Spørg eksperterne

Den ny plæne er gulplettet – mangler den gødning?

Græsplænen er anlagt forår, og den kom flot og frodigt frem over maj/ juni ved hjælp af specialgødning fra gartneren. Den stod meget tæt og flot i juli/august. Fik ikke gødet den i august, og den står nu i november med et gulligt skær med flere områder på 15–20 cm, hvor det ser ekstra gult ud.

Kommer den tilbage, hvis den gødes til foråret, eller er der risiko for, at græsset er gået til grunde på grund af manglende næring?

Med venlig hilsen
Henrik Koch, november 2012

Svar

Det er næppe gødning, plænegræsset mangler. Når hele plænen ser gullig ud med ekstra gule pletter, og når den er nyanlagt, vil jeg være mest tilbøjelig til at søge problemets årsag i manglende afdræning af sommerens og efterårets megen væde. Det afgørende spørgsmål er så: Blev der lavet en ordentlig løsning af jorden under plænen? Med en ordentlig løsning mener jeg: en løsning, som gennembryder et sammenkørt lag (»traktose«) i råjorden under muldlaget.

Hvis det nu er sådan, at der ikke er lavet nogen egentlig løsning af råjorden, må man forudse, at gulningen af plænen vil fortsætte i en del år. Den langsomt, men sikkert virkende kur består i at udlægge et lag filtergrus på 2–3 cm tykkelse i hele plænen hvert forår. Gruset skal fejes grundigt ned mellem græsplanterne, så de kan få lyst til at vokse. Spar på gødningen de følgende 4–5 år, og lad græsset få tid til at danne et godt, nyt rodnet oppe i den grusede og dermed veldrænede overjord. Af samme grund skal plænen heller ikke klippes for tæt. En klippehøjde på ca. 6 cm vil være passende disse 4–5 år, men derefter kan man gå ned i de 4,5 cm klippehøjde, som er gængs i private haver.

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

FAUSOL A/S

HORNUM græsfrø: Kvalitets græsblandinger

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Græsplænen > Den ny plæne er gulplettet – mangler den gødning?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider