Spørg eksperterne

Hvordan kan vi få bær på vor stikkelsbærbusk i USA?

Vi bor i USA, og for 10 år siden købte vi en stikkelsbærbusk. Den har spredt sig utrolig, og hvert år bringer den utrolig mange blomster, men efter nogle uger, hvor man ser, at det er ved at udvikle sig til bær, falder det hele til jorden. Alle blomsterne falder af. og der kommer ingen bær, og hvert år siger vi »heller ingen bær dette år«, og truer med at grave det hele op, men vi vil lige give den en chance til, og måske prøve noget nyt gødning, men nej intet har virket. Kan I fortælle os, hvad vi kan gøre for at få bær på disse flotte buske, med de store flotte blade, der står hele sommeren, men bare uden bær? Eller skal vi bare glemme det og købe en ny buske?

Med venlig hilsen
Jette Fischer, februar 2012

Svar

Der er flere problemer her. For det første tvivler jeg stærkt på, at det kan være den europæiske stikkelsbær, Ribes uva-crispa, der er tale om, for de amerikanske myndigheder (både i USA og Canada) er meget restriktive med hensyn til import af levende planter. Specielt slægten ribs, Ribes, er med god grund frygtet, for den er mellemvært for en rustsvamp, som dræber »Eastern White Pine«, Pinus strobus. Derfor holder man sig til at dyrke hjemlige arter, heriblandt flere som kaldes »gooseberry«.

Det sygdomsbillede, der beskrives, kunne tyde på flere ting: angreb af svampe eller virus, men også dyrkningsforholdene kan være årsagen. Det nytter ikke noget at gøde, måske snarere tværtimod, som I også selv har konstateret. Planter bliver ikke mere modstandsdygtige af at få gødning, – med mindre der er tale om en påviselig mangel på ét eller flere mineralske stoffer.

Den stærkeste mistanke retter sig mod dyrkningsforholdene, og det er også dem, der kan gøres noget ved. Derfor bør I gå følgende checkliste igennem meget nøje:

  • Præcist hvornår på året ses symptomerne først?
  • Hvilke dele af planten viser symptomerne (går blade og grene f.eks. fri)?
  • Hvordan er jordbundsforholdene i tiden op til de første tegn på sygdom (er jorden hård/frossen, er den vandlidende, er den udtørret)?
  • Hvordan er klimaet på stedet, hvor planten står (er der barfrost, drejer det sig om en lavning (kuldehul), er der beskyttende træer eller buske i nærheden)?
  • Hvordan har plejen af busken været i det foregående år (beskæring, vanding, gødskning osv.)?

Når dette er gennemgået, kan I også få lavet en jordbundsanalyse, som vil vise, om der er mangler i jorden. Først derefter bør I overveje, om planten skal flyttes, fordi betingelserne ikke er gunstige.

Hvis I vælger at plante en helt ny busk, så må det under alle omstændigheder ske et helt andet sted, og først efter at den syge plante er gravet op og brændt.

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Plantesygdomme > Hvordan kan vi få bær på vor stikkelsbærbusk i USA?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider