder op. Frøukrudt, der kommer fra oven vil være ret ligeglad med fibertexen, da der altid vil komme skidt og snavs i eventuelle fuger, eller nede i flisen. Og derfor vil f.eks. énårig rapgræs klare sig uden smålig skelen til om der er fibertex eller ej.

Desværre giver de store betonfirmaer og byggemarkeder folk det indtryk i deres vejledninger, at man slipper for ukrudt ved at bruge fibertex. Det er ikke rigtigt, og desuden er der oftest vist en helt forkert placering af fibertexen, lige neden under belægningen af fliser. Det gør, at man ikke kan komme til at lægge fliserne ordentligt, og det er en helt forkert fremgangsmåde.

Når børnehaven overvejer flis, er det nok fordi de gerne vil have noget, der ikke sviner, når børnene render rundt om højbedene. Så jeg synes at flis, enten vedflis eller barkflis er udmærket. Det er let at få fat i, og det er let at lægge ud, selv om der går en del trillebørfulde til. Men læg det i et 10–12 cm tykt lag, og lad være med at bruge penge på fibertex. Hvert år kan man så lægge et tyndt lag oven på til erstatning for det flis i bunden af laget, der omsættes. Når der kommer noget ukrudt, så få børnene til at trække det op.

Med venlig hilsen
Niels Junggreen Have
Landskabsarkitekt

Kommentarer

Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Jordgrus

Træterasse,et ekstra rum til huset.

Havearkitekt Lene Palmer

Havedesign i København og på Sjælland

Grønne Grunde

Dine Havedrømme bliver til virkelighed.

Havegartneren

Ny have til gode priser.

Robinie.dk – SkovTrup

SkovTrup – Miljørigtigt Træ til haven

GrowCamp

Overdækkede højbede med insektnet.

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Anlæg > Hvad kan vi bruge som gange mellem højbede?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider