Spørg eksperterne

Hvorfor er to hold agurker døde?

Vi har i drivhus mange forskelige planter, som trives flot. Vin, tomat, aubergine, peber og en del flere. Vi har dette forår plantet agurk 2 gange. Og begge gange går der bare få dage, så dør de. Der vandes med flydende gødning, og vi er i det hele taget meget omhyggelige med at passe planterne.

Hvorfor dør agurkerne?

Med venlig hilsen
Jette Foersom, juni 2005

Svar

Det kolde forår i 2005 har bestemt ikke været agurkplanternes livret. Så hvis I allerede har haft to hold, så kan jeg regne ud, at det første hold sikkert var plantet, inden jorden var 18° varm, som den helst skal være, inden man planter agurker ud. Så de er nok døde af kulde.

Nyudplantede agurker kan ofte ikke tåle varmen og lyset i drivhuset på en rigtig solskinsdag, og de hænger. Hvis man ikke gør noget effektivt for at genskabe deres væskebalance, så dør de hurtigt. De kan også ligefrem blive solskoldede, hvis de f.eks. kommer inde fra en vindueskarm – det viser sig som hvide blade. Skyg derfor altid for nyudplantede agurker de første dage. f.eks. ved at hænge fiberdug eller lignende op.

Det er vigtigt, at der ikke kan samle sig vand inde omkring rodhalsen, da det giver rodhalsråd. Plant derfor agurkplanten på en lille jordvold, hvis du dyrke i drivhusjorden. I en plantesæk må du forsøge at plante den, så rodhalsen ikke får stående vand om sig. Når man vander er det en god ide slet ikke at vande inde omkring rodhalsen.

Indtil de nyplantede agurker er kommet i groning, ville jeg vande med rent vand for ikke at risikere at svide rødderne i den stressperiode, de er i som nyplantede. I bør være meget opmærksomme på, at den flydende gødning har den foreskrevne fortynding, da rødderne ellers let svides, og agurkrødder er måske mere sarte end de andre drivhusplanter. Agurker elsker at blive dyrket i jord blandet op med kompost og specielt at få et lille nyt lag lagt ud oven på jorden nogle gange i løbet af sommeren, så det kunne I jo også prøve i stedet for den flydende gødning.

Jeg håber at I får held med 3. hold. Man kan faktisk fint nå at forkultivere endnu et hold agurker her først i juni. Når først varmen er her, så vokser de som lun og torden.

Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Kommentarer

Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Gartneri Toftegaard

Dyrkningskurser, smagninger m.m

Solsikken

Alt til den økologiske have

Hobbydrivhuse.dk

Skabt til det danske vind og vejr

Bjarne’s frø og planter

Funktionaliteten eminent.

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Drivhuset > Hvorfor er to hold agurker døde?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider