Spørg eksperterne

Sortfarvning af subtropiske planter – hvad er årsagen?

Jeg har gennem flere år oplevet, at dels ægte laurbær og et appelsintræ efter et stykke tid udendørs angribes af et eller andet, der farver stort set det meste af planten til med en sort kulagtig substans, der delvis kan gnides af, men ikke fjernes.

Jeg har forsøgt at skylle det bort med hårde vandstråler og at anvende insektsæbe; begge forsøg uden et gunstigt resultat.

Det skal nævnes, at jeg ikke har haft appelsintræet og laurbærtræet på samme tid. Dog har jeg observeret at sortfavningen »smittede« fra laurbær til laurbær.

Når træerne er blevet misfarvet, så stopper deres vækst og udvikling, få til ingen nye blade, og ingen blomster eller frugtsætning på appelsintræet. Håber I kan hjælpe.

Med venlig hilsen
Kristian Madsen, december 2012

Svar

Sodskimmel er det eneste, jeg kan komme i tanker om, som laver den beskrevne sortfarvning.

Fænomenet skyldes en skimmelsvamp, som lever af sukkerholdigt materiale. Svampen er derfor blot et tegn på, at planterne er blevet overtrukket med noget sukkerholdigt – næsten altid ekskrementer fra bladlus eller skjoldlus, den såkaldte »honningdug«. Da der i begge tilfælde har været tale om subtropiske planter, som givetvis er blevet overvintret inden døre (vinterstue, drivhus eller tilsvarende), må den fælles årsag sikkert være nogle ret små skjoldlus. De kan være bragt med fra planteleverandøren, eller de kan befinde sig på overvintringsstedet, hvorfra de angriber planterne i det tidlige forår.

Selv om skimmelsvampen altså ikke er sygdommens egentlige årsag, er den alligevel ødelæggende, og det er desværre sandt, at sodskimmel lukker af for planternes fotosyntese, sådan at de sygner hen af mangel på næring.

Problemet kan kun sjældent løses ved at bekæmpe svampen, men ved at komme den i forkøbet og fjerne de lus, der laver den honningdug, svampen lever af. Det gøres ved at holde øje med de små, skjoldformede dyr, som sidder på grene og kviste. Når man – ved hjælp af en lup – kan se, at de små bitte lus forlader moderdyrets skjold, er det tid at bruge insektsæben. Behandlingen skal givetvis gentages med 1–2 ugers mellemrum for at give godt resultat.

Se artiklen om sodskimmel

Se artikel om skjoldlus

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Plantesygdomme > Sortfarvning af subtropiske planter – hvad er årsagen?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider