Spørg eksperterne

Hvordan og hvornår beskæres et kastanjetræ?

Jeg har ikke kunnet finde svar på mit spørgsmål, hverken hos jer eller på andre hjemmesider – og jeg tror det er rimeligt simpelt at svare på.

Jeg har 5 helt almindelige 3–4 årige ikke-spiselige kastanietræer, som jeg gerne vil opstamme en anelse. Når jeg søger på emnet, kan beskæring foregå på alle tider af året – alt afhængig af, hvilke hjemmeside, jeg går ind på. Så mit spørgsmål er, i alt sin enkelthed: »Hvornår skal beskæring af et «uægte» kastanietræ foregå«?

Et lille tillægsspørgsmål: »Er det rigtigt, at man kan skære grenen af indtil ca. 10 cm, og så skære ind til «kraven» året efter?«

På forhånd tak, og med håb på svar.

Med venlig hilsen
Laila Juel, oktober 2009

Svar

Det er en skam, at du ikke har fundet svaret i vores bestand af artikler og besvarelser. Det findes, men det er muligvis for svært at nå frem til.

Derfor skal jeg gerne gentage følgende: Hestekastanje skal man – som ved alle andre træer – helst beskæres i sommertiden (juli–september). De vejledere, som siger eller skriver noget andet, forbigår de fuldstændigt entydige resultater af 20–25 års forskning på området. Læs mere i artiklen Beskæring af træer om sommeren.

Når træerne ikke er ældre end de her nævnte, kan man roligt skære grenene af helt inde ved grenkraven med det samme. Der er dog lige den hage ved netop hestekastanje, at arten tilhører gruppen af planter med modsatte knopper og grene. Ved en beskæring tvinges man altså til at skære begge de modsatstillede grene af samtidigt, – hvis man vil fastholde balancen i træets krone, hvad man bestemt bør tilstræbe.

Metoden med at skære ind og efterlade en død stab på 10 cm længde modarbejder træets muligheder for at værge for sig. Man skaber i stedet et spisekammer for netop de svampe, der senere kan trænge frem og ind i stammen. Hvis man ikke kan finde en grenkrave, må/kan man i stedet vente et par år på, at den bliver dannet. Det sker bedst ved at fjerne omtrent 2/3 af grenens bladmasse, og det gør man ved at fjerne ca. 2/3 af sidegrenene på den hovedgren, der gerne skulle danne grenkrave. Det giver træet mulighed for at forsvare sig mod angreb ind i grenen, og det giver det tid til at danne grenkraven.

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Spiroggro

Frø og stiklinger af træer og buske

Primabolig

Topkapning og beskæring af store træer

Blomstergården

Træer fra egne podekviste

Rhododendron-Haven

Specialplanteskole og park

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Buske og træer > Beskæring > Hvordan og hvornår beskæres et kastanjetræ?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider