Spørg eksperterne

Er det en klematis jeg har?

Kan I mon hjælpe med min klematis?

Jeg tror der vokser 2 forskellige klematis her.

Den ene blomster aldrig (i hvert fald de 5 år vi har boet her, den anden giver små hvide blomster her i slut august/ start september.

De gror helt vanvittigt, og har få få blomster.

Jeg tror jeg behandler dem forkert, klipper dem ned forkert eller på forkert tidspunkt.

Med venlig hilsen
Henriette, september 2017

Svar

Ved at studere løvet på fotoet aner jeg også at der er (mindst) to forskellige klematis.

Clematis montana ‘Elizabeth’ har en duft af vanilje, som især bliver tydelig, når alle blomster er sprunget ud. Foto: Hanne Søgård

Den ene er helt sikkert en skovranke, Clematis vitalba. Det er den med de mange små blomster her sidst på sommeren og den der er mest af, da den nemt kan blive 10–15 m høj – eller bred. Skovranke er en god insektplante her sidst på sommeren, hvor der ofte mangler blomster. En frodig plante der sår sig villigt, og ofte optræder som ukrudt i buske, hække og hvor den ellers kan finde rodfæste. Skal den blomstre beskæres den i løbet af vinteren, inden februar, og den må godt blive klippet ned til 20 cm over jorden.

Hvad der ellers er du har, ved jeg ikke. Men generelt er der 3 grupper af klematis, hvor beskæringen er på forskellige tidspunkter. Klipper du på det forkerte tidspunkt, fjerner du blomsterknopperne og du går glip af blomstringen.

I den ene gruppe, den som skovranken tilhører, skal klippes ned i løbet af vinteren. Jeg har selv nogle forskellige sorter af Clematis viticella, som blomstrer i juli–september på de skud de laver i løbet af sommeren. Dem klipper jeg ned i juleferien. Til denne gruppe hører fx også Clematis tangutica, med sine gule blomster. De er alle mærket med »beskæringskode 3« på etiketten, når man køber dem.

En anden gruppe er dem der blomstrer i løbet af maj–juni. Det er fx Clematis macropetala. Clematis alpina og Clematis montana. Hvis de ønskes beskåret skal det ske umiddelbart efter blomstringen, da de blomstrer på de skud de laver i løbet af sommeren og så er klar til at blomstre næste forår. De er mærket med »beskæringskode 1« på etiketten.

Guldklematis er en kraftigt voksende clematis. Den vokser let op til 5 meter om året. Foto: Hanne Søgård

Den sidste gruppe er dem vi i daglig tale kalder »de storblomstrende«, hvor de fleste blomstrer i maj–juni og igen i august–september. Hvis du vælger at klipper dem helt ned, vil du gå glip af en blomstring uanset hvornår du gør det. Disse bør blot udtyndes, hvilket er nemmere sagt end gjort. De er mærket med »beskæringskode 2« på etiketten. »De storblomstrende« er en temmelig diffus gruppe, så der er mange undtagelser. Tjek derfor, hvordan netop den sort du har, skal beskæres.

Konklusionen er at du nok har mindst to forskellige klematis og at beskæringstidspunkterne ikke er afstemt. Der er intet i vejen for at plante flere arter eller sorter i samme plantehul, men de skal kunne beskæres på samme tidspunkt, dvs. have samme beskæringskode.

Med venlig hilsen
Hanne Søgård
Jordbrugsteknolog Landskab og Anlæg, anlægsgartner og konsulent

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Botanik og plantenavne > Er det en klematis jeg har?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider