Spørg eksperterne

Hvordan skal blodbøg formes?

Jeg har fået en dejlig ‘kobberbøg’ – Fagus sylvatica ‘Riversii’. Den er ca 140 cm høj og har ikke nogen decideret top, men derimod breder de 3–4 øverste grene sig ud til siderne og danner top.

Mit spørgsmål er, om det er sådan, den vokser, og jeg blot skal lade den være, eller om jeg skal prøve at skabe en top på den.

Med venlig hilsen
Vibe Castenschiold, november 2015

Svar

En fritvoksende blodbøg bliver 20–25 m høj. Dette gælder uanset om den hedder Fagus sylvatica ‘Riversii’ eller ‘Purpurea’ eller ‘Atropunicea’. Den er alt for stor til en villahave, men har man en stor landbohave, kan man f.eks. plante den midt på græsplænen. Hvis ideen er at træet skal blive stort og fritvoksende, og hvis man på sigt skal kunne færdes under kronen, bør træet have et gennemgående topskud. For ellers kan det ikke stammes op i 2 meters højde.

Hvis de 3–4 øverste skud stadig er unge og bøjelige, kan man tage det mest oprette og binde den til en lodret pind, som først er bundet til stammen et par steder. Gør det i april, før bladene springer ud. Normalt vil det lodrette skud skyde mest. Men hold øje med de 2–3 andre skud. Hvis en eller flere vokser kraftigere end topskuddet, bør de pågældende kortes lidt af. Opbindingen fjernes i efteråret samme år.

Hvis de 3–4 øverste skud er deciderede grene og ikke tynde bøjelige kviste, er det bedre at købe et nyt træ, der har et gennemgående topskud. Køb gerne et højstammet træ, hvor kronen starter i 2 meters højde. Alternativt kan man lade træet vokse, som det er. Men de øverste 3–4 grene vil blive ved med at
være i samme højde, så kronen vil starte der.

Uanset om kronen starter i en eller to meters højde, vil det på sigt blive nødvendigt at klippe kronen hvert år (som når man klipper hæk), hvis træet står i en villahave. Alternativt kan det beskæres kraftigere hvert 3–5 år.

Rødbladede træer til villahaver
Til en villahave er følgende rødbladede træer meget mere velegnede i størrelsen:
Rødbladet paradisæble: Malus sieboldii ‘Freja’
Blodblomme: Prunus ceracifera ‘Nigra’
Rød japansk løn: Acer palmatum ‘Bloodgood’ (Kræver læ og dybmuldet jord)

De to første kan både fås som højstammede træer og som fuldkronede buskagtige træer. Den sidste er buskagtig, men kan efterhånden stammes op og blive til et flerstammet træ.

Med venlig hilsen
Lene Palmer
Selvstændig havearkitekt, Havearkitekt Lene Palmer

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Blomstergården

Træer fra egne podekviste

Scandinavian Gardening

Klipper grene over med Ø op til 5,8 cm

Rhododendron-Haven

Specialplanteskole og park

Dansk Hjemmeproduktion

Opbindingsmateriale

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Buske og træer > Hvordan skal blodbøg formes?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider